Indføring

Hvad skal vi med ritualer?

Den æstetiske side af et ritual er lige så vigtig som gentagelserne, fortæller antropolog Inger Sjørslev. Her ses en rituel dans på Bali, hvor kvinder bærer traditionelle klæder og smykker. Foto: Aditya Agarwal /Pexels

Hvornår er noget et ritual? Og hvorfor har vi mennesker overhovedet ritualer? Et ritual er noget, der gentages, men det er meget mere end det, skriver lektor emeritus ved Institut for Antropologi Inger Sjørslev, der har forsket i ritualer

Hvornår er noget et ritual? Det er et ritual, når en præst i en kristen kirke uddeler nadverens brød og vin med de ceremonielt vedtagne ord og bevægelser. Men er det også et ritual, når der holdes en fødselsdagsfest, uden at der er noget religiøst i det?

Er hverdagen ikke fuld af ritualer? Og hvis den er, hvad er det så, vi mennesker skal med alle disse ritualer? Et ritual er noget, der gentager sig efter samme opskrift, hver gang det udføres, men et ritual er meget mere end gentagelser.

Ritualer består ganske rigtigt af en serie handlinger, der udføres på nogenlunde samme måde hver gang. Men her kan man godt sætte streg under nogenlunde. For ritualets spænding og dynamik ligger nemlig i, at det aldrig foregår på helt præcist samme måde fra gang til gang.

Det gælder ikke nadveren, for nadveren har en ceremoniel karakter. Ceremonier er en form for ritualer, der følger en ganske bestemt opskrift. Den behøver ikke at være skrevet ned, men den må være kendt i detaljer af de udøvende, og der vil være ceremonimestre som for eksempel en præst, som ved, hvordan timingen skal være, hvad der skal gøres og hvad der skal siges.

Ceremonier er en særlig form for ritualer. Men de fleste ritualer er ikke ceremonier, de er mere løse i det. En fødselsdagsfest er ikke nogen ceremoni. Det skulle da lige være den offentlige version af en kongelig rund fødselsdag, men selv her er der rum for improvisation og forskelle fra gang til gang.

Ritualet giver rum for improvisation, men der er også grænser. For selv om der ikke er nogen helt fast opskrift, er ritualer stadigvæk handlinger, der følger et bestemt mønster. Det ser man tydeligt med overgangsritualer.

I overgangsritualernes liminalfase sker forandringen

Et overgangsritual er et handlingsforløb med tre elementer: Først ét der adskiller den, der gennemgår ritualet, fra sin tidligere tilstand. Derefter den mellemfase, som forskningen har døbt liminalfasen efter det latinske ord limen som betyder tærskel eller overgang, og til sidst en fase, der genindsætter personen i den sociale orden.

I overgangsritualet er både den enkelte, der gennemgår ritualet, og den sociale verden omkring personen vigtig. En typisk overgang er overgangen fra barn til voksen. Her sker der en slags social forvandling. Den er tit ledsaget af kropslige forvandlinger, som når piger får menstruation eller drenge vokser til unge mænd med nye stemmer og kroppe.

I ritualet lægges der vægt på, at disse biologiske og fysiologiske overgange ledsages af sociale forandringer. Tidligere tiders antropologer studerede overgangsritualer i samfund og kulturer, hvor verden lå nogenlunde fast med et kosmologisk univers omkring den sociale verden. Det vil sige en gude- og åndeverden, man kunne skabe forbindelse til netop gennem ritualerne.

Overgangsritualerne indebar derfor ikke sjældent, at de unge drenge og piger blev konfronteret med gudeskikkelser og åndelige væsener fra en verden uden for den kendte fysiske. Stærke kræfter var på spil, og den der gik igennem ritualet blev forandret.

Men det gælder vel ikke en fødselsdagsfest? Og hvad skal vi egentlig med de verdslige ritualer, som ikke er religiøst motiverede?

Alle ritualer har en begyndelse, en midte og en slutning. Ethvert ritual er indrammet af tid og rum. Det foregår på et sted og indenfor et bestemt tidsrum. Men er det nok til at retfærdiggøre parallellen mellem så forskellige begivenheder som en nadver og en fødselsdagsfejring?

Når en begivenhed er indrammet og standardiseret i et eller andet omfang, så giver det – paradoksalt nok – mulighed for at der kan ske noget dynamisk; at en eller anden form for forvandling, transition eller overgang kan finde sted.

I nadveren er det tydeligt: Vin og brød forvandles til Jesu legeme og blod. En sådan forvandling kunne ikke ske uden den rituelle ramme og med ritualets tredeling er det i den midterste, i det liminale, at forvandlingen sker.

