Serie: Askese i religionerne

Ifølge Buddha bliver vi ikke lykkeligere af at have mere

Hvilken rolle spiller askese i buddhisme? ”Det handler om at finde middelvejen mellem overdreven rigdom og overdreven, selvvalgt fattigdom”, siger Tenzin Drolkar, der er buddhistisk nonne. Foto: Bax Lindhardt/NF/Ritzau Scanpix

Tibetansk buddhisme handler blandt andet om ikke at lade begæret styre livet, for man behøver ikke at have særligt meget for at være lykkelig. Tværtimod.

Tenzin Drolkar er tibetansk buddhistisk nonne. Hun beskriver, hvordan askese i buddhismen er det at afstå fra noget, men uden at overdrive det.

”Indenfor buddhismen arbejder man med at overvinde de destruktive indre kræfter, der skaber problemer og leder os i uføre,” fortæller hun og uddyber:

”For når man lader de destruktive, indre kræfter styre ens handlinger, så kan man komme til at opføre sig på tossede måder, der skader både én selv og andre. Disse indre kræfter kaldes i deres grundlæggende form for de tre rodgifte og består af begær, uvidenhed og aversion. Vores begær løber hele tiden efter det næste fix i form af eksempelvis penge, materielle ting og sex, og får os til at glemme at være tilfredse med det, vi har. Aversion er, når der er noget, man ikke kan lide, man kan ikke se dets gode egenskaber, og så vil man have det udryddet. Det ender let i aggression. Når de tre rodgifte får lov til at styre ens liv, så overdriver man og vil enten have det hele, fordi begæret råder, eller vil have det udryddet, hvis aversionen råder.”

I stedet for at dyrke begæret og aversionen forsøger buddhister at praktisere begærløshed og aversionsløshed:

”I stedet for at dyrke dumhed, illusioner og uvidenhed, forsøger vi at udvikle visdom,” siger Tenzin Drolkar.

Hun fortæller, at den form for begær, der handler om at få ret, er den mest udfordrende at arbejde med. Samtidig den en trussel mod sammenhængskraften i et samfund, fordi den gør det svært at acceptere, at andre mennesker ser verden på en anden måde, end man selv gør. Det kan for eksempel være, når nogle mennesker mener, at deres egen religion er den eneste rigtige, og at andres religioner er forkerte. Når de tænker sådan, så lader de deres indre begær råde sammen med både aversion og uvidenhed.

”Derfor er det særlig vigtigt for spirituelt eller religiøst praktiserende mennesker at arbejde med det mentale begær, for behovet for altid at have ret kan let føre til religiøs intolerance og fundamentalisme,” forklarer Tenzin Drolkar.

Middelvejen er vejen til lykke
Begær og higen efter materielle genstande er altså ikke noget positivt i den buddhistiske troslære. Det kan derimod ligge til grund for flere sorger end glæder, mener Tenzin Drolkar:

”I vores verden er alting hele tiden tilgængeligt. Men det er ikke sundt, for når vi har adgang til alting hele tiden, så har vi ikke noget at se frem til eller glæde os til, og så bliver alting trivielt. Begæret får lov til at styre ens liv, og man vil have det hele. Men jo mere man har, jo mere kan man miste. Ting kan gå i stykker eller blive stjålet, så derfor får man også flere bekymringer. Det giver faktisk kun besvær at have en masse materielle ting.”

Men at afstå fra for meget er også at overdrive. Hvis man udfører streng askese og ikke spiser, kan man blive syg og afkræftet. Derfor handler det i den tibetanske buddhisme i højere grad om at finde balancen mellem at have for meget og have for lidt, mellem begær og askese.

”Det handler med andre ord om at finde middelvejen mellem overdreven rigdom og overdreven, selvvalgt fattigdom”, siger Tenzin Drolkar.

Den enkle tilværelse giver overskud til mere
Tenzin Drolkar går enkelt klædt, og hun lever i cølibat, hvilket vil sige at hun har fravalgt kærester og sex. Det kan virke som et stort offer, men hun fortæller, at det giver hende en ro i livet, som præger hendes handlinger og relationer til andre.

På den måde behøver hun ikke spekulere over den seneste mode, om tøjet passer sammen og er moderne, og hun behøver heller ikke bruge tid på at tænke over dating og potentielle kærester. På den måde oplever Tenzin Drolkar også, at hun har andre begær, som hun ikke tidligere har været opmærksom på. For eksempel oplever hun et begær om, at den mad, hun spiser, skal være på en bestemt måde, eller at den kaffe, hun drikker, skal være rigtig god, for at den er værd at drikke. Hun oplever også et ønske om, at andre skal synes, at hendes meninger er de bedste. Men ved at arbejde med disse begær lærer hun, at der er noget, man godt kan undvære, og at man ikke behøver at få alting på en bestemt måde og lige med det samme.

”Ved at gøre dette indre arbejde med sig selv, lære sine begær at kende og sørge for, at de ikke tager overhånd i ens liv, så bliver man bedre udrustet til livet,” siger Tenzin Drolkar og fortsætter:

”For der vil komme et tidspunkt i livet, hvor vi må indse, at vi ikke kan få alle ønsker opfyldt. Det kan for eksempel være, at man har fået en alvorlig sygdom, hvor lægen ikke kan hjælpe. Men hvis man har arbejdet med sit begær, så har man også lært, at man ikke kan få det hele, og så er man bedre udrustet til også at håndtere sådanne situationer og vil lettere kunne møde situationen med accept og give slip på det. På den måde er middelvejen og arbejdet med sig selv en måde at blive stærkere i livet og i alt der dertil hører. For afholdenhed styrker det indre, spirituelle liv og giver samtidig en større forståelse for og medfølelse med dem, som på grund af fattigdom, krig eller sult lider store afsavn.”