Indføring

Eddike, kamelspyt og rodudtræk: Jødedom har en lang - ikke altid lige velset - historie med prævention

Prævention er ikke et moderne påfund. Helt tilbage til Første Mosebog står der beskrevet metoder, hvormed en kvinde kan kontrollere undfangelsen. Her kan du læse om, hvordan jødedommen har forholdt sig til prævention historisk og i dag. Foto: Cottonbro/Pexels

Siden jødedommens begyndelse har kvinder benyttet forskellige former for prævention, selvom det ikke altid har været lige velset. Det er især påbuddet om at blive frugtbare og talrige, der har talt imod brugen af prævention, fortæller lektor i religionsvidenskab Marianne Schleicher

I Første Mosebog, også kaldet Genesis, siger Gud til menneskene: “Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden”. Dette påbud har haft stor indflydelse på synet på sex og prævention indenfor jødedommen historisk og i dag, ifølge lektor i religionsvidenskab Marianne Schleicher.

Påbuddet om at blive talrige er nemlig i den rabbinske tradition blevet tolket som, at manden er forpligtet til at få børn, hvorfor prævention historisk har været helt uhørt. Kvindens forpligtelse lå i at hjælpe manden med at føre slægten videre, hvorfor det var skæbnesvangert for en kvinde, hvis hun var ufrugtbar.

“I fortællingen om Abraham og Sara, kunne Sara ikke få børn, og derfor giver hun Abraham sin slavinde Hagar som medhustru, hvormed hun sørger for, at Abraham kan få børn. På den måde er kvinden gennem ægteskabet forpligtet til at bakke op om mandens forpligtelse til at få børn. Det betød, at hvis en kvinde viste sig at være ufrugtbar, havde manden ret til skilsmisse, men han kan også vælge at gifte sig med endnu en kone. Det kan man se som en måde at opfylde buddet om, at man skal blive talrige,” fortæller Marianne Schleicher.

Uregelmæssig menstruation blev tolket som ufrugtbarhed

For at skabe de bedste forudsætninger for talrighed, havde man regler for, hvornår man måtte have sex. Det var således forbudt at have sex under og umiddelbart efter kvindens menstruation, eftersom hun blev betragtet som uren i den periode, da hun typisk ikke kan undfange der.

Efter urenhedsperioden skulle kvinden gennemføre et rituelt bad, hvorefter hun igen måtte have samleje med sin mand på en religiøst tilladelig måde. Problemet med det snævre vindue for undfangelse var, ifølge Marianne Schleicher, at alle kvinder ikke har den samme cyklus.

“Kvinder med en cyklus på 28 dage vil være ret frugtbare lige præcis på det tidspunkt, men kvinder der for eksempel lider af PCO-syndrom, altså polycystisk ovariesyndrom, vil have en længere eller måske en kortere cyklus. De kan så have problemer med at undfange der, hvor mændene tror, at kvinden er mest frugtbar”.

Selvom en cyklus betegnes som 28 dage, er det almindeligt at have uregelmæssig menstruation. Derfor var der jødiske kvinder, som fulgte de rabbinske bud, men havde en uregelmæssig menstruation, der blev betragtet som ufrugtbare, hvilket kunne have store konsekvenser.

Særligt i krisetider, som under de jødisk-romerske krige i henholdsvis 66-70 e.Kr. og 132-135 e.Kr., hvor den mandlige befolkning blev mindre, har man fastholdt reglerne for seksuelt samvær og tilmed advaret imod ‘seksuelt afvigende kvinder’, som man mente var ufrugtbare. Det bunder ifølge Marianne Schleicher i buddet om, at jøderne skal blive talrige.

“Ligesom man taler om immunologi ved mennesker, kan man også tale om immunologi inden for kulturer, og jødisk kultur har historisk skulle værne sig imod ting, der kunne forhindre kulturens overlevelse og trivsel. Det jødiske folk har altid været en minoritet med en drøm om at blive et stort folk. Derfor er reproduktion et vigtigt middel til at nå i mål med den forjættelse, som Gud giver Abraham, Isak og Jacob i form af, at de skal blive talrige”.

Bittervand, harpiks og rodudtræk har været brugt som prævention

Til enhver regel hører dog en undtagelse. I jødedommen beskrives undtagelsen som ‘livets princip’, hvilket er en etik, der vægter livet højere end lovene. Op igennem historien har livets princip været brugt til at argumentere for afvigelser fra buddene, herunder buddet om talrighed.

“Der står i Mosebøgerne, at Gud giver mennesket sine bud for, at de skal leve med dem. Det har man senere i den jødiske tradition forstået som, at der intet bud er, der er så vigtigt at overholde, at man skal ofre sit eget liv. Det fik senere den konsekvens, at hvis en kvindes liv var truet på grund af graviditet og fødsel, måtte hun godt lade være med at blive gravid. Der begyndte man at åbne for, at prævention var en mulighed,” forklarer Marianne Schleicher.

