I stenene på jødiske kirkegårde ses dødens og efterlivets riger
Kristne kirkegårde bærer præg af bevoksning i form af blomster og hække, og der tændes også en del lys ved gravene. En jødisk gravplads er derimod fuld af sten. Netop i stenene kan man se tegn på jødedommens opfattelse af døden og efterlivet
Religiøse ritualer og øvrig religiøs praksis hænger som oftest sammen med religiøse forestillinger. Når en jøde besøger en grav, lægger vedkommende ofte en sten på gravpladsen som tegn på sit besøg. Overalt omkring den besøgende er der sten, gravsten såvel som de sten, besøgende lægger. Hvilke forestillinger kan ligge bag stenene?
Evig gravfred
Stenene betyder for det første, at der ikke er forskel på rig og fattig i døden. Her er alle lige. Lighedstanken ses også udtrykt på anden vis, nemlig i den dødes ligklæder, som altid er hvide. Døden rummer ingen forskelle mellem mennesker.
Blomsten visner og lyset brænder ud. Stenen kan potentielt blive liggende i millioner af år og symboliserer dermed også den dødes evige gravfred. Den døde hviler til evig tid, og man nedlægger derfor heller aldrig hverken jødiske grave eller begravelsesområder.
Sheol – dødens rige
Der gives ikke et systematisk og klart billede af jødedommens forestillinger om døden og et efterliv. Det betyder dog ikke, at sådanne tanker ikke findes, og netop i de jødiske gravskikke er det muligt at opdage adskillige eksempler på jødisk eskatologi – læren om de sidste tider.
I de ældste hebraiske skrifter kaldes dødens eller gravens rige for Sheol. Det er beskrevet som et trist og skyggefuldt land. Her hersker fuldkommen stilhed, og den døde har her intet at gøre med Gud og livet.
Den døde skal være i Sheol til evig tid, og have evig gravfred. Guds straffe og belønninger for menneskenes gerninger angår kun de levende, og de levendes samfund rækker ikke ind i døden.
Således er Sheol et forskelsløst sted, hvor der ikke er noget, der er til genstand for bedømmelse af Gud, og hvor de døde finder sin skæbne i evig hvile. Her henter den lagte sten på gravpladsen altså umiddelbart sin mening.
Olam Ha-Ba – den kommende verden
Senere jødiske tænkere begynder at fortælle om en genopstandelse og hermed en belønning for en retfærdig livsførelse. Genopstandelsestanken udfordrer idéen om den evige hvile i Sheol, men den kan også ses som en anden mulig forklaring på jødisk gravskik.
Jødedommen indeholder messiastanken, som er forestillingen om, at den såkaldte messianske tidsalder vil indtræffe, hvor alle mennesker lever i fuldkommen harmoni. Det er et retfærdighedens rige, men kun for det levende folk. Efter den messianske tidsalder er verden klargjort til Olam Ha-Ba, som betyder ’den kommende verden’. Her vil de retfærdige døde genopstå, det vil sige foruden jøder også alle verdens retfærdige.
Hvordan verden i Olam Ha-Ba ser ud, er der ingen klar idé om. Men nogle mener, at der er tale om en fysisk genopstandelse, hvor både kroppen og sjælen skal genopstå. Det kan forklare, hvorfor kremering er yderst sjældent i jødedommen. Man vil gerne begrave de døde, så det bliver muligt for deres kroppe at genopstå i Olam Ha-Ba. Den fysiske genopstandelse kan også forklare princippet om, at man ikke nedlægger gravstederne. De døde skal hvile indtil genopstandelsens dag og være klar til Olam Ha-Ba.
Meningen med stenpålægningen og gravene, som aldrig nedlægges, kan være mange. Der er ikke entydighed. Men én ting er sikkert: som religiøse ritualer er flest, er der grobund for, at man igennem stenene kan dykke ned i jødedommens religiøse forestillingsunivers.