Lektor: Hvor inkluderende bør folkekirken være?
Folkekirkens rummelighed er ikke bare en praktisk problemstilling i forhold til konkrete spørgsmål som debatarrangementer og medlemsskabsregler. Den er også et grundlæggende principielt dilemma for en kirke, der både vil være trossamfund og statsanerkendt samtidig, vurderer ph.d. og lektor Sune Lægaard
Man taler ofte om ”den rummelige folkekirke”. Efter Grundlovens indførsel i 1849 handlede rummeligheden om, at kirken samtidig skulle kunne rumme for eksempel Indre Mission og grundtvigianerne.
Senere har rummeligheden fået en ny betydning, idet kirken i dag rummer en masse medlemmer, der bestemt ikke har nogen stærk teologisk holdning – de såkaldte kulturkristne.
Ikke desto mindre er der løbende debatter om, hvad folkekirken skal rumme og hvorfor. På det seneste har der for eksempel været diskussioner om, hvorvidt kirker må tage politisk stilling, og hvorvidt man bør åbne for dobbelt medlemskab af folkekirken og andre trossamfund.
Ifølge kirkeminister Mette Bock må kirker godt tage for eksempel miljø og flygtninge, der ellers er politiske spørgsmål, op, for eksempel i prædikener eller i debatarrangementer. Det er i orden, fordi det er afgørende for kirkens nærvær, at den bygger bro mellem evangelieteksterne og vores daglige liv.
På den anden side skal kirken jo rumme alle sine medlemmer, uanset deres politiske overbevisning og holdning til disse emner. Så en bestemt politisk holdning skal ikke være forudsætning for at kunne deltage.
Dobbelt medlemskab signalerer inklusion
Hvad angår det formelle medlemskab af folkekirken, har der for nylig været debat om, hvorvidt medlemmer af især migrantmenigheder samtidig skal kunne være medlemmer af folkekirken uden at opgive deres oprindelige medlemskab. Det ville signalere inklusion over for især kristne indvandrere og sikre folkekirkens relevans for denne gruppe. Omvendt kan dobbelt medlemskab medføre en række praktiske problemer, som for eksempel påpeget i Kristeligt Dagblad af professor i ret og religion Lisbet Christoffersen.
Denne slags diskussioner kan føres på to forskellige grundlag. På den ene side kan kirken anskues som et trossamfund baseret på et bestemt teologisk grundlag. I dette perspektiv er det afgørende, om rummelighed er forenelig med kirkens teologiske grundlag. For at være med i kirken, skal man dele dens trosbekendelse og ikke for eksempel tilslutte sig overbevisninger, der er uforenelige hermed.
Omvendt er der en teologisk grund til at inkludere så mange som muligt for så vidt, at kirken som trossamfund skal forkynde og udbrede denne overbevisning.
En statsstøttet folkekirke bør være åben for alle borgere
På den anden side er folkekirken ikke blot et trossamfund baseret på et bestemt bekendelsesgrundlag, men også en statsligt anerkendt og understøttet institution. I dette perspektiv bliver hensyn, der ikke har med kirkens indre bekendelsesgrundlag, også relevante for rummeligheden.
Den statslige anerkendelse af og støtte til folkekirken indebærer her, at der må gælde andre krav til folkekirken end til andre trossamfund. Hvis folkekirken er statsstøttet, bør den principielt være åben for alle borgere, da staten jo ikke tilhører eller skal agere på vegne af nogle borgere frem for andre.
Disse to perspektiver kan komme i direkte konflikt med hinanden. Den slags legitimitetshensyn, der udbredes til folkekirken på grund af den statslige anerkendelse og understøttelse, kan helt udelukke trossamfundsperspektivets hensyn til et bekendelsesmæssigt grundlag. Jo mere kirken anskues som et trossamfund med et bestemt bekendelsesgrundlag, jo mindre legitim vil den fremstå i et statsperspektiv. Og jo mere rummelig og dermed legitim kirken er i et statsperspektiv, jo mindre ligner den et trossamfund baseret på en bestemt bekendelse.
Folkekirkens rummelighed er altså ikke bare en praktisk problemstilling i forhold til konkrete spørgsmål som for eksempel debatarrangementer og medlemsskabsregler; den er også et grundlæggende principielt dilemma for en kirke, der både vil være trossamfund og statsanerkendt samtidig.
Sune Lægaard er ph.d. og lektor i filosofi. Siden januar 2017 har han været medlem af bestyrelsen for Dansk Institut for Menneskerettigheder. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.