Preben Kok: Jeg forlanger ikke, at min forstand skal forstå det, som min tro ved

Sogne- og sygehuspræst Preben Kok ved Engum Kirke ved Vejle. Foto: Claus Fisker Denmark

Som ung og alvorligt syg erfarede han, at Gud ikke passer på sine mennesker. Sygehus- og sognepræst Preben Kok, som de fleste nok kender fra programmet Skriftestolen på DR2, fortæller her om sit forsøg på at fyre Gud, om at erkende menneskets magtesløshed, samt det, at der godt kan være to sandheder der er sande på samme tid

Gud er min himmelske far, svarer Preben Kok på spørgsmålet om, hvem Gud er for ham. Et spørgsmål som optager den jyske præst fra Vejle, der blev landskendt for sin medvirken i programserien Skriftestolen på DR2 samt bogen Skæld ud på Gud, der kan købes i de fleste boghandlere og kiosker landet over.

Til daglig arbejder Preben Kok som sognepræst i Engum Kirke, men han er også tilknyttet Vejle Sygehus, hvor han dagligt har samtaler med alvorligt syge mennesker, der har brug for åndelig vejledning og styrke i ofte håbløse situationer.

Men hvordan vil du karakterisere Gud?

Jeg tænker meget konkret om Gud, især når jeg beder til ham. Men hvis du så spørger, om jeg tror Gud er en gammel mand, som sidder på en sky, så er svaret nej, selvfølgelig er han ikke det. Når jeg forholder mig til Gud med min forstand, så ved jeg jo godt noget andet. Men derfor forlanger jeg heller ikke, at min forstand skal forstå det, som min tro ved.

LÆS OGSÅ: Præst: Alting kan ikke altid lade sig gøre

Siden han var lille, har Preben Kok været troende, og ifølge ham selv har han altid vidst, at Gud var der. Hans mor sang aftensang og bad fadervor med ham, men ellers kommer han ikke fra et specielt troende miljø. Tværtimod var der ingen kirkegængere i miles omkreds, fortæller han.

Jeg talte meget tidligt med Gud. Gud var noget af det, jeg vidste, var der - noget, jeg kunne bruge. Som barn brugte jeg Gud til at vide, at der var en der så og ville mig. På den måde har jeg altid følt, at mennesker har en eksistensberettigelse, alene i kraft af det, at de er Guds skabninger.

Det harmoniske og fredfyldte billede af Gud ændrede sig dog drastisk, da Preben Kok som ung blev alvorligt syg. Det er især en skelsættende erfaring fra denne sygdomsperiode, der har formet hans senere tro og forståelse af Gud.

Da jeg som ung blev alvorligt syg, oplevede jeg, at Gud ikke passede på sine mennesker. Dengang sagde jeg til ham: Er det sådan, du behandler mennesker, så er vi to færdige, og så fyrede jeg ham. Men da jeg havde gjort det, så opdagede jeg det forunderlige, at Gud ikke gik.

Oplevelsen står stadigvæk stærkt i Preben Koks hukommelse. Følelsen af at være i en form for mellemposition, hvor han på den ene side ikke ville have noget med Gud at gøre, men at Gud stadigvæk var der.

Jeg husker det som noget af det mest uværdige, jeg kunne forestille mig. At der var en magthaver, der ikke tog sig af sine mennesker. Det var faktisk værre end tanken om, at der slet ikke var nogen Gud.

Sådan ligger en ung Preben Kok i sygesengen, forarget og fortabt, og med en følelse af total afmagt. Han fortæller, hvordan han oplever at suse ned igennem en mørk og sort skakt. Men pludselig standses han af Jesu ord: Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig.

Pludselig forstod jeg, at Kristus var kommet herned og var gået de værste steder hen i livet, for at vi kan vide, at han ved, hvordan vi har det der. Den dybe solidaritet, at han vil være med os i lidelsen, har jeg ikke kunnet glemme siden, siger han og tilføjer:

Som barn havde jeg en tro på, at Gud passer på os. Men jeg fandt ud af, at det gør han ikke. Til gengæld fandt jeg ud af, at han er med os i lidelsen.

Denne erfaring har Preben Kok haft med sig lige siden. En erfaring han konstant benytter i sine samtaler med alvorligt syge mennesker på Vejle Sygehus, og som han beskriver i bogen Skæld ud på Gud.

Det er en erfaring som jeg har gjort et hav af gang siden, fordi jeg stort set ikke gør andet når jeg møder mennesker i alvorlige situationer, end at få dem til at tage det opgør med Gud.

LÆS OGSÅ: Mennesker skal fralægge sig ansvar

Sidste år begyndte Preben Kok at ane en tendens i vores samfund, nemlig at vi de sidste 25 år har fortrængt magtesløshed. En tendens han ser som problematisk, for som han siger:

Det som man fortrænger, giver neuroser. Når vi de sidste 25 år har fortrængt magtesløshed, så giver det den neurose, der hedder stress.

Du skriver et sted, at folk, der oplever magtesløshed, begynder at bede, og at det giver dem et sprog. Hvad mente du med det?

Problemet er, at når man fortrænger noget af virkeligheden, så er der en del af virkeligheden, der ikke må være der, og derfor må det sprog, som knytter sig til den del af virkeligheden, heller ikke være der. Noget af det sprog, der har været fortrængt i de sidste 25 år, i og med at vi har fortrængt vores magtesløshed, kan udtrykkes i sætningen: Jeg kan ikke.

Hvis man tidligere sagde Jeg kan ikke, så betød det, at man ikke var dygtig nok, eller at man ikke havde værktøjer, der var gode nok. Og så måtte man finde nogen der var dygtigere eller havde værktøj nok til at komme videre.