Ifølge Marianne Schleicher har både eddike, citron, olie, aske, kviksølv, døde bier, kamelspyt og rodudtræk været afprøvet som prævention. Ønsket om at kontrollere graviditeten er således ikke et moderne påfund, men er mere end 2000 år gammelt.

“Den første indikation på, at man har brugt noget, der kunne provokere en form for abort, er i Fjerde Mosebog kapitel 5, hvor der står, at en kvinde, der er mistænkt for hor, skal drikke af bitterhedens vand. Der står, hvordan hendes livmoder vil svulme op, og at hun på den måde vil ende med at blive ufrugtbar,” forklarer hun og uddyber:

“Det handler jo om, at der er en mand, der frygter, at hun har været i seng med en anden. Man kan både tolke det som en straf, at hun skal drikke den her frygtelige blanding af aske og andre ting, men man kan også tolke det som en måde at sikre sig, at hun ikke føder et barn inden for ægteskabet med den første mand, som er avlet af en anden mand”.

Som i kristendom og islam bør sex nemlig også inden for jødedommen foregå inden for ægteskabet. Blandt ægtefolk har der dog også været behov for at kontrollere graviditeten, hvilket har resulteret i en anden og mere forebyggende form for prævention end det føromtalte bittervand.

“I Mishna, som udgives omkring 220 e.Kr., er der en traktat, der hedder en ‘Niddah’, hvor der omtales en form for tampon eller svamp kaldet mokh, som er blevet sat op i livmoderhalsåbningen med en sæddræbende væske. Det sæddræbende kan have været citrus. I det østlige middelhavsområde har eddike også været brugt som sæddræbende væske, mens kristne kvinder har brugt harpiks i livmoderhalsåbningen”.

Som følge af buddet om talrighed var det dog kun tilladt for mindreårige, gravide og ammende at anvende en mokh, fortæller Marianne Schleicher.

“Med mindreårige menes der piger mellem 11 og 12 år. De nævnes, fordi man typisk har lavet arrangerede ægteskaber, hvor tidligt kønsmodne piger skulle gennemføre samleje, om end de mentalt ikke var modne til at blive mødre. Gravide måtte bruge en mokh, fordi man frygtede for en sekundær graviditet, mens ammende måtte bruge den, fordi man i jødedommen typisk ammede i tre år. Det var et smuthul for kvinden, hvor hun kunne sørge for ikke at få alt for mange børn i træk”.

Foruden bittervand og mokh, er der fortællinger i de jødiske skrifter, der indikerer, at man har brugt rodudtræk til at sterilisere kvinder.

“I den babylonske talmud, som er fra omkring 600 år e.Kr., er der en fortælling, som vækker associationer til fortællingen om horkvinden, der skulle drikke bitterhedens vand. Heri er der en omtale af noget, der ordret betyder ‘en kop med rødder’. Der er tale om et rodudtræk, der på hebraisk beskrives som noget, der ‘gør steril’. Det, mener man, har været en form for abortmiddel,” forklarer Marianne Schleicher.

Rodudtrækket nævnes flere steder og forskere har i dag fundet frem til, at blandingen højst sandsynlig er blevet lavet på sæbeurt, alpeviol, dragerod, plettet arum, bispehue og slangerod. Disse urter viser sig nemlig at have en aborterende effekt.

En af beretningerne, hvori rodudtrækket nævnes, handler om rabbineren Hiyya og hans hustru Judith. Heri spørger Judith Hiyya, om hun er forpligtet til at få flere børn, hvortil Hiyya svarer, at det kun er manden, der er forpligtet. Derfor drikker hun et krus med rodudtræk, hvorefter hun bliver steril.

“Ved at påpege, at det kun er manden, der er forpligtet, åbner rabbinerne for tanken om, at kvinden ikke er forpligtet til at få børn. Her kommer livets princip tilmed ind i forhold til, hvornår man må drikke rodudtræk. I jødedommen mener man nemlig ikke, at fostrene har en sjæl før den 40. dag, så kvinden har et vindue på 40 dage, hvor hun kan forsøge sig med rodudtræk, uden at blive anklaget for at have dræbt liv,” forklarer Marianne Schleicher.

Kvinderne fik flere rettigheder i middelalderen

Holdningen til prævention har ændret sig op gennem historien og i løbet af middelalderen blev det mere og mere accepteret, at kvinden anvendte prævention af hensyn til helbred og trivsel.

På det tidspunkt levede de to største jødiske grupper i Mellemøsten og i Nordeuropa. Mens jøderne i Mellemøsten i gennemsnit fik op mod 10-13 børn, fik jøderne i Nordeuropa kun i gennemsnit 1,7 barn pr. familie. Det fik konsekvenser for udviklingen af jødedommen i de to områder, forklarer Marianne Schleicher.

