Hvordan har slavehandel påvirket det religiøse landskab?

I de katolske kolonier har religiøse udtryk som umbanda, voodoo og santeria udviklet sig og gjort sig gældende. Her ses nogle voodoopraktiserende deltage i en ceremoni på en kirkegaard i Croix Des Bouquets på Haiti. Foto: Eduardo Munoz/Reuters/Ritzau Scanpix

Den 25. marts 2020 er det FN’s internationale mindedag for ofrene for slaveri og den transatlantiske slavehandel. Hvilke mekanismer og tankestrømme gjorde sig gældende i denne handel? Og hvordan formede det religiøse landskab sig i de områder, hvor de afrikanske slaver blev fragtet til?

Den transatlantiske slavehandel er den største tvungne migration i historien. Langt størstedelen af de afrikanske slaver blev fragtet på trængte skibe over det ustadige Atlanterhav til Syd- og Nordamerika for at arbejde i marker, særligt på sukkerplantager, under ekstreme arbejdsforhold.

Mellem år 1500 og 1830 krydsede fire gange så mange afrikanere end europæere Atlanten, hvilket gjorde Amerika til en afrikansk diaspora i langt højere grad end en europæisk. Dette satte spor i kulturen, heriblandt i det religiøse landskab, der udviklede sig igennem mødet mellem slaveejernes kristendom og slavernes religiøse traditioner.

Dette møde udviklede sig flere steder til synkretistiske religioner, altså religioner, der blander forskellige religiøse traditioner. Et eksempel herpå er den brasilianske umbanda, hvor katolske helgener går hånd i hånd med dans, farver og healing bagerst i kirken.

”I den nordvestlige del af Afrika har der på det tidspunkt, hvor den transatlantiske slavehandel starter, i århundreder været muslimske lærde, eliter og muslimske skoler, der prægede det religiøse landskab. Længere mod syd, i Ghana-området og Vestcentralafrika, havde man animistiske religioner, der ikke var lige så institutionaliserede. Det betød, at man var åben for fornyelse igennem nye ritualer og objekter, som kunne indgå i religiøse praksisser,” forklarer Gunvor Simonsen, der er lektor på Københavns Universitet med speciale i atlantisk slavehandel.

Religiøse fællestræk kunne skabe dialog
Der var altså en vis religiøs åbenhed i Ghana-området, hvor en stor del af slaverne kom fra. Samtidig var der også en idé om, at der er forbindelse mellem, hvad vi mennesker gør, og hvad der sker i den spirituelle verden. Guderne kan manifestere sig i vores verden og gribe ind i vores hverdag. Denne tankegang er ikke nødvendigvis langt fra de katolske magthaveres. Gunvor Simonsen uddyber:

”En af de førende historikere inden for det førkoloniale Afrika, John Thornton, argumenterer for et væsentligt overlap mellem katolicismen og afrikanske religioner. I den katolske kirke troede man på mirakler, hvilket er det guddommeliges manifestation i vores verden. På den måde behøver man ikke altid at tænke kristendom og de afrikanske religioner som modsætninger, for der var fællestræk, der kunne skabe dialoger.”

Protestantismen begrænsede afrikanske traditioner
Disse fællestræk så man ikke i lige så høj grad mellem de afrikanske religioner og de protestantiske magter, hvor mirakler og konkret guddommelig indgriben i det levede liv blev skubbet i baggrunden. Selvom der var møder mellem protestantiske retninger og afrikanske religioner, blandt andet i de danske kolonier, så var der altså en grundlæggende forskel på de religiøse udviklinger i den afrikanske diaspora, alt efter om den mødte et katolsk eller protestantisk religiøst univers. Det har også spillet en stor rolle, at de katolske magter fra starten ønskede at kristne slaverne:

”Denne ambition betød, at den katolske kirke accepterede lægbroderskaber, hvor de afrikanske slaver kunne mødes og hjælpe hinanden med begravelser, sygdom, ægteskaber og så videre. Den katolske ramme rummede altså en lille smule frihed til, at slaverne kunne udvikle deres eget religiøse udtryk,” fortæller Gunvor Simonsen og fortsætter:

”Man havde ikke den samme ambition om at kristne slaverne i de protestantiske kolonier. Her overlod man det religiøse til slaverne selv, men det betød også, at der ikke var en institutionel ramme, som kunne bidrage med ressourcer til at understøtte slavernes religiøse udtryk. I de katolske områder ses blandt andet voodoo og santeria. I de britiske områder har man obeah, som er langt mindre institutionaliseret, hvilket formentlig hænger sammen med, hvilke rammer de har udviklet sig under.”

Der er altså stor forskel på, hvordan den transatlantiske slavehandel har påvirket det religiøse landskab i de lande, som slaverne blev fragtet til. Hvor religiøse udtryk som umbanda, voodoo og santeria gjorde sig gældende i de katolske kolonier, manifesterede de afrikanske traditioner sig i langt mindre grad, eller i hvert fald meget anderledes, i de protestantiske kolonier.