Interview

Hvorfor er Jehovas Vidner forbudt i Rusland?

Ph.d. i religionssociologi og russisk, Annika Hvithamar, har forsket i Jehovas Vidner og den russisk-ortodokse kirke. Foto: Leif Tuxen

Jehovas Vidner har siden april 2017 været forbudt i Rusland, fordi organisationen betragtes som ”ekstremistisk”. Lektor i kristendomshistorie og ph.d. i religionssociologi og russisk, Annika Hvithamar, udpeger tre væsentlige baggrunde for Ruslands anti-ekstremistiske lov.

Ruslands religionslovgivning, der blandt andet forbyder Jehovas Vidner at missionere, fik konsekvenser, da det danske medlem af Jehovas Vidner, Dennis Christensen, den 5. februar 2019 blev idømt seks års fængsel for at organisere aktiviteter i Jehovas Vidner.

Hvad der er på spil i sagen om Dennis Christensen, er både historiske, politiske og ikke mindst definitoriske spørgsmål. For selvom Ruslands Højesteret til DR har afvist, at sagen handler om religion, så er religiøse friheder blevet sat på spidsen med anholdelsen af Dennis Christensen, som af Amnesty erklæres for et brud på menneskerettighederne.

Et af problemerne med loven er, ifølge Annika Hvithamar, at den definerer ekstremisme meget vagt. I følge hende blev Jehovas Vidner forbudt, fordi de hævder, at deres tro er den eneste sande:

”Ruslands definition af ekstremisme er, at man spreder religiøst had eller opfordrer til religiøst had blandt andet på baggrund af religion, etnicitet eller race. Og i det her tilfælde handler det om, at man siger, at Jehovas Vidner er andre religioner overlegne”.

Loven om anti-ekstremisme begrænser ikke kun Jehovas Vidner, men flere religiøse organisationer i at praktisere deres religion. Den forbyder nemlig mission i private hjem og på offentlige steder med undtagelse af anerkendte kirker. Men hvorfor er det ekstremistisk at missionere?

Tre baggrunde for Ruslands forbud

Annika Hvithamar udpeger tre væsentlige grunde til, at Jehovas Vidner betragtes som ekstremistiske i Rusland og derfor er forbudt som organisation:

”Den ene er meget overordnet og går på den vej, som det russiske samfund bevæger sig i de her år, hvor der sker en ideologisk ensretning,” siger hun.

Den ideologiske ensretning ses blandt andet ved et forbud mod udenlandsk ledede NGO’er. Derudover ses det inden for familieområdet, hvor man i Rusland går imod de seksuelle rettigheder med loven om, at man ikke må sprede homoseksuel propaganda. Desuden ses ensretningen på det religiøse område, påpeger Annika Hvithamar:

”Vi ser det inden for religion i forhold til, at der kommer skrappere og skrappere love mod religioner, der ikke ses som russiske. Den term er lidt ”fluffy”, men den hænger sammen med, at man i Rusland har en lovgivning, som tilgodeser religioner, der er traditionelle. Traditionelle, det er nogen, der har været i det pågældende område i århundreder eller bare i meget lang tid”.

At Jehovas Vidner, der blev grundlagt i 1881, ikke betragtes som traditionel i russisk forstand, skyldes deres religiøse praksis med gademission. I 2016 kom desuden nye stramninger af religionslovene, som forbyder mission uden for kirkeområder. Denne praksis ses ikke inden for den russisk-ortodokse kirke, der blev dannet i 988.

Forbuddet mod Jehovas Vidner skyldes altså i høj grad en generel ensretning som ”ikke kun er på religionsområdet, men generelt i det russiske samfund,” siger Annika Hvithamar.

Et andet aspekt er, at Jehovas Vidner adskiller sig fra det omgivne samfund. Både i Danmark og Rusland er Jehovas Vidner en religiøs minoritet, der ofte betragtes som kontroversielle, fordi de har nogen normer, som er anderledes end majoritetssamfundets. I Danmark har udelukkelsen ofte været i mediernes søgelys, men i Rusland er det andre elementer, der betragtes som kontroversielle, påpeger hun:

”Det er i høj grad, at man ikke er patriotisk. I klassisk russisk tænkning ses familien, i højere grad end individet, som den mindste kerne. Jehovas Vidner opfattes derfor som en bevægelse, der splitter familier, fordi mange er konvertitter. Det er en konvertitbevægelse. Det er ofte ikke en hel familie i flere generationer, der er Jehovas Vidner”.

Derudover går Jehovas Vidner imod værnepligt, hvilket især i Rusland opfattes som et udtryk for anti-patriotisme.

Det tredje aspekt er det politiske klima: ”Jehovas Vidner ses som en vestlig, amerikansk sekt. I det politiske klima, der er i dag, ses det også på negativt”.

Spørgsmålet om ’ekstremisme’ er kulturelt

Ord har magt og i sagen om Jehovas Vidner i Rusland har ordet ’ekstremisme’ fået magt som kastebold i den politiske arena.

Sagen med Dennis Christensen har vakt opsigt både i udenlandske og danske medier, og størstedelen af danske politikere kritiserer dommen for at være modstridende med religionsfrihed og menneskerettigheder. Det har fået debatter om ’ekstremisme’ til at blusse op. For selvom både Danmark og Rusland hævder at have religionsfrihed, så har landene tilsyneladende vidt forskellige syn på, hvad der er ekstrem religionsudøvelse.

Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme betegner ekstremisme som ”personer eller grupper, som begår eller søger at legitimere vold eller andre ulovlige handlinger med henvisning til samfundsforhold, de er utilfredse med”. Her er vold eller planer om vold afgørende for, om et miljø er ekstremistisk.

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, har i en undersøgelse fra 2014 defineret ekstremisme som ”miljøer med holdninger, som kan være i konflikt med demokratiske styreformer og idealer om tolerance, og hvor der kan være en villighed til at gå uden om demokratiske procedurer for at gøre disse holdninger gældende”. Her er det anti-demokratiske holdninger, der bestemmer, om et miljø er ekstremistisk.

Jehovas Vidner stemmer ikke ved valg og anser deres tro for den eneste sande. Men er det nok til, at man kan kalde dem ekstremister? Spørgsmålet om ekstremisme er kulturelt betinget. ”Hvis det er et spørgsmål om, at ens egen religion er overlegen, så er der mange, der kan blive anklaget for ekstremisme. Inklusive den ortodokse kirke,” pointerer Annika Hvithamar.