Hvad kan horrorfilm fortælle os om ritualers virkning?

Den måde, religion bliver portrætteret på i film har betydning for, hvordan vi taler om, med og imod religion. Det kan både vise os, hvilken rolle religion spiller i nutiden og hvilke religiøse normer, der hersker, skriver kandidatstuderende i religionsstudier

I september 2019 udkom den sidste del af filmatiseringen af Stephen Kings ”It”. ”It Chapter Two” omhandler en gruppe børn, der forsøger at bekæmpe et monster der hærger byen Derry. Filmen blev instrueret af Andy Muschietti med et budget på 79 millioner dollars og en indtjening på 472 millioner dollars pr. december. Filmen må derfor placeres som en af de bedst indtjenende horrorfilm nogensinde.

Når en film som ”It Chapter Two” er interessant for religionsfagfolk bunder det i en diskussion af, hvad der gælder som religiøst materiale. Siden årtusindeskiftet er forskningen i religion og populærkultur blomstret, og selvom feltet er relativt ungt, så har det bidraget med værdifulde observationer omkring religion og reception. Religionsforskningen har bidraget med indsigter i, hvordan religion ofte portrætteres, modelleres og transformeres igennem filmmediet.

Derudover har det vist sig, at den gigantiske distribution af filmmediets religiøse materiale ofte er et mere centralt referencepunkt i det moderne menneskes bevidsthed end traditionelt religiøst materiale såsom Bibelen, den lille katekismus, Toraen og så videre. Films portrættering har dermed betydning for, hvordan vi i dag taler om, med og imod religion, og en undersøgelse af religioners portrættering i film kan dermed både vise os, hvilken rolle religion spiller i nutiden og hvilke ledende religiøse idéer, der hersker i det moderne vestlige samfund.

Horrorfilm er fyldt med religiøse elementer
Horrorfilm er specielt potente i forhold til religiøst materiale. Det er en meget lille skare af horrorfilm, der ikke beskæftiger sig med religiøst materiale, og på baggrund af genrens emotionelle aspekt gør de ofte dette på en særligt eksplicit måde. Derudover er horrorfilm ofte set som en slags ”opium for folket”, og selv medieforskningen har derfor ikke ville engagere sig i denne type af materiale. Hvor forskningen i religion og populærkultur er et ungt felt, må forskning i religion og horror i populærkultur derfor befinde sig på sit absolutte spæde stadie. Dette gør undersøgelsen af ”It Chapter Two” særligt interessant.

Filmen er spækket med religiøs symbolik og religiøs propaganda. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at screenwriteren Gary Dauberman har haft en klar calvinistisk agenda i udviklingen af byen Derry. Derudover er det et kendetegn ved Stephen Kings historier, at han har sans for at holde med de undertrykte og særligt børn. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at filmens syv protagonister er henholdsvis: jødisk, farvet, hypokonder, en misbrugt kvinde, en homoseksuel mand, en tidligere overvægtig mand og en mand, der stammer. Den store diversitet i karaktererne muliggør, at filmen kan behandle sekulære såvel som religiøse problematikker. Det uheldige er dog, at filmen gør dette med en klar kristen agenda, hvilket blandt andet kan ses via portrætteringen af de ondskabsbekæmpende ritualers virkning.

Virkningsløse ritualer
1 time og 46 minutter inde i den lige knap 3 timer lange film vises karakteren Stanley Uris’ bar mitzvah. Scenen er en serie af flashbacks, der etablerer protagonisternes forhold til det at vokse op. Selve ritualet portrætteres som ineffektivt idet rabbineren, som den traditionelle religiøse ekspert, fratages sin autoritet via cinematografien og skuespillet. Tora-kabinettet er for det meste henlagt i mørke og peger på den jødiske guddoms fravær i filmen. Stanley, der holder en tale til menigheden, viser via sit kropssprog og ansigtsudtryk, at han ikke har andet end foragt tilovers for de religiøse autoriteter. Richie, som ligeledes er en del af protagonist-gruppen, bryder de rituelle rammer ved at bryde ud i klapsalver, da Stanley udvandrer fra ritualet, hans egen bar mitzvah.

