Analyse

Derfor er Israel så vigtig for jøderne

Jødedom og jødiskhed er således helt centrale elementer af Israels identitet som demokratisk samfund samtidig med, at jødiskheden giver demokratiske udfordringer i spændfeltet mellem formel lighed for alle borgere og fællesskabsfølelsen i samfundet, vurderer professor Jakob Egholm Feldt. Foto: Eva Lykke Jørgensen, Roskilde Universitet

Jødedom og jødedommens historie spiller en fundamental rolle for Israels faktuelle eksistens. Det gælder også for Israels betydning for mange jøder både i og udenfor Israel, men det er ikke primært på en religiøs måde, vurderer professor Jakob Egholm Feldt

Siden Israels oprettelse i 1948 har et sammenfald af religion og nationalitet været et vigtigt aspekt af analyser af Israel som samfundstype. I Israel er jødedom den officielle religion. Samtidig er jødiskhed, forstået som folkeligt fællesskab, også den bærende nationalitet. Men hvorfor har staten Israel egentlig et behov for at være jødisk? Og hvilke udfordringer giver det for demokratiet?

Religion spiller en usædvanlig stor rolle

Mange kritikere ser det som et generelt styreformsproblem, idet religion spiller en usædvanlig stor rolle for demokratiet i staten. Og det er til trods for, at Israel har et grundlæggende sekulært udgangspunkt. De israelske landsfædre og mødre i den zionistiske bevægelse, der siden slutningen af 1800-tallet kæmpede for at oprette en jødisk stat, var primært sekulære europæiske nationalister, der ikke var optaget af religion.

Den jødiske identitet og det arabiske mindretal

Men mange kritikere af Israel ser også sammenfaldet af religion og nationalitet som en eksklusionsmekanisme: Du kan ikke være rigtig israeler uden at være jøde, hvilket er et stort problem for især Israels arabiske mindretal. Den 70-årige konflikt mellem israelere og palæstinensere har kontinuerligt sat denne problemstilling på spidsen.

Demokratiet fungerer bedre, hvis så mange som muligt er med i samfundets historiske fortælling. Så mange som muligt skal opleve sig som en del af de kollektive historiske erfaringer, der har skabt dette fællesskab. Mange israelere oplever Israels jødiske identitet som en hel afgørende forudsætning for demokratiet. På samme tid ser mange blandt Israels ikke-jødiske minoritetsgrupper netop den jødiske identitet som landets største demokratiske udfordring.

Jødedom og jødiskhed er således helt centrale elementer af Israels identitet som demokratisk samfund samtidig med, at jødiskheden giver demokratiske udfordringer i spændfeltet mellem formel lighed for alle borgere og fællesskabsfølelsen i samfundet.

Jøder presser jødiskheden

På mange måder oplever jødiske israelere, at jødiskheden i Israel er pres. Ministre i Israels regering har fremlagt forskellige forslag til at gøre kulturliv og uddannelse mere jødiske, hvilket har udbredt støtte i befolkningen. Kulturliv skal kun støttes økonomisk, hvis det er nationalt opbyggeligt.

Der er debatter, som går hele op til premierministeren om, hvilke jøder der må bede ved Grædemuren og hvor ved muren, om kønsadskillelse, og ikke mindst om, hvordan sekulære, venstreorienterede jøder underminerer samfundets sammenhængskraft. På den måde intensiveres betoningen af jødedom de seneste år, hvilket virker ekskluderende på de ikke-jødiske minoriteter, men også på sekulære jøder.

Den jødiske historie er Israels grundlag

Men hvorfor er det så, at det er vigtigt, at Israel er en jødisk stat? Hvorfor kan det ikke bare være en israelsk stat? Fordi Israel på godt og ondt er blevet grundlagt på europæiske jøders historiske erfaringer. Zionismens europæiske grundlæggere betragtede jødisk religion og traditionel jødisk kultur med sekulære blikke: som den jødiske nations kulturelle udtryk.

Den jødiske historie og den jødiske erfaring er grundlaget for Israel, den hebraiske bibel er primært en historiebog om jøderne, og religion blev oversat til at være kultur. Jødedom og jødedommens historie spiller hermed en fundamental rolle for Israels faktuelle eksistens og også for Israels betydning for mange jøder både i og udenfor Israel, men ikke primært på en religiøs måde.

De seneste års intensiverede betoning af jødedom i Israel er dermed heller ikke nødvendigvis religiøs men snarere nationalistisk. Selv når national-religiøse bosættere hævder deres ret til landet ved, at Gud gav det til jøderne, så er det Gud som historisk aktør i Biblen, som historiebog, de refererer til. For sekulære zionister tog jøderne historien i egne nødvendige hænder, og derfor er Israel en jødisk stat.

Jakob Egholm Feldter professor i global og transnational historie på Roskilde Universitet. Han skriverreligionsanalysenved religion.dk.