Analyse

Hvad sker der, når vi diskuterer muslimers håndtryk?

Danskhed findes ikke uafhængigt af, at nogen hævder, at det er dansk at give hånd eller spise frikadeller. Ved at fremsætte denne slags krav, skaber man en situation, hvor folk skal inddeles i danskere og ikke-danskere afhængigt af, om de vil give hånd eller spise svinekød, vurderer lektor og ph.d. Sune Lægaard. Foto: Privat.

Håndtrykssagen angår noget ret lavpraktisk, som man normalt ikke ville diskutere politisk, endsige lovgive om. Derfor er det interessant, hvorfor sager som den dukker op igen og igen, mener ph.d. og lektor Sune Lægaard

I politiske debatter om religion er der en særlig klasse af sager, der øjensynlig angår ret banale forhold, men ofte afstedkommer ganske ophedede debatter.

For nylig meldte Dansk Folkeparti og Konservative, at det bør være en betingelse for at få statsborgerskab, at man giver hånd til den myndighedsperson, der forestår statsborgerskabsceremonien. Sidste jul fandt en debat sted om, at nogle folkeskoler fravælger en tur i kirke i forbindelse med juleafslutningen. Endelig har der ved flere lejligheder været debat om, hvorvidt maden i børnehaver indeholder svinekød eller ej.

Denne slags sager har alle en forbindelse til religion. Enten handler de eksplicit om noget religiøst, for eksempel at gå i kirke. Eller bestemte religiøse grupper viser sig som problematiske i forhold til et krav eller en praksis. Ofte krav eller praksisser som nogle muslimer ikke lever op til, fordi de anser dem som uforenelige med deres religiøse overbevisninger, for eksempel om ikke at spise svinekød eller give hånd til fremmede af det andet køn.

Umiddelbart handler det om noget ret lavpraktisk, som man normalt ikke ville diskutere politisk, endsige lovgive om. Derfor er det interessant, hvorfor de ikke desto mindre dukker op igen og igen og får så meget opmærksomhed.

To forskellige perspektiver

Der er to ret forskellige måder at se på denne slags forslag og de diskussioner, de afstedkommer. Der er tale om to forskellige perspektiver, der medfører forskellige forståelser af, hvad sagerne omhandler, og hvordan de bliver diskuteret. Det ene perspektiv kan desuden skygge for det andet og derved bortlede opmærksomheden fra, hvad der faktisk foregår i denne slags sager.

Hvad handler det om?

Det ene perspektiv fokuserer på indholdet, fortalernes begrundelse for et krav eller en praksis. For eksempel at det at give hånd er udtryk for danske værdier om ligestilling og respekt, eller at julegudstjenesten er en dansk tradition, og at kirkegang måske ligefrem er definerende for at være dansk.

Sådanne begrundelser hævder altså, at der er en forbindelse til danske værdier, eller at praksissen er definerende for at være dansk. Hvis man fokuserer på disse påstande, er det naturligt at diskutere, om de faktisk er rigtige. Er håndtryk virkelig nødvendige for at vise respekt? Er julegudstjenesten virkelig en dansk tradition? Går danskere virkelig i kirke?

Hvad gør det?

Det andet perspektiv fokuserer i stedet på, hvilken funktion det har at fremsætte denne slags krav. Kravet om at give hånd anskues så som en handling, der gør noget, i stedet for en påstand, der siger noget. Så bliver det tydeligt, at det, der tages for givet i det første perspektiv - nemlig at man kan tale om danskhed - ikke er en uskyldig antagelse.

Det er denne slags krav, der skaber diskussionen om danskhed. Danskhed findes ikke uafhængigt af, at nogen hævder, at det er dansk at give hånd eller spise frikadeller. Ved at fremsætte denne slags krav skaber man en situation, hvor folk skal inddeles i danskere og ikke-danskere afhængigt af, om de vil give hånd eller spise svinekød. Derved er muslimer allerede udpeget som en gruppe, der ikke tilhører fællesskabet.

Hvis man svarer, at ikke alle danskere giver hånd eller går i kirke, falder man tilbage i det første perspektiv. Derved kan diskussionen komme til ukritisk at acceptere det første perspektivs antagelse om, at folk skal inddeles i danskere og ikke-danskere. Og så skygger diskussionen faktisk for den udelukkelse af muslimer, som kravene indebærer anskuet i det andet perspektiv.

Sune Lægaard er ph.d. i filosofi fra Københavns Universitet og er nu viceinstitutleder på Institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet. Siden januar 2017 har han været medlem af bestyrelsen for Dansk Institut for Menneskerettigheder. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.