Men hvis man godt må sige Jeg kan ikke, så giver det et andet handlingsmønster. Hvis en stressramt får mulighed for at sige Jeg kan ikke i det hele taget opdager, at det er relevant at sige så opstår der en ny energi og nye handlinger, en ny væremåde.

LÆS OGSÅ: Det største i livet kan findes alle steder

Spørgsmålet, der melder sig, er, om man har brug for Gud til denne erkendelse, men for Preben Kok er det en forkert måde at stille spørgsmålet på. Han tror, at det netop er, når man er derude, hvor man ikke kan bunde, at man opdager Gud. At når man bliver konfronteret med sine egne grænser når man giver slip til at se efter, om der er andet end en selv at det er der man opdager Gud.

Ifølge Preben Kok har vi de sidste årtier har haft en alt for ensidig religiøs opfattelse af, at sandheden og svarene skal findes i os selv. Det er problematisk mener han, for hvis man leder efter sandheden og svarene i sig selv, så leder man ikke efter det, som man kan få ud af en relation, at man for eksempel er Guds barn.

Jeg tror, at vi snart vil nå til en erkendelse af, at det at lede efter sandheden og svarene i os selv, at det er en discountudgave med et begrænset varelager. Nogle svar og sandheder skal vi uden tvivl finde i os selv, men der er meget at finde i relationen til Gud, og i det øjeblik vi vil finde noget i relationen til Gud, så ligger der jo også deri, at der er en, der har mere magt, end vi har, og dermed også at vi har en magtesløshed.

Men vil man ikke kunne nå den samme erkendelse, hvis man i stedet for Gud blot kaldte den magtesløshed for det, at der er noget, der er større end en selv?

Nej, det mener jeg ikke, for hvis man blot siger, at der er noget, der er større end mig, så får man en relation til noget, som man ikke ved, hvad er. Til forskel herfra giver kristendommen dig en relation, du kan stole på, og som du kan bruge til hvad du vil, for den anden, Gud, elsker. Det er for mig den store forskel på, om man i vrede skælder ud på Gud eller sparker til en sten. For man kommer måske nok af med vreden i begge tilfælde, men stenen svarer altså ikke på samme måde som Gud.

Ved at sparke til stenen tror jeg i virkeligheden at man nøjes med for lidt. Og jeg synes i hvert fald, at mennesker, der er havnet i en situation, hvor de har brug for at komme af med de der ting, at de skal prøve at se efter, om stenen er en lige så god samtalepartner som Gud. Det er i hvert fald det forløsende for mig, og jeg oplever det igen og igen i mit arbejde som sygehuspræst, såvel som i mit eget liv, at når man retter vreden mod den, der elsker, så kommer der et svar.

Hvordan skal det svar forstås?

Det kan være ord der falder en ind, billeder man pludselig ser for sig, en varme i kroppen, eller en fornemmelse, som leder i en bestemt retning. Der sker noget oplevelsesmæssigt, som den der får oplevelsen ikke bare kan afvise som pjat, men som måske kan lyde underligt, så snart man giver sig til at sætte ord på og forklare det.

Folk, der står uden for troen, kan måske have svært ved at forstå den form for svar og kærlighed, du taler om.

Ja selvfølgelig. Det kan ikke forstås. Hvis det sker et gletsjerskred på Grønland, og du står i Danmark, så kan du naturligvis høre om det, men du kan hverken se eller opleve suset.

Men der er trods alt den konkrethed i det, at man ofte kan se på et menneske, at det har det bedre bagefter. Når jeg fortsat får lov til at komme på Vejle Sygehus, så er det jo fordi, at man tilstrækkelig mange gange har set, at det gør en forskel for patienterne, når de får etableret en relation til Gud og får lov til at skælde ham ud.

Hermed vender vi tilbage til det indledende spørgsmål: Hvem er Gud for dig?

På den ene side beskriver Preben Kok Gud som en nærværende samtalepartner, en form for person, som man kan tale med, skælde ud på samt dele livets ansvar med. En Gud, der er med i lidelsen, og som elsker ubetinget.

På den anden side skriver Preben Kok et sted i Skæld ud på Gud, at han kalder alt det, der ligger ud over menneskets magtgrænse for Gud, hvilket gør det nærliggende at spørge, hvordan han forener disse to umiddelbart forskellige opfattelser af Gud den konkrete samtalepartner og den abstrakte magtgrænse.

Det er sådan i al udviklingspsykologi, at for det unge voksne menneske kan der kun være en sandhed, der er sand. Mens der for det modne voksne menneske mindst er to sandheder, der er sande på samme tid, forklarer Preben Kok og fortsætter:

Det ene er rigtigt, og det andet er rigtigt. Det ene udelukker ikke det andet. Det er dybest set også derfor, vi tegner korsets tegn for ansigt og bryst, fordi vi opfatter med mindst to forskellige organer.

Som sygehuspræst har jeg mange samtaler med alvorligt syge mennesker. Når jeg sidder derhjemme og tænker over, hvad jeg laver i de samtaler, så kan jeg sommetider godt tage mig til hovedet og tænke, hvad i alverden er det, du går rundt og siger. Men når jeg så står i en alvorlig situation, når rædslen er der, så går jeg over i min tro, og så er der en vej i troen, som min forstand ikke begriber eller forstår.

Men derfor siger jeg også til min forstand, at jeg er glad for at bruge den til det, som den kan bruges til, samtidig med at min tro kan bruges til det, den kan bruges til.