“I jødiske familier i det nordeuropæiske område med få børn, der havde en forretning, var man afhængig af, at børnene hjalp til - også pigerne. Derfor endte disse jødiske piger med at være ret veluddannede i regning og skrivning, fordi de skulle føre bogholderi i forretningen”.

Familiens afhængighed af pigerne som arbejdskraft gjorde, at kvinderne i det nordeuropæiske område fik flere og flere rettigheder i middelalderen, hvilket fik indflydelse på de jødiske regler for familieplanlægning.

“Man kan læse i middelalderlige skrifter, at hvis kvindens humør eller skønhed var truet ved yderligere graviditet, så var det okay, at hun brugte prævention," fortæller Marianne Schleicher.

De jødiske retninger ser forskelligt på prævention

I dag er der mange retninger inden for jødedommen og formentlig lige så mange forskellige holdninger til sex og prævention. De tre hovedretninger inden for jødedommen opstod i 1800-tallet og inkluderer ortodoks jødedom, konservativ jødedom og reformjødedom.

En af de grundlæggende ting, der adskiller de tre jødiske retninger, er deres opfattelse af, hvordan Gud åbenbarer sig. Disse modstridende fortolkninger har resulteret i, at man ofte vil have forskellige holdninger til prævention inden for de tre retninger.

“I ortodoks jødedom mener man, at Gud åbenbarer sig gennem Toraen; både den skriftlige og den mundtlige, hvilket vil sige den hebraiske bibel og de tidlige rabbinske skrifter. Alle de bud, der står deri, er man forpligtet på som ortodoks jøde”.

Det betyder blandt andet, at afbrudt samleje i nogle ortodokse menigheder betragtes som værre end regelmæssig prævention, hvilket bunder i en fortælling fra Første Mosebog, forklarer Marianne Schleicher:

“Tamar skulle ifølge Første Mosebog kapitel 38 have et barn med sin afdøde mands bror, Onan, men han vil ikke have et barn, der ikke er hans eget, så han spilder sæden uden for hende, så hun ikke bliver gravid. Det er deraf, vi har ordet onani. Ifølge beretningen bliver Onan ramt af Gud og falder død om, hvilket mange jøder har tolket som, at afbrudt samleje er forbudt”.

I konservative og reformjødiske menigheder vil man typisk argumentere ud fra livets princip for, at man gerne må bruge kondom og dermed spilde sæd, eftersom risikoen for sexsygdomme vejer højere end forbuddet mod afbrudt samleje.

“I konservativ jødedom er man forpligtet på de historiske løsninger, som jødiske menigheder lokalt har fundet op igennem tiden. Det vil sige, at man respekterer den historiske og geografiske kontekst,” fortæller Marianne Schleicher.

Dette ses for eksempel ved, at man slækkede på reglerne for prævention for jødiske kvinder i det nordeuropæiske område som følge af behovet for kvindelig arbejdskraft.

“I reformjødedommen, som er den oplyste form for jødedom, mener man, at det kun er de bud, fornuften kan forsvare, som man er forpligtet på. Det vil sige, at hvis man med sin fornuft ikke kan forklare, hvorfor kvinden skal avle en masse børn på trods af, at hendes helbred eller trivsel er truet, så vil man ikke føle sig forpligtet hertil”.

Inden for de enkelte grene er der dog også forskellige syn på, hvorvidt man må bruge prævention. Inden for ortodoks jødedom vil man således både finde ultraortodokse menigheder, der ikke anerkender prævention, samt moderne ortodokse menigheder som den, der er knyttet til synagogen på Krystalgade i København, som er mere åben over for prævention, fastslår Marianne Schleicher.

Alpeviolen, der går under det latinske navn cyclamen persicum, er en af de planter, der i gamle dage har været brugt med henblik på at sterilisere kvinder. Foto: Big Heart/Pixabay
Plettet arum kaldes på latin arum maculatum og er blevet brugt i et særligt rodudtræk, der skulle få kvinder til at abortere. Foto: Petra Barz/Panthermedia/Ritzau Scanpix
Bispehuen kendes også som epimedium og er ligeledes en plante, der er blevet brugt med henblik på at forhindre graviditet. Foto: Gabriela Fink/Pixabay
Drageroden går også under det erotiske navn dracunculus vulgaris. Den har tilsyneladende indgået i det rodudtræk, som skulle gøre kvinder sterile. Foto: Petra Gurtner/Panthermedia/Ritzau Scanpix
Slangeroden kaldes på latinsk aristolochiaceae og er blevet anvendt i et steriliserende rodudtræk. I nyere tid har forskere påvist, at roden faktisk har aborterende effekter. Foto: Robert Biedermann/Panthermedia/Ritzau Scanpix
Sæbeurten, også kaldet saponaria, ligner måske en uskyldsren blomst, men ligesom de ovennævnte planter, har denne urt førhen været brugt til at sterilisere kvinder. Foto: Heike Rau/Panthermedia/Ritzau Scanpix