Hvad hedder Gud?

”Kært barn har mange navne” siger et gammelt ordsprog. Det gælder også for Gud i de tre store abrahamitiske religioner, hvor man har anvendt forskellige betegnelser for Gud. Navnene siger gerne noget om Guds væsen og egenskaber. Bliv klogere på, hvad Gud kaldes i jødedom, kristendom og islam

Jeg Er!
Den jødiske bibel (Det Gamle testamente) blev skrevet på klassisk hebræisk, som oprindeligt var uvokaliseret, hvilket vil sige, at man kun nedskrev konsonanterne. Guds navn skrives med konsonanterne JHVH, men da de oprindelige tekster jo var uden vokaler, så vides det ikke med sikkerhed, hvordan dette navn skal udtales.

I forskerkredse er det mest almindelige at antage, at det var noget i retningen af Jahve. Vi møder Guds navn flere steder i den jødiske bibel, bl.a. i den velkendte fortælling fra 2. Mosebog, hvor Gud henvender sig til den jødiske frelserskikkelse Moses i en brændende tornebusk (2. mos. 3). Da Moses spørger efter Guds navn, svarer Gud: ”Jeg er den, jeg er!” og efterfølgende blot ”Jeg Er!” (2. mos 3, 14).

Videre hedder det i den danske oversættelse af Det Gamle Testamente fra 1992: ”Jahve (…). Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt” (2. mos 3, 15)”. På hebræisk er der en sproglig sammenhæng mellem udtrykket ”Jeg Er” og navnet JHVH, hvilket siger noget om den gammeltestamentlige gudsopfattelse; Gud er det ultimativt værende, han er skaberen af alt liv og er ikke selv skabt.

Det unævnelige navn
I oldtiden opstod der en tradition om ikke at måtte udsige Guds navn, fordi det blev betragtet som særligt helligt og mystisk. Når man skulle læse op af de hellige tekster ved synagogegudstjenester, skulle man sørge for at sige det hebræiske ord Adonaj, som betyder ”Herre”, når man stødte på konsonanterne JHVH.

Da det på et senere tidspunkt blev nødvendigt at indføre vokaler for at lette oplæsningen og udtalen, satte man vokalerne for Adonaj ved JHVH, dog med en kort e-agtig lyd i stedet for det første a. Meningen var fortsat, at oplæseren skulle sige Adonaj uden at tage hensyn til konsonanterne JHVH, og det var de jødiske lærte naturligvis klar over.

Men da de kristne uden samme baggrund studerede teksterne, var de længe ikke klar over sammenhængen, og derfor blev Guds navn fejlagtigt læst som Jehova. Navnet bruges fortsat af den religiøse gruppe Jehovas Vidner og i den danske salmebog i Grundtvigs salme ”Lovsynger Herren”, hvor det i vers et lyder ”trindt om Jehovas højhellige navn”.

Tradition videreført i kristendom
Denne tradition med at undlade at udtale Guds navn blev videreført af de første kristne ikke mindst af Det Nye Testamentes forfattere. Guds navn nævnes slet ikke i Det Nye Testamente. Guds navn bruges heller ikke ved gudstjenester i den danske folkekirke. For eksempel siger præsten ikke Jahve, når velsignelsen skal lyse over menigheden ved højmessen, men bruger derimod ordlyden ”Herren velsigne dig og bevare dig”.

I dansk oversættelsespraksis har man ligeledes holdt fast i traditionen om at undlade at udsige Guds navn. I den autoriserede oversættelse af Det Gamle Testamente fra 1992 har man som regel valgt at oversætte JHVH med det danske ”Herren”, dog med undtagelse af de 13 steder, hvor der tales direkte om selve navnet. Her har man valgt at gengive JHVH med Jahve som for eksempel i 2. Mosebog 3,15, Esajas’ bog 42,8 og Salmernes Bog 83, 19.

Allahs 99 navne
Allah er arabisk og betyder guden. Den bestemte form af substantivet ilāh, som betyder gud, angiver, at der er tale om den ene gud. Det henviser til islams monoteisme, hvor troen på Allahs enhed, tawhid, er helt central og indgår i den muslimske trosbekendelse, shahada.

Ifølge islam har Allah 100 navne, hvoraf menneskerne kender de 99 navne, som er åbenbaret i Koranen. Kun Allah selv kender det 100. navn. De 99 navne fortæller samtidig noget om Allahs egenskaber som den ene gud. Af eksempler på navne og dermed attributter kan nævnes al-Rahmān, som betyder den nådige, al-Malik, som betyder den suveræne, kongen og al-Khāliq, som oversættes skaberen.