Serie: Religion for øje

Flygtningenævnet mangler nuancer i deres vurderinger af religiøs troværdighed

Flygtningekonventionens måde at definere og vurdere den enkeltes tro og trospraksis på stemmer ikke overens med den moderne, danske opfattelse heraf. Foto: Brett Jordan/Unsplash

Flygtningenævnet kan med deres høje krav til en korrekt tro komme til at undlade at anerkende religion, som faktisk ér religion, i asylsager med konversion til kristendommen. Det kan have alvorlige konsekvenser for asylansøgere

Danmark er forpligtet til at overholde FN’s Flygtningekonvention, som sikrer flygtninge asyl på baggrund af frygt for religiøs forfølgelse. Kristne konvertitter, der risikerer at blive forfulgt i lande, hvor kristne undertrykkes, kan på baggrund af Flygtningekonventionen søge om beskyttelse i Danmark med konversion til kristendommen som asylmotiv.

Men de danske udlændingemyndigheder er blevet opmærksomme på fænomenet konversionsbedrageri, hvor nogle asylansøgere konverterer til kristendommen på et falsk grundlag, fordi det kan forbedre deres chancer for at få asyl.

Det betyder, at Flygtningenævnet, der træffer den endelige afgørelse om tildeling eller afvisning af asyl, er nødt til at lave en troværdighedsvurdering af en asylansøgers religiøse trosforhold for at sikre, at asylansøgeren oprigtigt er konverteret, og dermed i risiko for forfølgelse, før der kan træffes en beslutning om asyl.

Der er et svært dilemma til stede i disse sager: På den ene side er Flygtningenævnets troværdighedsvurderinger nødvendige, men på den anden side er det problematisk at vurdere andre menneskers religiøsitet, da personlig tro og religiøs praksis kan se ud på mange forskellige måder. Så hvordan griber Flygtningenævnet vurderingerne an? Hvordan forstår og behandler Flygtningenævnet religion?

Den indre overbevisning er central
Det element, som går igen i alle de otte undersøgte konvertitsager, er det individuelle trosforhold. Asylansøgerne skal hver især kunne forklare og vise Flygtningenævnet, at de har et oprigtigt, inderligt trosforhold. Det gør de ved at leve op til det, der i sagerne kaldes for en indre overbevisning.

Asylansøgerne lever op til denne indre overbevisning ved at have en stor viden om kristendommen, en oprigtig interesse for kristendommen samt det at være kristen og vise en aktiv kirkelig praksis gennem vedholdende kirkegang. Den indre overbevisning udtrykker en form for pietisme – en streng, traditionel kristen retning med fokus på personlig og inderlig tro.

Flygtningenævnet har således en klar forståelse af en korrekt måde at tro på og en forkert måde at tro på.

Når asylansøgerne ikke opfylder kravene til en indre overbevisning, så bliver deres konversion vurderet til at være forkert og utroværdig, hvilket betyder, at de ikke kan få asyl. Det ses eksempelvis i en af sagerne, hvor der står, at asylansøgeren kom til Danmark i 2015 og siden har deltaget i en kristen sommerlejr, to kristne weekendlejre, bibelundervisning, tre-fire gudstjenester, kristen undervisning, har gennemført et højskoleophold og er blevet kristent døbt.

Hans engagement i kristendommen og kristne fællesskaber er tydelig. Alligevel vurderer Flygtningenævnet, at asylansøgerens religiøse trosforhold og konversion er utroværdig, fordi han ikke lever op til en indre overbevisning. Det er en meget sort/hvid behandling af religion.

Der stilles altså høje krav til en korrekt tro og religiøs praksis, som ikke umiddelbart stemmer overens med den nutidige, udbredte danske forståelse og praktisering af kristendom.

Der skal flere nuancer i spil
Flygtningenævnets forståelse og behandling af religion er et eksempel på reguleret religion, det vil sige religion, der er tilpasset til fordel for Flygtningenævnets juridiske og administrative behandling. Formålet med begrebet om en indre overbevisning er at have et fast, juridisk udtryk, som kan bruges til at skabe en ensartet juridisk behandling og vurdering af religion i konvertitsagerne.

Når religion reguleres på denne måde, vil der dog altid være visse elementer og nuancer, som bliver overset. Flygtningenævnets regulering af religion overser for eksempel at behandle levet religion, der afspejler en individuel tro og hverdagspraksis, som er improviseret og heterodoks – altså når ens tro afviger fra den officielle religiøse tradition.

Ifølge konversionsforskere er heterodoksi helt centralt i forhold til konversion, da konversion er et individuelt og personligt anliggende, som kan se meget forskelligt ud fra person til person. Det trosforhold, som asylansøgeren fra ovenstående eksempel har, behøver altså nødvendigvis ikke at være forkert eller utroværdigt. Det kan være et udtryk for levet religion, men det undlader Flygtningenævnet at behandle.

Der er klare problematikker forbundet med regulering af religion og det faktum, at Flygtningenævnet stiller så høje krav til en korrekt tro og religiøs praksis hos asylansøgerne. Der er en risiko for, at de ikke anerkender religion, som faktisk ér religion. Det kan have alvorlige menneskelige konsekvenser, hvis en asylansøger, der oprigtigt er konverteret til kristendommen, og dermed risikerer at blive forfulgt, ikke får asyl.

Flygtningenævnet bør derfor bringe flere nuancer i spil i deres behandling af religion – men kun til en vis grad. Hvis Flygtningenævnet kun vurderer asylansøgerne ud fra levet religion, vil alle formentlig kunne få asyl. Derfor er det også nødvendigt, at Flygtningenævnet regulerer religion. Det svære dilemma vil i sidste ende altid være til stede.

Religion i et retsligt felt kan være utroligt spændingsfyldt, da religiøsitet og ret er to vidt forskellige områder. Hvis det ene bliver for dominerende, kan det have konsekvenser for det andet og omvendt. Der er brug for at være balance mellem religion og ret. Det er netop denne balance, som Flygtningenævnet skal forsøge at håndtere i vurderinger af asylansøgeres religiøse troværdighed.