Hvem var Charles Darwin og hvad har han betydet for kristendommen?

Finker på Galápagosøerne var med til at bekræfte Darwins evolutionsteori. Foto: B. Rosemary Grant / Ritzau Scanpix

Darwins evolutionsteori forklarer, hvordan arterne har udviklet sig gennem tiderne. Hans evolutionslære er stadig kontroversiel, idet den afkaster de forskellige religioners skabelsesberetninger, skriver cand.mag. i historie og filosofi, Herman Christiansen.

Hvem var Charles Darwin?

Den engelske naturvidenskabsmand Charles Robert Darwin blev født i 1809 i den engelske by Shrewsbury, vest for Birmingham. Han havde en forholdsvis lykkelig barndom, men da han var otte år gammel, døde hans mor. Hans far tilhørte den finere del af det engelske borgerskab og moderens familie, der tilhørte den kendte keramikerfamilie, Wedgwood, var også særdeles velstående. Han identificerede sig tidligt som kristen, og i hans ungdomsår var der ikke meget, der tydede på, at Darwin ville blive til en stor forsker og videnskabsmand.

Han forsøgte at uddanne sig som læge ved universitetet i Edinburgh, hvor han droppede ud af studiet som 16-årig. Hans far sendte ham til Cambridge i 1827 for at studere teologi, men det viste sig kort tid herefter, at teologistudiet heller ikke havde den store interesse for ham. Det var dog i løbet af teologistudiet, at han begyndte at interessere sig for fagene geologi og botanik.

Rejsen til Galápagosøerne

I 1831 blev Darwin tilbudt en stilling som officiel naturforsker og indsamler på skibet HMS Beagle, der skulle på opdagelsesrejse og sejle verden rundt. Hele forløbet var nøje planlagt og skulle vare mere end fem år tilsammen. Darwin takkede ja til stillingen, og det blev begyndelsen på en helt ny og banebrydende epoke indenfor videnskaben.

På rejsen observerede han, hvordan dyrene virkede til at have tilpasset sig de naturlige omgivelser omkring dem. Dette kunne kun ske gennem en meget lang og forholdsvis kompleks udviklingsproces, fremlagde Darwin senere, hvilket skabte heftige diskussioner om bl.a. Guds eksistens.

Han indsamlede forskellige dyrearter, heriblandt flåede finker, der skulle nærstuderes af forskere i England. Finkerne havde meget forskellige næb, som satte dem i stand til at have forskellige funktioner i det økologiske system. Rejsens opdagelser blev til en fantastisk åbenbaring for Darwin.

Evolutionsteorien – arternes udvikling

Darwin nåede frem til konklusionen, at alt liv på jorden befinder sig i en konstant kamp med hinanden for at overleve, hvor det kun er arterne, der er i stand til at tilpasse sig de naturlige omgivelser, der ender med at klare sig.

Tidens generelle syn på arternes udvikling, også indenfor videnskaben, var at arterne basalt set ikke udvikler sig. De var, som de havde været, da Gud første gang havde skabt dem for ca. 6000 år siden, uforanderlige. Tanken, om at denne verdens arter er blevet til gennem en gradvis evolutionær udvikling, var dog begyndt at slå igennem omkring 1850erne, og på en måde kom Darwins teori på det rigtige tidspunkt.

Der var nemlig mange indenfor videnskaben på dette tidspunkt, der delte Darwins tanker om arternes gradvise udvikling. Darwins originalitet lå i ideen om den naturlige selektion eller det naturlige udvalg som mekanismen bag evolutionsteorien. Dette var Darwins afgørende bidrag.

Men Darwin var heller ikke helt alene her. Den britiske naturvidenskabsmand, Alfred Russel Wallace (1823-1913), havde også set lyset på dette område, og chokerede Darwin, da han skrev til ham og afslørede, at han også havde fundet frem til en mekanisme, der fuldstændigt svarede til Darwins. Ved offentliggørelsen af teorien sørgede Darwin for, at Wallace fik sin del af æren, for helt selvstændigt at have fundet frem til den samme mekanisme som ham.

(Både Darwin og Wallace var også fortrolige med den skotske geolog, Charles Lyell (1797-1875), og hans værk ”Principles of Geology”, der blev udgivet mellem 1830-33. Hans værk og fortolkning af nye fund af fossiler vendte op og ned på mange traditionelle opfattelser gennem 1830erne, 40erne og 50erne.)

Efter grundige overvejelser valgte Darwin i 1859 at publicere sine tanker i bogen ”The Origin of Species by Means of Natural Selection”, som han havde holdt hemmelig i mange år. Han vidste nemlig, at udgivelsen ville blive kontroversiel, idet Bibelens skabelsesberetning stadig dannede grundlaget for den brede befolknings opfattelse af menneskets, og ikke mindst de andre arters, ophav. Politisk set var udmeldelsen også kontroversiel og derfor tog det Darwin lang tid at udgive sine tanker.

Darwins betydning for religionen

Man kan betragte Darwins evolutionsteori som et opgør med kristendommen og de andre religioners skabelsesberetninger, hvis man ser evolutionsteorien som et alternativt bud på livets opståen og udvikling. Heri ligger dog en masse misforståelser. For det første mente Darwin ikke, at mennesket stammer fra aberne. Han mente derimod, at mennesket og aben har den samme stamfader.

Darwin udviklede sin teori til at omhandle både mennesket og de andre arters udvikling. Her undgik han at tale direkte om årsagen til livets opståen. I modsætning til traditionelle skabelsesberetninger bygger evolutionsteorien på en lang række observationer, der underbygger den. Den bygger med andre ord ikke på tro, men på videnskab. Derfor møder evolutionsteorien af og til kritik fra troende, der forsøger at fejlbevise evolutionsteorien.

Men Darwin ønskede ikke at udfordre Kristendommens skabelsesberetning. Han sagde selv, at han ikke havde haft let ved at acceptere resultatet af undersøgelserne, men at det på den anden side var så klare beviser, at man ikke kunne benægte det.

Darwin nåede i sin levetid at blive kendt rundt omkring i verden og står i dag som den afgørende grundlægger af den moderne biologi. Han døde i 1882 og ligger begravet ved Westminster Abbey i London.