Religion skal være kedelig og intens for at overleve

Religion skal være intens og personlig, men også kedelig og rutinepræget, hvis den skal overleve. Det mener i hvert fald antropologen Harvey Whitehouse, som har forsket i religion og hukommelse

Forskere har i flere år undersøgt, hvordan hukommelse og religiøsitet hænger sammen. En af dem, der har bidraget særligt til vores forestilling om sammenhængen, er antropologen Harvey Whitehouse. Her bliver du introduceret til hans forklaring på, hvordan forskellige religiøsitetsformer fæstner sig i vores hukommelse. To slags hukommelse: Semantisk og episodisk
Inden for neuropsykologien inddeler man langtidshukommelsen i to underformer:

Semantisk hukommelse har at gøre med generel viden som for eksempel at to plus to er fire, og hvordan man kører på cykel.

Episodisk hukommelse rummer specifikke oplevelser i vores liv. Det første kys bag cykelskuret i folkeskolen eller det første barns fødsel. Oplevelser, der har et gjort et stort indtryk på os, og som vi derfor husker som noget særligt.

Hukommelsesformer og religiøsitet
Men hvordan har disse hukommelsesformer indflydelse på religiøsitet? 
 
Religionsforskere er generelt enige om to forskellige religiøsitetsformer: Den doktrinære og den imagistiske form. Den doktrinære er den organiserede religiøsitet, som ofte finder sted i større religiøse samfund. Den er dogmatisk og rutinepræget. Den imagistiske er derimod meget mere intens og følelsesmæssigt stimulerende. Religiøsiteten udføres ofte i mindre grupper og skaber stærke sammenhold.

De to religiøsitetsformer kan dog sagtens findes i det samme religiøse samfund. Et eksempel på dette er pinsekirken. Her finder man både den dogmatiske og rutineprægede religiøsitet, men samtidig er der fokus på det personlige gudsforhold. Medlemmer har ofte intense religiøse oplevelser, som at blive fyldt med helligånden og at "tale i tunger".

Men hvorfor findes disse to forskellige religiøsitetsformer?

I sin forskning har antropologen Harvey Whitehouse søgt svar på dette. Whitehouse har fundet frem til, hvordan de to forskellige religiøsitetsformer har forbindelse til henholdsvis den semantiske og den episodiske hukommelse.

Den doktrinære religiøsitetsform og semantisk hukommelse
For at religion skal have en chance for at overleve, må dens lære først og fremmest kunne huskes af medlemmerne. Den doktrinære form for religiøsitet har en stor grad af repetition. Prædikener, om ofte svære og komplicerede teologiske emner, bliver gentaget igen og igen. Karismatiske religiøse ledere og forbilleder fortæller deres personlige historier, men de passer ind i det samlede religiøse narrativ.

Ritualer og religiøse ceremonier bliver udført på samme måde gang på gang. Kroppen går så at sige på “auto pilot”. ”Det er simpelthen en psykologisk virkelighed, at gentagne handlinger fører til implicitte adfærdsmæssige vaner, som opstår uafhængigt af bevidst tanke eller kontrol”, siger Whitehouse.

Troen og religiøse aktiviteter bliver ikke husket som specielle episoder, men mere som en generel almen viden, der fæster sig i den semantiske hukommelse hos det religiøse menneske. Det bliver så at sige “normen”.

Den doktrinære religiøsitetesform har derfor store chancer for at overleve og udbrede sig, da den er velorganiseret og veldokumenteret.

Men der er dog en fare: Kedsomhed! De mange gentagelser og anonymiteten i store religiøse grupper, kan få medlemmer til at miste motivationen. I værste fald kan det religiøse fællesskab dø ud.

Den imagistiske religiøsitetsform og episodisk hukommelse
Det er her den imagistiske religiøsitetsform kan være et godt supplement til “repetitionsreligiøsiteten”. Den imagistiske form har større fokus på den religiøse oplevelse end på dogmatisk lærdom.

Medlemmer her udfører intense, følelsesmæssige religiøse ritualer alene eller i små grupper. Ritualerne kan derfor både styrke den personlige religiøsitet og nærhed med det guddommelige, men også sammenholdet med gruppen.

Når man har oplevet religiøsitet sådan, gemmer man oplevelsen i den episodiske hukommelse . Her kan den danne grundlag for en stærk, personlig tro.

Men modsat den doktrinære religiøsitet er denne religiøse aktivitet uorganiseret og sporadisk. Det betyder fare for, at religiøse samfund med overvejende imagistisk religiøsitetsform vil falde fra hinanden.

To typer religiøsitet i én religion
Derfor lykkes en religion godt, hvis den intense oplevelse kombineres med organiseret gentagelse af narrativer.

Whitehouse slår således fast, at de to former ofte findes i det samme religiøse samfund, som nævnt i eksemplet med pinsekirken. For at skabe et stærkt religiøs gruppe, er det vigtigt både med en grad af organisation og konsensus omkring lærdom, normer og religiøs aktivitet - det vil sige, det vi gemmer i den semantiske hukommelse.

Samtidig har man behov for en personlig oplevelse af guddommelig inspiration og vækkelse, som lagres i den episodiske hukommelse.