Interview

Immigrantmuseet fortæller sikhernes danmarkshistorie med ny udstilling

Sikherne er måske mest kendt for deres flotte turbaner og deres lange skæg. Immigrantmuseets udstilling skal sætte fokus på, hvordan sikherne har været en del af danmarkshistorien de seneste 50 år, selvom de er en ukendt gruppering for mange danskere. Foto: Amit Dave/Reuters/Ritzau Scanpix

Den 1. februar åbner en ny særudstilling på Immigrantmuseet om sikherne i Danmark. ”Det er en unik mulighed for at skrive førstehåndshistorie,” forklarer Sukhraj Singh, der sammen med Immigrantmuseet og Sikh Ungdom har arrangeret og skabt udstillingen, der løber frem til efteråret

Farverige turbaner, karakteristisk musik og lange skæg. Sådan kender de fleste mennesker måske sikherne. Men selvom sikhismen stadig er en ukendt og kuriøs religion for mange danskere, kom de første sikher faktisk allerede til Danmark for mere end 50 år siden.

Det sætter Immigrantmuseets nye særudstilling, Sikherne i Danmark, fokus på.

I samarbejde med Immigrantmuseet og foreningen Sikh Ungdom har Sukhraj Singh, der selv er en del af Øst Punjab Kulturforening, indsamlet historier og fortællinger fra nogle af de første sikher, der kom til Danmark i slutningen af 1960’erne som arbejdsmigranter, og som har boet her lige siden.

Idéen til udstillingen opstod, da Sukhraj Singh flyttede til Danmark fra England og i den forbindelse søgte efter sikhernes historie i Danmark.

”Jeg spurgte nogle af de unge inden for sikh-samfundet, om der fandtes historiske optegnelser eller noget i den stil. Det mente de ikke, der gjorde. Så derfor kontaktede jeg Immigrantmuseet, som gerne ville samarbejde om en udstilling, hvis jeg begyndte at indsamle historierne,” siger Sukhraj Singh, der er fascineret over nogle af de historier, han er stødt på undervejs.

Det er første gang, at det samlede danske sikh-samfunds historie kortlægges. Og det er muligt, forklarer Sukhraj Singh, fordi mange af de første sikher, der kom til Danmark, endnu er i live.

”Det er en unik mulighed for at skrive førstehåndshistorie uden gætterier, rygter eller stereotyper. På den måde bliver det også interessant for fremtidige generationer, som vil kunne se og høre deres forfædre i de videoer, vi har produceret til udstillingen,” siger han.

Udstillingen nuancerer opfattelsen af danskhed

Anmoldeep Singh er medlem af foreningen Sikh Ungdom, som har været med til at arrangere udstillingen. Han er glad for, at der nu bliver sat fokus på sikhernes historie med denne udstilling, fordi han tit oplever, at folk ikke ved ret meget om sikhisme.

”Vi bliver tit forvekslet med andre religioner som islam eller hinduisme på grund af turbanerne og de lange skæg. Folk ved ofte ikke ret meget om sikhisme eller Punjab, medmindre de har en personlig relation til det,” siger han.

Når udstillingen slutter på Immigrantmuseet, er det planen, at den skal transporteres til Aarhus og sidenhen til andre steder rundt omkring i landet. Anmoldeep Singh håber, at udstillingen kan være med til at udbrede kendskabet til sikhismen og til at nuancere opfattelsen af, hvad det vil sige at være dansk.

”Vi er også danskere, men vi har en sikh-baggrund, som er forskellige fra mange andre danskeres. Derfor prøver vi at give en forståelse af, hvem vi er, så folk kan lære os at kende. I sidste ende er det jo uvidenhed, som gør, man har fordomme om og frygt for andre. Vi vil gerne bidrage til, at man kommer tættere på og lærer at forstå hinanden,” forklarer Anmoldeep Singh.

Både danskhed og indvandring er temaer, der har fyldt en del i de offentlige debatter de seneste år. Ifølge Sukhraj Singh er udstillingen et bidrag til den debat.

”Det stiller spørgsmål ved, hvad indvandring betyder for et land som Danmark, og om det er en belastning. Sikh-samfundet er netop et eksempel på et fællesskab, som har eksisteret i flere årtier, og som har bidraget positivt til det danske samfund, hvilket man kan se i mange af de fortællinger, vi har fundet,” siger Sukhraj Singh.

Udstillingen Sikherne i Danmark udstilles på Immigrantmuseet fra 1. februar.