Analyse

Hvornår bliver overgreb på minoriteter anset som overgreb på selve samfundet?

Professor Jakob Egholm Feldt trækker tråde mellem Black Lives Matter og Holocaust, når han sætter fokus på, hvornår et overgreb på en minoritet bliver anset som et overgreb på det bredere samfundet. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix, Leif Tuxen

Det var først i forbindelse med efterkrigstidens kulturelle bearbejdning af Anden Verdenskrig, at jødernes årelange historie med antisemitisme og diskrimination blev en del af den fælles sociale bevidsthed og ikke bare var et ”jødisk problem”, skriver professor Jakob Egholm Feldt

De sidste par år har Black Lives Matter udviklet sig til en global folkebevægelse mod racisme og diskrimination. Det dybe historiske og sociale traume, som slaveri og institutionaliseret racisme har påført de slavegjortes efterkommere, er måske, forhåbentlig, ved at udvikle sig til globalt, fælles traume. En global, kollektiv erindring om en ærkesynd, et fundamentalt forræderi mod det moderne humanistiske menneskebegreb, som ligger bag i dag globaliserede værdier som demokrati og retfærdighed.

Måske kan vi lære noget mere generelt om ”sociale traumer” ved at se på, hvordan jødernes traume, antisemitisme og Holocaust, har udviklet sig fra at være noget, der overgår jøder til at være noget, som rammer de fleste og bliver til overgreb på selve samfundet.

Black Lives Matter viser, især efter drabet på George Floyd, hvordan minoritetsgruppers erfaringer og viden om diskrimination og overgreb kæmper for at bryde igennem muren til den mere almene erfaring og viden.

Helt indtil mange år efter Anden Verdenskrig var det almindeligt at betragte antisemitismen, ja selv Holocaust, som noget, der overgik jøderne – som noget, der tilhørte deres partikulære erfaringer på kanten af ellers velfungerende samfund.

Århundreders ringeagtende og marginaliserende kategoriseringer af jøder, jødisk kultur og jødisk religion var inkorporerede på en så fundamental måde, at antisemitiske overgreb for mange mennesker reflekterede et ”jødisk problem”. Det jødiske problem var kulturelt og civilisatorisk, og jøderne skulle reformere sig selv ud af det.

Modstand mod antisemitisme blev naturligvis mere og mere udpræget fra 1800-tallet og frem, ligesom modstand mod racisme generelt. Flere begyndte at se antisemitismen som et alment problem, et samfundsproblem, og ikke som et jødisk problem. Alligevel var antisemitisme udbredt, overgreb almindelige, og hele politiske platforme udviklede sig fra 1870’erne og frem til Anden Verdenskrig, hvis hovedpunkt var at holde ”jødisk indflydelse” på samfundet ude.

Antisemitismen var stadig et rent jødisk traume og for en stor dels vedkommende usynligt for majoriteten. I særdeleshed var sproget og fortællingen om autenticitet og oprindelse opdelt, så det fremstod som om, jøderne tilhørte en anden historie end samfundets almene historie.

Der er ingen tvivl om, at Holocaust og Anden Verdenskrig var det afgørende vendepunkt for antisemitismens bevægelse fra at være et mærke på jøderne til at være et mærke på samfundet. Det radikale jødiske traume blev flettet sammen med fascismens ødelæggende kraft og blev dermed vævet ind i grundforklaringer og fortællinger om Anden Verdenskrigs forfærdelige ødelæggelser. Filosoffer og sociologer fra Adorno og Horkheimer til Arendt og Bauman har forklaret os, at samfundsopløsningen starter med antisemitismen. Derfor går folk på gaden. Sådan er det ikke med overgreb på alle minoriteter.

Men det mest tankevækkende er nok, at det ikke engang var Holocaust i sig selv, som integrerede jødernes historiske og sociale traume i den almene sociale bevidsthed. Det var efterkrigstidens analytiske og kulturelle bearbejdning af Anden Verdenskrig som grunderfaring i forhold til efterkrigstidssamfundets centrale dilemmaer og problemstillinger.

Holocaust blev universaliseret som traume, hvilket amerikansk kultur har spillet en væsentlig rolle i. Sat på spidsen kan man sige, at tv-serien ”Holocaust”, bogen ”Sophie’s Choice” og filmen ”Schindler’s List”, bare for at give nogle få kendte eksempler, er udtryk for den måde, hvorpå USA efter krigen integrerede det jødiske traume i den almene erfaring. Antisemitismen findes stadig, overgreb mod jøder finder sted og er måske i vækst, men i både USA og i Europa er antisemitismen ikke længere en samfundsundergravende konflikt.

I USA mangler de sorte borgeres erfaringer stadig at bryde gennem muren.

Jakob Egholm Feldt er professor i global historie ved Roskilde Universitet. Han skriver analysen ved religion.dk.