Hvor er vores tids guruer?

Ligesom mange andre former for østlig inspiration har dyrkelsen af guruer ændret karakter. Nye guruer med en anden profil er kommet til, de gamle guruer dyrkes på nye måder eller i det private, og så har begrebet ”guru” også øget sin betydning, vurderer ph.d. Marianne Qvortrup Fibiger

For lidt over et halvt år siden blev jeg kontaktet af en journalist, som gerne ville skrive en artikel om, hvorfor der tilsyneladende ikke længere findes gurudyrkelse i Danmark. Jeg kunne desværre ikke bekræfte journalistens antagelse, hvorfor hendes artikel vidst nok faldt til jorden. Jeg vil i det følgende kort gøre rede for, hvorfor hendes tese ikke holder.

Dyrkelsen af tidligere guruer har tabt pusten

Journalisten havde egentlig lavet en god og grundig research. Hun havde eksempelvis helt ret i, at dyrkelsen af de indiske guruer som for eksempel Maharishi Mahesh Yogi (grundlægger af Transcendental Meditation), A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada (grundlægger af Hare Krishna-bevægelsen) og Sai Baba har haft en relativ stor gruppe af tilhængere i Danmark, der nu synes at have mistet pusten.

Grupperne er i alt fald ikke længere så synlige i det danske kulturlandskab. Det er for eksempel ikke længere almindeligt at få tilbud om trancendental meditationskurser på landets aftenskoler, at finde opslag om foredrag om Sai Baba på vores biblioteker eller at støde på Hare Krishnas munkes chanting og uddeling af Bhagavad Gitaen på gader og stræder.

Gurubegrebet er under forandring

Det betyder dog ikke, at venerationen for indiske guruer er væk. Den har ligesom mange andre former for østlig inspiration i Danmark blot ændret karakter. Nye guruer med en anden profil er kommet til, de gamle guruer dyrkes på nye måder eller i det private, og så har begrebet eller titlen ”guru” også øget sin betydning i dag i Vesten, hvis man sammenligner det med sit indiske religionshistoriske ophav.

Det kan man blandt se ved en bog kaldet Gurubogen, som udkom i 2016, hvor der bliver sat lighedstegn imellem det at være guru og det at være en innovativ, autentisk iværksætter med fokus på mening. Det vil sige, her møder man en sekulær udgave af guruen forstået som en ”mester på sit felt”. Dog med den twist at han/hun har fokus på mening, hvilket giver personen en dybdedimension, der både kan være begrundelsen for valget af guru-titlen og også være et hint om, hvad det er man ønsker, en guru også skal repræsentere.

Begrebet eller titlen guru, som egentlig betyder ”tung”, det vil sige tung af viden eller indsigt, men som ofte oversættes med lærer eller lærermester, har altså ændret karakter eller udvidet sin betydning i nutidens Danmark. Og det mener jeg er sket på to måder.

For det første, som man kan se på eksemplet ovenfor, er titlen blevet sekulariseret og løsrevet fra titlens egentlige religionshistoriske ophav, men dog med en understregning af, at vi har med en person at gøre, som ikke kun fokuserer på sorte tal på bundlinjen, men også med mening, hvad det så end er.

For det andet så finder vi en import af nye indiske guruer fra Indien til Danmark, som er kendetegnende ved at være inkluderende frem for ekskluderende. De vil med andre ord gerne rumme hele menneskeheden uanset religiøs eller manglende religiøs tilknytning.

En guru, der giver knus

En af de mest fremtrædende nye guruer med et sådant budskab er Amritanandamayi, også kendt som ”Hugging Amma” (den krammende Amma, red.).

Hun er i modsætning til de tidligere guruer kvinde, hendes budskab er inkluderende, idet hun understreger, at hendes religion er kærlighed. Og så passer hendes budskab om at heale såvel den enkelte som hele jorden godt ind i den øgede bekymring for jordens tilstand.

Hun rejser rundt i hele verden, hvor hun med sine healende knus inkarnerer sit budskab. Det kan opleves den 23.-24. oktober, hvor hun gæster København og giver knus til alle, som måtte ønske det. Indtil videre er det blevet til over 35 millioner knus på verdensplan.

Marianne Qvortrup Fibiger er lektor, ph.d. og skriver religionsanalysen ved religion.dk.