Når det gælder fødselsdagsfesten, er det sværere at se. Men hvis man tænker på den kulturelle betydning af tid og alder, kan man godt argumentere for, at der også her sker en slags forvandling.

Når der inviteres til fødselsdagsfest, er det for at markere en overgang, måske ikke med den store sociale betydning, men for et barn kan overgangen være en stor begivenhed, ikke mindst fordi vi i vores kultur tillægger alder i år temmelig stor betydning.

I det kulturelle univers, vi har skabt omkring os, er kalendertiden noget, vi tager bestik efter. En fødselsdag markerer at tiden går. Overgangen fra ét aldersår til et andet bliver dermed en rituel fejring som også har at gøre med den måde, vi opfatter universet omkring os på.

Fødselsdagsfejringen er desuden en kulturelt accepteret skik og noget vi gør, fordi vi plejer at gøre sådan. Det er en tradition, og traditioner dyrker vi mest i fællesskab.

Ritualer har en tryghedsskabende og forandrende magi

Det giver anledning til at spørge, om der skal der være flere involverede, for at man kan tale om, at noget er et ritual. Kan man have sine egne private individuelle ritualer a la en bøn før man går i seng, eller noget bestemt tøj man skal iføre sig på en særlig måde, før man går til en sportsbegivenhed?

Jo, individuelle ritualer er også ritualer, og når man ser på dem, ligger det lige for at besvare spørgsmålet om, hvad vi mennesker skal med ritualer med, at de skal berolige os. Ritualer er tryghedsskabende. Vi ved, hvad der skal ske, eller vi handler, så vi håber, at noget bestemt vil ske.

Her overlapper ritualet det magiske. Der er en glidende forbindelse mellem rituelle og magiske handlinger. Magien rummer årsagssammenhænge, som er uforklarlige. Noget sker ad veje, der ikke følger de naturvidenskabelige årsagssammenhænge.

Men selv uden at ønske eller have til hensigt at noget bestemt skal ske, kan ritualer være tryghedsskabende, beroligende operationer som, selv om vi godt ved, at vi ikke på magisk vis helt kan styre tingene, kan give en behagelig illusion om, at vi har nogenlunde kontrol over dem.

Det er ikke tilfældigt, at ritualer tit udføres ved de store overgange i livet, som også er stærkt følelsesladede begivenheder, såsom fødsel og død. I vores kultur er fødslen mere teknologiseret end ritualiseret, men en fødsel foregår alligevel med samme opmærksomhed, som hvis der var tale om et ritual; den er ikke helt sat på formel, men åbent for dynamiske bevægelser og forandringer.

Døden følges altid af et ritual, og hvis omstændighederne er sådan som under krig og katastrofer, at de døde ikke kan begraves efter de rituelle forskrifter, er det slemt. Det giver en følelse af altings opløsning, af svindende værdier, af manglende etik. Og det gælder, hvad enten man er religiøs eller ej, for ritualer har altid noget med værdier at gøre.

Er det så i sig selv tryghedsskabende at have traditioner i form af begivenheder, som gentager sig? Det er måske ikke så svært at forestille sig, men det er langt fra alt, hvad der er at sige om ritualets virkning på dem, der deltager i det.

Der er en æstetisk side af et ritual, som ikke må overses. Udsmykning, farver, ting med særlig betydning, musik, sange og lyde er også vigtige elementer i et ritual.

Hjerneforskere har interesseret sig for den virkning, den sanselige side af ritualet har og fundet ud af, at ikke bare sanserne men hjernen ubevidst kan påvirkes af stimuli som forstærkes i ritualet og som i nogle sammenhænge medfører trancetilstande.

At falde i trance som shaman eller spirituelt medium sker så at sige aldrig uden for rituelle sammenhænge og den ramme, ritualet sætter om den kognitive og sansemæssige påvirkning, udgør en vigtig del af de stimuli, der skal til for at fremkalde trancen.

I sådan nogle sammenhænge er det netop den mellemtilstand i ritualet, man har døbt liminaliteten, der er fuld af forandrende og kreativt potentiale. Mellemtilstanden er en slags udklækningssted for noget nyt; en ny tilstand, nye roller, nye ideer og måske ligefrem social forandring.

Når man ser nærmere på det liminale, indser man, at det ikke er det statiske, bevarende og automatisk gentagende, der alene kendetegner ritualet. Det er også det skabende og forandrende. Måske er det netop ritualets kerne, at det viser os muligheden for forandring inden for nogenlunde trygge rammer.