Gud var en del af Newtons fysik

Maleri fra ca 1726, Newton på sit kontor Foto: Mary Evans Picture Library

Newton var tilhænger af en strengt monoteistisk kristendom, og han mente, at treenighedslæren var en forfalskning af Det Nye Testamente

Formålet med Isaac Newtons naturvidenskabelige studier var ikke at nå til erkendelse af universets struktur for denne erkendelses egen skyld. Det var heller ikke at fremme en teknisk udvikling. Nej, det var at påvise, at det er skabt af en alvidende guddom, og at alt i verden vidner om dennes visdom.

Derfor slutter han i sit hovedværk, Principia, med blandt andet at skrive: at tale om Gud ud fra naturfænomenerne er i sandhed en del af naturfilosofien. Når han skriver naturfilosofien, mener han fysikken.

Nutidens diskussion om adskillelse af religion og videnskab lå fjernt for Newton, og han så heller intet irrationelt i at udforske, om alkymien kunne bidrage til at afsløre, hvorledes guddommens visdom og skaberkraft ligger bag alt eksisterende, forklarer dr.phil. Carl Henrik Koch, forhenværende docent ved Københavns Universitet og forfatter til en ny bog om Newton, Isaac Newton. Geniet og mennesket.

Lige fra sin ungdom var Newton optaget af religiøse spørgsmål. Han var dybt kristen, men på sin egen måde. Det samlende i hans forskellige intellektuelle aktiviteter er hans forsøg på at begrunde et kristent verdensbillede. Han bliver regnet for en af de mest bibelkyndige i 1700-tallets England, siger Carl Henrik Koch.

Newton var tilhænger af en streng monoteistisk kristendom og mente, at treenighedslæren var en forfalskning af Det Nye Testamente. Derfor blev han ved kongelig dispensation fritaget for universitetets krav om at skrive under på den anglikanske kirkes 39 trosartikler, og på sit dødsleje nægtede han at modtage den anglikanske kirkes sakramente.

Konkret påvirkede troen ikke hans arbejde, men den samlede det til en helhed. Når han skulle forklare, at universet er stabilt, brugte han en guddom som argument. Det var først omkring 100 år efter Newton, at det argument forsvandt, siger Carl Henrik Koch.

Newton så ingen forskel mellem at studere naturen og studere Bibelens profetier. I begge tilfælde var emnerne for ham at se mangfoldige og komplicerede, men ved nøjere eftersyn var en forenkling mulig.

Hans mangfoldige interesser viser, at han ikke er ensidig. Det er derfor også ganske vanskeligt at karakterisere ham som person, men formentlig har han været ret vanskelig at omgås, siger Carl Henrik Koch og henviser til, at Newton var meget mistænksom.

Carl Henrik Koch pointerer, at han taler om Newtons teologi og ikke om hans tro.

Vi ved, hvilke egenskaber Newton tillagde det guddommelige, men ikke, hvordan han inderst inde selv forholdt sig til de sandheder, han fandt i den kristne religions grundlæggende skrifter. Vi har et par dokumenter, som beskriver hans religion. I sin ungdom overfaldes han for eksempel af en tydelig syndsbevidsthed, og han laver en liste over sine synder. For eksempel kunne seksualiteten nedkæmpes, mente han, hvis han arbejdede med noget, som interesserede ham. Her bliver det klart, at han også følelsesmæssigt har et forhold til tro, siger Carl Henrik Koch.

LÆS OGSÅ: Multigeniet Newton

Det kan for mange være svært at forstå, hvad der motiverede Newton, fordi vi ser ham fra den anden side af en 300-årig filosofisk, videnskabelig og kulturel debat, siger forfatteren, der mener, at vi i mellemtiden stort set har gjort religion til en følelsessag i det protestantiske Nordeuropa.

På den tid, hvor Newton levede, handlede det om at kunne bevise religionen, så det var et fornuftsanliggende. Blandt andet derfor ved vi heller ikke meget om Newtons følelsesmæssige forhold til religiøse emner. Det er først omkring år 1800, da man opgiver at kunne bevise religionens sandheder, at religion bliver et spørgsmål om følelser, siger Carl Henrik Koch.

Casper Andersen, adjunkt i idéhistorie ved Aarhus Universitet, peger på, at det er vigtigt at skelne mellem Newtons eget forhold til religion og den betydning, netop det livssyn fik hos andre.

Der er ingen tvivl om, at Newton i sine naturbeskrivelser ikke bare gav plads til en gud. Han havde ligefrem brug for Guds virke i det mekaniske univers, han beskrev. Men i Frankrig havde man for eksempel en langt mere ateistisk og deistisk tolkning af hans filosofi, siger Casper Andersen.

Et eksempel er her den franske forfatter Voltaire, som gennem sine skrifter populariserede Newton i Frankrig. Voltaire var ikke ateist, men når han omtalte det højeste væsen, var der tale om et deistisk gudsbegreb fjernt fra Newtons bibelske og i universet meget aktivt virkende Gud. Deisme er en uortodoks fornuftsreligion eller en naturlig religion.

Newtons arbejde blev af andre også brugt i forelæsninger om gudsbeviser.

Newton er helt afgørende og får enormt stor autoritet og forklaringskraft. Derfor bliver der kamp om at få Newton på sin side. En af grundene til, at både troende og ateister brugte ham, kan være, at han var utrolig svær at læse, og at ikke alle forstod ham, siger Casper Andersen og tilføjer, at historikere også i dag diskuterer, hvad Newton selv mente om Guds virke i det mekaniske univers.