De 5 vigtigste ting om mortensaften

På mortensaften den 10. november spiser vi andesteg, men historien om Morten Bisp omhandler i virkeligheden en flok skræppende gæs. Læs neden for, hvorfor vi alligevel spiser and på mortensaften.

Mortensaften fejres traditionelt med andesteg og brunede kartofler. Her mindes vi historien om den fromme biskop Martin af Tours og nogle gæs, der kom på tværs. Læs mere om traditionen her

Kort om Morten

I virkeligheden hed han Martin, men i Danmark bruges fordanskningen Morten.

Han menes at være født i det daværende Romerriger og nuværende Ungarn i år 316, og han blev begravet den 11. november 397. Siden dengang er dagen blevet fejret som hans navnedag. I Danmark fejrer vi mortensaften dagen før, altså den 10. november - ligesom vi fejrer juleaften dagen før juledag.

Fra soldat til munk

Som 15-årig blev Morten soldat i den romerske hær. Militærtjenesten førte ham til Gallien, hvor han en dag mødte en tigger i nød. Morten var på det tidspunkt selv en fattig soldat, og han ejede kun sit sværd og kappe. Så han tog sværdet og delte kappen i to og gav den ene halvdel til tiggeren.

Efter lang tids tjeneste som soldat blev Morten døbt og trådte ind i munkevæsenet.

Morten blev biskop af Tours

Som munk slog Morten sig ned i et kloster i Frankrig, hvor han levede fromt og roligt.Han var meget vellidt blandt befolkningen. Da der skulle vælges en ny biskop i byen Tours, pegede de alle sammen på Morten som biskop.

Historien om gæssene

Morten ønskede slet ikke at være biskop. For at undgå at blive valgt til biskop skjulte Morten sig i en gåsesti - det vil sige der, hvor bonden holdt sine gæs.

Gæssene kunne dog ikke lide hans besøg, og de skræppede op og afslørede hans skjulested. Derfor opfordrede Morten som hævn over gæssene, at hver familie en gang om året skulle spise gås til middag. I dag er gåsestegen skiftet ud med and, da gås var en både sjælden og dyr spise i Danmark i gammel tid.

Kåret som helgen

I år 659 blev Morten kåret til katolsk helgen som den første, der ikke havde lidt martyrdøden. Han er Frankrigs nationalhelgen og desuden skytshelgen for husdyr og tiggere.

Og en lille sjov ting

Et gammelt dansk vejrvarsel siger, at hvis vejret er mildt på mortensaften, bliver det efter sigende hvid jul.

Morten ønskede ikke at blive biskop. For at undgå at blive udnævnt gemte han sig blandt en stor flok gæs, som skræppede op og afslørede hans skjul. Foto: AFP PHOTO / DPA / MATTHIAS BEIN / GERMANY OUT