Hvis vi mødes i smerten, hvorfor vægrer vi os så?
Uzma Ahmed har begivet sig ud på en to uger lang rejse med en gruppe mennesker, hun ikke kender, for at bearbejde sin fars død. Denne dagbogsserie i tre afsnit kaster lys over hendes refleksioner undervejs samt de udfordringer, det kan indebære, når man både er muslim, brun og på udebane
Min rejse gennem Europa med sorgen over min fars død er afsluttet, og jeg er hjemme igen efter 16 dage på farten. Selvom vores næstsidste stop i Krakow knækkede vores gruppe over i to, og vi kun var tre, der gennemførte sidste del, er jeg taknemmelig for oplevelserne og perspektivet, som er fulgt med.
For jeg har nu på fornemmelsen, at vores sjæl søger de dynamikker og bevægelse, der frigør os fra sorg, frustrationer og gamle oplevelser. På samme måde som bjergene gav mig modstand med stejle skråninger og glatte trin, er det med mennesker. Vi trykker på hinandens følelsesmyoser, provokerer ømhed og til sidst opløses knuderne. Med nogle mennesker fortsætter processen blidere gennem venskaber, andre gange må man tage afsked og tænke på, hvordan vi alligevel har hjulpet hinanden med at blive fremkaldt tydeligere for os selv, hver især.
Efter vi forlod bjergområderne i Schweiz og Norditalien, var jeg stolt over at overkomme min angst for højder, men også bange for om jeg nu ville miste forbindelsen til ‘The Big Chief’. Samtidig med, eller måske netop fordi, jeg nu kunne mærke en enorm styrke i mig selv, var det som om sorgen over tabet af min far også ændrede karakter, jo længere ned ad bjergene vi kørte. Den krævede, at jeg skulle dybere ned i lagene og nuancerne for at kunne filtrere og rense mine følelser. Og lade de gode fylde mest.
Budapest i Ungarn ligger ved foden af bjergene, og her var gensynet med min kusine en gave. Hun har boet i Budapest i snart tre år, men det er mindst 15 år siden, at vi har talt så fortroligt sammen, på trods af, at vi er vokset op under samme tag, nærmest som søskende. Vores mødre var base for hinanden og os, stærke på hver deres måde. Især når min far og farbror i gentagne forsøg prøvede at genstarte deres liv i Pakistan. Det har gjort, at vores mødre stadig er tætte, selvom de begge er adskilt fra deres mænd.
Min kusine og jeg åbnede sammen kassen til barndommen for at tale om min far, som han også var. Kærlig. For lige så inspirerende han var, lige så krævende var han også. Lige så meget han insisterede på, at vi skulle bøje os for fællesskabet, lige så mange storme kunne han skabe omkring sig. Jeg har tit været bange for at ligne min far for meget. Samtalen med min kusine lettede mig, for hun mødte mig i netop dét. Hun har selv fundet gode måder at slippe bekymringerne på. Hendes blide råd lød; ”don’t overthink it,” ”let it go” og ”omfavn og nyd dine introverte sider, og lad det vokse der fra.” På en måde gav det mig lov til at kappe et bånd og være mig selv, selvom det gjorde ondt. Jeg forstod nu, at det uvejr, som trak op, hvor skyerne blev mørke og buldrede imellem bjergene, ikke var min storm. Min dialog med vreden er slut for nu. Og jeg ønsker at se fremad.
Det hjalp mit sidste stop også med til, på trods af, at det har været dét, som jeg diskuteret mest med mig selv og har frygtet allermest. I udryddelseslejren Auschwitz fandt jeg den største tryghed. Intet i verden kan sammenlignes med den systematiske nedbrydning af den menneskelige psyke, som har fundet sted der. Intet kan undskylde det, som skete. Og de fortællinger, som skal fortælles om ofrene, skal fortælles igen og igen, så vi ikke glemmer, også selvom de gør ondt at høre.
Jeg bukker mig i dyb ydmyghed for guiden Anna, der i 22 år har ledt vej igennem uhyrlighederne, ned i det mørkeste mørke. Da jeg mærkede den første gråd presse på, kiggede hun intenst på mig, som satte hun et bræt langs min rygrad og bankede søm efter søm i, efterhånden som vi gik fra den ene blok til den næste, fra laboratorierne til krematorierne. Det gjorde mig i stand til at lytte og forstå det budskab, som hun gav videre fra ofrene.
At hver sko i de store bunker af sko, tilhørte et menneske, som blev dræbt af et andet. At det lange, fine hår, som blev klippet af kvinderne, inden de blev bedt om at tage alt tøjet af, for at blive ledt ind i de højteknologiske gaskamre og kvalt ihjel, blev anvendt af industrien til at fremstille slidstærke tæpper. En industri anstiftet af investorer, som vidste hvilke materialer, de forarbejdede. At de medfanger i lejren, som smuglede fotografiapparater ind og tog billeder, for at dokumentere og efterlade fortællingen til os, selvom de ikke selv overlevede, gjorde det, fordi det ikke var en fortælling om individet, men om menneskeheden.
Det, Anna mindede mig om, er, at i smerten mødes vi alle. Er man i stand til at mærke den, er det muligt at forenes i et nyt vi, uafhængigt af tid og relation. For smerten er vejen til håb og fornyelse, for når det gør ondt, vil vi forandringen stærkt nok. På den måde kan hver død formes til en bøn om en ny måde at forme et samfund på, hvor empati er styrende. Det er store tanker, som får mig til at føle mig lille, men alligevel betydningsfuld og handlekraftig.
Da jeg startede rejsen gjorde jeg det, fordi jeg mærkede en modstand mod forandring. Min krop og mit sind var gået i stå. Rejsen har været som et elektrochok, der har vækket mig i live. Jeg mærker mig selv, i en lettere version. Nysgerrigheden spirer igen, og frem for alt er min forbindelse til Gud klarere. Jeg har tillid til, at jeg også igennem dén kan nå min fars sjæl, når jeg har behov for det. Derfor har jeg fred. Sorgen, tænker jeg, har ændret karakter og er nu nærmere et savn. Vreden er fladet ud. Måske ligesom landskabet her i Danmark. Det vil jeg nyde.