Serie: De troende feminister

"I min verden var profeten også feminist"

"Jeg har oplevet diskrimination i min barndom, så jeg kan se, at der er brug for, at vi kæmper for alle menneskers rettigheder," fortæller Sandi El-Taha, der er muslim, feminist og praktikant på Kvinfo. Foto: privat

Sandi El-Taha på 28 år er muslim, feminist og arbejder som praktikant på Kvinfo. For hende handler feminisme om at kæmpe for alle former for undertrykkelse. Det er noget, hun har med sig fra en barndom, hvor hun altid har været en del af en minoritet

”Situationen var ikke helt nem i Libanon efter borgerkrigen i 1980’erne, hvor mine forældre boede i en flygtningelejr for palæstinensiske flygtninge,” fortæller Sandi El-Taha.

Sandi El-Tahas far blev fængslet gentagende gange og derefter betalt fri med løsesum. Til sidst besluttede hendes forældre at flygte til Danmark, og de bosatte sig på landet på Nordsjælland.

Sandi El-Taha er derfor født og opvokset i Danmark, men hendes families historie har i høj grad været med til at forme hende til den, hun er i dag. Hendes forældres tilværelse som del af en diskrimineret minoritet i Libanon, og hendes egne oplevelser af positiv og negativ diskrimination som den eneste muslimske pige i skolen har gjort, at hun i dag ser sig selv som feminist.

”Jeg har gennem min baggrund lært, at der er brug for, at vi kæmper for alle menneskers rettigheder,” forklarer Sandi El-Taha.

Muslimer kan også være feminister

Sandi El-Taha brugte meget af sin ungdom på at finde ud af, hvad religion betød for hende. Selvom der er mange forskellige retninger inden for islam, så snakkede mennesker omkring hende altid om islam som én ting, og det forvirrede hende.

”Jeg er opvokset ude på landet på Nordsjælland, og har gået på en skole og et gymnasium, hvor jeg aldrig har mødt en person, der så ud som mig. Jeg har derfor altid skullet stå til ansvar for islam, og jeg har ikke altid selv kunne identificere mig med det, jeg hørte i medierne,” forklarer hun.

I dag betyder islam dog meget for Sandi El-Taha, da det for hende er en påmindelse om at være et godt menneske og behandle andre mennesker med respekt. Det er derfor også fremmed for hende, når folk siger, at man ikke kan være muslim og feminist på samme tid:

”Jeg har aldrig kunne se, hvordan det ikke skulle være muligt. I min verden er profeten, fred være med ham, også feminist,” forklarer hun og refererer til et sted i hadith, hvor profeten ender med at tage sig af en fattig mand på vej til en audiens med en hersker i Medina, fordi klasseskel ikke er vigtigere end at kunne se mennesket på sin vej.

Religion, kultur og stereotyper

Det er dog ikke altid nemt at være feminist og muslim på samme tid, da religion, kultur og stereotyper ofte blandes sammen, når Sandi El-Taha snakker med andre mennesker om religion.

”Jeg mener, at det patriarkalske er noget kulturskabt. Hvis man kigger på profeten, fred være med ham, og hans liv, ser man, hvordan han spurgte sine koner til råds, og hvordan de var ude og tale foran både mænd og kvinder. De var en essentiel del af opbyggelsen af islam i en kultur, hvor muslimer blev diskrimineret,” fortæller Sandi El-Taha. Hun har mødt stereotypiske kønsidealer i den muslimske kultur, hvor man ikke altid tænker en ekstra gang over, hvorfor en pige ikke må noget, en dreng gerne må.

Sandi El-Taha oplever dog, at der kan være diskrimination både i og udenfor muslimske kredse. Hendes oplevelse af at være kvinde i en kultur, der kan være meget traditionel med specifikke kønsroller til kvinder og mænd, er ikke altid noget, hun har været glad for.

”Min fornemmelse blandt mine venner er, at hvis man ikke passer ind i den traditionelle boks af islam, så kan det være ret svært at finde sin plads, for så passer man jo ikke rigtig ind i miljøet,” forklarer hun. Men hun har selv kun oplevet diskriminationen fra anden side:

”Da jeg gik i folkeskole sagde min lærer, at de var stolte af, at de kunne tage til de her landsdækkende lærermøder og sige, at de havde en muslim, som klarede sig godt. Jeg blev virkelig forundret over det – var det kun mig, der klarede mig godt? Efterfølgende har jeg tænkt, at det er alt for vildt, at hun sagde det til et lille barn. Det er jo positiv diskrimination,” fortæller Sandi El-Taha og understreger, at det er et problem, når ikke-muslimer glemmer at skelne mellem religion, kultur og stereotyper.

Netop derfor er det vigtigt for Sandi El-Taha at have øjne for alle diskriminerede minoriteter og ikke kun dem, der diskrimineres på baggrund af køn.

"Jeg oplever, at der er rigtig mange lag af diskrimination, og derfor handler det om at se individer som individer og ikke tilhørende en kasse. Jeg kunne ønske, at vi var bedre til at forstå mennesker, der er anderledes end os selv."

Gode islamiske værdier

For Sandi El-Taha har islam nogle vigtige værdier, som kan bidrage til en bedre kvindedebat og et bedre samfund. Et af dem er tiden til reflektion:

”Det at stoppe op og tænke lidt over hvilket menneske, man er, og vise næstekærlighed.”

Sandi El-Taha oplever også, at det at være muslim, giver hende en bedre forståelse af sig selv og sine egne grænser. Noget samfundet i sin helhed måske også ville have godt af, mener hun:

”Islam har givet mig et fokus på mig selv, og hvor mine grænser er som kvinde, som muslim og som studerende. Jeg spørger mig selv, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg ikke har lyst til. Jeg behøver ikke nødvendigvis at gøre alt, hvad samfundet kræver af mig. På den måde har det givet mig denne her ekstra refleksive tilgang til livet, som jeg kan opleve nogle af mine etniske danske venner ikke har, eller fortryder de ikke har haft i deres ungdom.”