Ritualer bliver guddommelige ved lysets magi

De fleste religioner rummer modsætningen mellem lys og mørke. Her tænder en hindu en olielampe til Diwali- festivalen i det nordlige Indien i november 2014.

Gud og guddommelighed manifesterer sig ofte som lys for mennesker. Men hvorfor spiller lys så stor en rolle ved religiøse højtider og ritualer?

”Det er bedre at tænde et lille lys end at forbande mørket”, siger et gammelt kinesisk ordsprog. Og lys bliver der tændt, særligt nu mørket endnu engang er kommet snigende. Har du prøvet at tænde et stearinlys på en solrig sommer dag? Det er ikke helt det samme.

De fleste religioner rummer modsætningen mellem lys og mørke. Lyset som det gode og det guddommelige og mørket som det onde og modløsheden. I religionerne findes der også ofte et håb, og en tro på, at lyset sejrer over mørket. Lys bruges derfor aktivt i mange religiøse ritualer, og er med til at skabe en bevidsthed om, at der findes håb i mørket.

Lyset og mørket i religionerne
Gud, eller det guddommelige, manifesterer sig ofte som lys. I Jødedommen, og i Det Gamle Testamente, åbenbarer Jahve sig ofte ved lys eller ild. Et eksempel er, at Jahve åbenbarer sig for Moses ved en brændende busk (2.Mosebog 3:2). Messias komme bliver også beskrevet som lyset, der vil komme til mørket. ”Det folk som vandrer i mørket, skal skue et stort lys” (Esajas Bog 9:2).

I det Nye Testamente bliver Jesus i høj grad beskrevet som lys. Særligt i Johannesevangeliet, hvor Jesus siger om sig selv: ”Jeg er Verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys.” (Johannesevangeliet 8:12).

Allah bliver også i islam identificeret som lys. Blandt andet bliver Allah kaldt ”himlens og jordens lys” i Koranens sura 24:35.
En af hinduernes største religiøse fester hedder Diwali, og er en lysfest, hvor der bliver tændt utallige lamper og lys for at fejre det godes sejr over det onde. Legenden bag højtiden varierer fra sted til sted i Indien, men fælles er symbolikken med lysets sejr over mørket.

Grundlæggeren af buddhismen, der ifølge legenden er prins Siddharta Gautama, praktiserede ekstrem askese, opnåede den højeste erkendelse og blev en buddha, ”en fuldt oplyst person”.
Denne metafor, ”at være oplyst”, bruges også udenfor religionerne, hvor man kan tale om at en oplyst eller lærd person går fra uvidenhedens mørke.

Julen som lysets fest – også før kristendommen
Julen bliver kaldt ”lysets fest” og er i dag den religiøse fejring af Jesu fødsel. Kristne taler om, at Jesus var lyset, der kom til mørket. Før kristendommen kom til Danmark var julen en midvinterfest, hvor man fejrede, at man gik mod lysere tider. Det var egentlig en form for nytårsfest, hvor man festede for fred og frugtbarhed i det kommende år.

Med kristendommens introduktion blev det indført, at julen skulle holdes d. 24./25. dec. og det gamle navn for midvinterfesten, der ellers blev afholdt i januar, blev bibeholdt. Pointen var jo den samme: at fejre lysets komme i den mørke tid.

Lyset som noget ”magisk”
Men hvorfor har lyset denne vigtige rolle i ritualer og religiøse højtider? Hvad er det der sker, når lyset bliver tændt og den særlige stemning opstår? Dette kan antropologen Roy Ellen, og hans forskning i fetichisme være med til at forklare.

Antropolgen går væk fra udelukkende at se på fetich som en del af en religiøs kult eller en erotisk fascination af et bestemt objekt, men taler i stedet om en ”fetich-lignende opførsel”, der ligger i os alle. Han forklarer det som de kognitive processer, der frembringes ved kollektive repræsentationer. Det vil sige, at når vi er enige om at lyset repræsenterer det guddommelige, det gode eller håbet, så bliver lyset det gode eller det guddommelige.

Roy Ellen identificerer nogle kognitive processer, der sker ved denne ”fetich-lignende opførsel”.

Der er ofte tale om brugen af et konkret objekt, der bliver et symbol for noget større. Eksempelvis bliver et stearinlys et symbol for det guddommelige, det gode og håbet. Det ser vi, når hinduerne fejrer Diwali, og tænder lys og lamper som symbol på håbet og det godes sejr over det onde .

Ellen taler også om at symbolet eller objektet tildeles kvaliteter man finder hos levende organismer, og at det ofte, men ikke udelukkende, er menneskelige kvaliteter. De fleste mennesker forbinder lys med liv og varme. Uden lys og og varme kan intet gro eller leve. Lyset opfattes derfor også som noget levende. I fødselsdagskagen tænder vi et lys for hvert et år fødselaren har levet, og i mange religioner tændes et lys for en afdød.

Man mindes et liv der er levet og tænder et lys for den afdødes sjæl. Lotus-formede lamper bliver tændt af buddhister verden over for at mindes Buddhas liv og virke og som et symbol på erkendelsens lys.

Et stearinlys er i sig selv ikke andet end voks og en væge, men Ellen forklarer, at for os mennesker sker der en sammenblanding af lyset som objekt og det, det symboliserer.

Den ”magiske stemning” lyset skaber bruges aktivt i religiøse handlinger og højtider. At tænde lys ved religiøse handlinger er med til at skabe et rituelt og religiøst rum, som når man eksempelvis i jødiske familier fejrer chanukah (til minde om genindvielsen af templet i Jerusalem i 164 f.kr.) og i otte dage samler familien hver aften omkring chanukah-stagen, for at tænde otte lys, et efter et.

Lyset er håbet i mørket
Lyset som en ”kollektiv repræsentation” af det guddommelige, det gode og håbet, gør at brugen af lys kan være med til at skabe en særlig stemning og en følelse af håb hos mennesker.
Ellen forklarer , at der er et tvetydigt magtforhold mellem deltagerne i det religiøse ritual og lyset som objekt i ritualet. Lyset bruges aktivt i religiøse ritualer som et symbol på det guddommlige og for at skabe en særlig stemning. Men på samme tid kan man sige, at lyset skaber sætter deltagerne i ritualet i en særlig stemning og at lyset derfor får en ”guddommelig status”.

Følgende tekst er skrevet af den nu afdøde brasilianske ærkebiskop Hélder Câmara og handler om det ambivalente forhold mellem lyset og mørket og om håbet i den mørkeste tid.

Natten var sort, uden et mindste lyspunkt. Så sort, at jeg blev grebet af angst, trods den store kærlighed, jeg altid har haft til natten.
Da var det at natten anråbte mig, betroede mig sin hemmelighed: Jo mørkere hun er, desto mere strålende bliver morgenrøden, som hun bærer i sit skød.

Kilder:
Dom Hélder Câmara: Tusind skäl at leva, 1982
Gyldendals åbne encyklopædi: www.denstoredanske.dk
Politikens håndbog i verdens religioner
Roy Ellen: Fetishism, 1987