Indføring

I sikhismen spiller guruen en altafgørende rolle

Sikhernes hellige bog kaldet Guru Granth Sahib blev indsat som den sidste og evige guru af den tiende Guru Gobind Singh inden hans død i starten af 1700-tallet. Det betyder, at det hellige skrift i dag fungerer som sikhernes verdslige og spirituelle vejleder. Foto: David Bebber/Reuters/Ritzau Scanpix

I sikhismen er guruen katalysatoren for spirituel vækkelse. Forbindelsen til Gud opnås gennem guruens nåde og velsignelse, og alle mennesker besidder potentialet og evnen til at gennemgå denne transformation

Guruens rolle er helt central i sikhismen, da man i sikh filosofi mener, at man gennem guruen opnår forbindelse til Gud. Guruen kan transformere menneskets sind gennem det guddommelige ord og den visdom, det medfører.

Sikhernes første guru, Guru Nanak, grundlagde religionen, hvorefter gururækken fortsatte på i alt 10 menneskelige guruer. Inden sin død erklærede den tiende guru, Guru Gobind Singh, gururækken for afsluttet og indsatte sikhernes helligbog, Guru Granth Sahib, som den sidste og evige guru.

Guruens rolle er dermed fra et historisk udgangspunkt central, da guruerne grundlagde religionen, forkyndte budskabet om sikhismen og nedfældede denne lære i Guru Granth Sahib, som i dag er sikhernes verdslige og spirituelle vejleder.

Menneskets behov for guruen
For at forstå guruens funktion er det væsentligt at forstå menneskets behov for guruen. Mennesket stræber efter lykke, ro og mening gennem livet. Men i dets tilknytning til den materielle verden og sit eget ego afholdes mennesket fra at opnå spirituel frigørelse og derigennem anand, der kan oversættes til lykke. Denne lykke er i modsætning til menneskets gentagende bestræbelser ikke midlertidig, men derimod en grundlæggende og konstant lykke, som er knyttet til dets spirituelle væsen.

I sikh filosofi menes der, at den sande og dybereliggende lykke kan opnås gennem den ”sande guru”, hvorfor guruens rolle er central for spirituel frigørelse og oplysning. I slutningen af den første hymne i Guru Granth Sahib kaldet ”Mul Mantar” beskrives det også, at forbindelsen til Gud opnås gennem guruens nåde og velsignelse.

Transformationen fra mørke til lys
Guru oversættes oftest som lærer eller spirituel vejleder. I sikhismen kan ”guru” forstås som Guds åbenbaring til menneskeheden og en katalysator for spirituel vækkelse. Guru består af to rodord, hvor ”gu” betyder mørke, og ”ru” betyder lys. Ordet guru refererer derfor til transformationen, hvor et individ føres fra mørke til lys.

Transformationen fra mørke til lys kan forstås som menneskets udvikling fra uvidenhed og dualitet til oplysning og forbindelse til det guddommelige lys, som strømmer og vibrerer gennem hele universet. Guruen løfter således mennesket gennem oplysning og visdom, hvorfra individet kan realisere spirituel vækkelse om dets forbindelse til Gud.

Guruens tre former
Guruen er ikke begrænset til blot at være en person eller helligbog. I ”Prashan Uttar” skrevet af Bhai Nand Lal, en kendt sikh digterhelgen i Guru Gobind Singhs hof, beskrives dette nærmere. Teksten er skrevet som en samtale mellem Guru Gobind Singh og Bhai Nand Lal, hvor Guru Gobind Singh uddyber guruens tre former.

Guruen første form er ”nirgun”, hvilket kan oversættes som formløs. Her beskrives guruens transcendente form - en kvalitet, der er ækvivalent med samme kvalitet som tilskrives Gud. Når guruen beskrives på samme måde, forstås det, at guruen er en del af Gud. Guruen er dermed en funktion og kraft af det guddommelige.

Dernæst er der ”sargun”-formen, hvilket kan oversættes som den fysiske form. Dette er den gængse forståelse af gurubegrebet, manifesteret som de 10 guruer eller helligbogen. Denne form kommer af menneskets behov for en fysisk vejleder, som vi kan interagere med.

Den sidste form er ”shabad”, hvilket kan oversættes som det guddommelige ord. Denne form er central for den spirituelle vækkelse af mennesket, da mennesket har behov for visdommen og åbenbaring fra guruen gennem det sindstransformerende budskab. Dermed kan guruen manifestere sig selv i den spirituelle menighed, som forstår og tilbeder det guddommelige budskab.

Sikhismens budskab gennemstrømmer de 10 guruer og helligbogen
Når sikherne benævner Guru Nanak med gurutitlen, er det fordi, Nanak selv havde opnået spirituel vækkelse og realiseret den universelle sandhed. Når gurutitlen derefter blev givet videre til den næste levende guru, var guruens lys det samme.

Derfor ser sikher ikke forskel mellem de forskellige guruer, da det ikke var personen Nanak, som var det essentielle, men derimod den oplysning og evne til at oplyse som Guru Nanak besad, hvilket gik gennem gururækken.

Denne filosofi ses også i Guru Granth Sahib, hvor alle guruerne forfatter sig som Nanak. Ligeledes indledes guruernes hymner med ”mahala”, hvilket kan oversættes som hus. Eksempelvis vil en hymne af den tredje guru indledes med ”mahala tija”, hvilket kan oversættes til ”skrevet i det tredje hus”. Vel at mærke skrives der ikke ”skrevet af den tredje guru”. Dette bevidner tanken om, at det samme budskab og visdom er gået fra den første guru og gennem gururækken.

Dermed er det samme oplysende budskab om det guddommelige lys, gået fra den første guru til Guru Granth Sahib. Når sikherne i dag ærbødigt bøjer deres hoved for Guru Granth Sahib, er det således ikke kun for teksterne, som helligbogen omfatter, men også denne universelle visdom, som har evnen til at transformere og vække os til at realisere vores forbindelse til Gud.

Guruen er ikke kun bundet til Guru Granth Sahib, da man skal huske guruens tre former, og derfor befinder man sig altid i guruens tilstedeværelse. Guruen bør altså ikke eksternaliseres som noget forskelligt og fjernt fra mennesket. Den eksterne guru kan forstås som katalysatoren for spirituel vækkelse, mens den interne guru kan forstås som selve transformationen. Potentialet og evnen til at bevæge sig fra mørke til lys er således i alle mennesker.