Indføring

Hvilke fordele er der ved at være et anerkendt trossamfund i Danmark?

I Danmark er der en række økonomiske og praktiske fordele ved at blive anerkendt som trossamfund. Disse fordele gør det langt nemmere for en menighed at vedligeholde og dyrke deres religion. Foto: Pedro Dias/Unsplash

Så længe man ikke overtræder den danske lovgivning eller menneskerettighederne, må man dyrke lige den tro, man vil, inden for Danmarks grænser. Men hvis man som trossamfund bliver anerkendt, kan det have stor betydning for trossamfundets udbredelse og beståen

I Danmark er medlemstallet for folkekirken nedadgående, men dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at danskerne ikke er religiøse. Mange danskere tilslutter sig andre trossamfund – og nogle af disse er anerkendte i Danmark, mens andre trossamfund eksisterer uden at være anerkendte. Tidligere skelnede man mellem godkendte trossamfund og anerkendte, men denne opdeling er ikke længere eksisterende. Det betyder, at man nu kun taler om anerkendte trossamfund.

For at blive anerkendt som trossamfund i Danmark, skal et trossamfund eller en menighed opfylde en række kriterier, der har at gøre med trossamfundets størrelse, dets organisation og sandsynlighed for fortsat beståen. Det er imidlertid ikke et krav, at religioner skal være anerkendte for at kunne dyrkes i Danmark, da der i Danmark er religionsfrihed, hvilket betyder, at enhver dansker har ret til at dyrke den religion, de ønsker. Religionen må dog ikke være i strid med dansk lovgivning eller menneskerettighederne.

Eksempel på et anerkendt og et ikke-anerkendt trossamfund i Danmark
I Danmark har Forn Sidr, Asa- og Vanetrosamfundet i Danmark, været godkendt siden 2003. Forn Sidr betyder ’den forne sæd’ eller ’den gamle skik’ og er et trossamfund, som dyrker den førkristne nordiske religion og i dag tæller over 600 medlemmer. Forn Sidr er ikke baseret på faste religiøse dogmer, som det for eksempel gør sig gældende for kristendommen. I stedet opfordrer Forn Sidr medlemmerne til at skabe deres egen asatro.

På deres hjemmeside kan man blandt andet finde teksten Hávamál, som de mener kan danne udgangspunkt for at forstå den førkristne nordiske religion. Ydermere afholder Forn Sidr mange forskellige ritualer, som blandt andet består af fire officielle blót. Et blót er en ofring til guderne, og Forn Sidr afholder disse ved forår- og efterårsjævndøgn samt ved sommer- og vintersolhverv.

Et andet eksisterende trossamfund i Danmark er Lyset. Lyset betegnes som en spirituel forening, som har til hensigt at hjælpe mennesker med at nå til udvikling og indsigt. Foreningen er ikke anerkendt som trossamfund i Danmark, selvom spiritisme for eksempel er anerkendt som religiøs retning i England. På foreningens hjemmeside understreges det, at foreningens arbejde baseres på en grundlæggende overbevisning om, at det guddommelige eksisterer i alt.

Ydermere tror foreningen på, at det centrale i vores eksistens er sjælen og ånden frem for kroppen, og at sjælen og ånden lever videre som en energi i den store kosmiske bevidsthed efter døden. I forlængelse af dette tror Lyset på, at nogle mennesker, kaldet medier, har evnen til at mediere mellem den åndelige og den fysiske verden. Dette sker blandt andet gennem kanalisering, clairvoyance og klarsyn.

Alle mennesker er velkomne hos Lyset, og man kan også deltage, selvom man har en anden religiøs opfattelse. Lyset hævder dog, at deres opfattelse af det guddommelige ligger i forlængelse af Mahatma Gandhi og Dalai Lamas opfattelser af det guddommelige.

Fordele ved at være et anerkendt trossamfund
Der er imidlertid en række fordele ved at være anerkendt trossamfund i Danmark, hvilke har betydning for trossamfundenes virke.

For det første kan et anerkendt trossamfund søge om at få bemyndigelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed. Det vil sige, at Forn Sidr for eksempel har bemyndigelse til at foretage vielser, mens Lyset ikke kan dette. Herfor må medlemmer i Lyset gøre brug af andre religiøse tilbud eller modtage en borgerlig vielse.

For det andet har anerkendte trossamfund en række skattemæssige fordele, hvor man blandt andet kan fradrage gaver og løbende ydelser til trossamfundet samt organisere indsamlinger ved for eksempel gudstjenester, uden at det skal meldes til indsamlingsnævnet. Der kan således være en række økonomiske fordele, som et anerkendt trossamfund kan gøre brug af. Derfor kan det være vanskeligere at finansiere aktiviteter, lokaler og så videre for de trossamfund, der ikke er anerkendte.

En tredje fordel ved at være anerkendt som religion er, at en religiøs forkynder kan søge om opholds- og arbejdstilladelse eller besøgsophold i Danmark, hvis vedkommende skal arbejde for trossamfundet eller deltage i et religiøst arrangement.

Ydermere har de anerkendte trossamfund ret til at søge om at etablere egne begravelsespladser, hvilket kirkeministeren kan tillade. Man skal gennem vedtægter kunne stille sikkerhed for, at begravelsespladsen bliver vedligeholdt, og man skal selv købe den grund, der skal bruges. Ydermere kan det være nødvendigt, at kommunen udarbejder en lokalplan, og så skal stedet være egnet til begravelse, hvorfor det kan være nødvendigt, at sundhedsmyndighederne også tager stilling til en sådan ansøgning.

Et anerkendt trossamfund kan også oprette institutioner, såsom skoler og plejehjem eller private pasningsordninger, der bygger på et religiøst livssyn eller en særlig pædagogik. Skolerne regnes i så fald som frie grundskoler og skal oprettes som en selvejende institution. Man kan dog få tilskud af staten til at drive skolen, hvis den opfylder gyldige betingelser. Ydermere er det muligt at få tilskud til aktiviteter og til at efteruddanne medarbejdere i trossamfundet.

Slutteligt har både danske præster og andre religiøse forkyndere inden for et anerkendt trossamfund en særlig mulighed for at besøge indsatte i fængsler eller indlagte på sygehusene, som kan have behov for at få besøg af en repræsentant fra deres trossamfund.

Der gives således en række fordele til anerkendte trossamfund, som kan have betydning for trossamfundets udbredelse eller fortsatte beståen, men der er således intet til hinder for, at man kan praktisere sin religion i et trossamfund, som ikke er anerkendt.