Den manglende virkning i bar mitzvah-ritualet betyder, at den nøje planlagte filmstruktur er et udtryk for filmskabernes egen idé om den jødiske tros manglende virkning. Klippet viser via lyd, lys, kamerabevægelser, aktørernes bevægelser og verbalt skuespil, at den jødiske guddom er fraværende i kampen mod monstret, og at man bør frasige sig sin jødiske tro for at kunne bekæmpe monstret – i dette tilfælde Pennywise the Dancing Clown.

I slutningen af filmen forekommer en anden eksplicit religiøs handling, idet gruppen for at kunne bekæmpe monstret skal udføre ”The Ritual of Chüd”. Ritualet fremføres via en samling af personlige genstande, der afbrændes i et antikt læderskrin fra den fiktive shokopiwa-stamme, hvorefter gruppen i rundkreds messer sætningen ”turn light into dark”, samtidig med at den religiøse ekspert fremsiger uforståelige formularer.

Inkluderingen af et kunstigt ritual, der skulle være bundet i indfødt amerikansk religion, er ikke et fremmed element i Stephen Kings narrative universer. Eksempelvis er romanen ”Pet Sematary” ligeledes bundet op om en ”indian burial ground”.

Fordomme imod denne type ritualer mangler heller ikke. Filmen portrætterer shokopiwah-ritualet som magisk ondskabsbekæmpende, hvor virkningen ligger i den mekaniske udførelse af ritualets delelementer. Ritualet portrætteres cinematografisk som havende større effekt end bar mitzvah-ritualet. Særligt farveskalaerne i scenen bekræfter dette, da gruppen via ritualet påkalder et kraftigt gulligt lys, en form for monstrøs stråleglans, der står i kontrast til omgivelsernes syge grønlige farver.

Ritualets ondskabsbekæmpende funktion udebliver dog, da den rituelle ekspert – en sort mand – fordrejer et delelement i ritualet, hvilket i sidste ende ødelægger dets funktion. Pennywise afslører efterfølgende at ritualet, på trods af den mekaniske virkning, mangler den ondskabsbekæmpende virkning til at kunne besejre monstret. King og filmskaberne viser derved, at hverken en traditionel jødisk bar mitzvah eller et magisk esoterisk ritual har effekt i kampen mod Det Onde.

Amerikanske storfilm hylder den hvide, protestantiske mand
Da protagonisterne til slut skal besejre monstret, sker dette altså hverken via traditionelle religiøse ritualer eller magiske ritualer fra Amerikas fortid, men derimod via troen på, at monstret kan besejres.

Da Eddie – hypokonderen i gruppen – tvivler på gruppens kapacitet for monster-bekæmpelse, påpeger både Mike – den sorte rituelle ekspert – og Beverly – kvinden, der er blevet misbrugt af både sin far og sin mand – at den rituelle kraft hverken ligger i besværgelser, torakabinetter eller lignende, men derimod i troen på individets og gruppens kapacitet for monsterbekæmpelse.

Hvis blot de alle tror at de kan bekæmpe monstret, så kan de bekæmpe monstret.

Som det ovenstående antyder både implicit og eksplicit, så er denne film et produkt af en nordøstamerikansk religiøs tradition. Andy Muschietti har selvfølgeligt haft stor indflydelse på filmens cinematografi, men han har stadigt haft et kildemateriale at forholde sig til, og et budget at tænke på.

Analysen af de portrætterede ritualer viser derfor med tydelighed, at ”It Chapter Two” har skrevet sig ind i den lange række af amerikanske storfilm, der hylder den hvide, protestantiske mand og underkender andre religioners virkning.

Dette er dog ikke en overraskelse. Horrorgenren er bestemt en populær genre, og igennem horrorgenren har filmskabere muligheden for at diskutere marginalitet i bred såvel som snæver forstand. Det er dog vigtigt at huske, at store moderne horrorfilm er et produkt af de eksisterende ledende religiøse idéer i det moderne vestlige samfund, og derfor ofte snarere søger at bekræfte de eksisterende idéer fremfor at udfordre dem.