De 10 vigtigste ting, du skal vide om advent

Adventstid er forventningen om Jesu komme, og den indleder kirkeårets nytår. Læs mere her

1. Hvornår er det advent?

Adventstiden er de sidste fire søndage inden juledag den 25. december. Hvis juleaften falder på en søndag, er denne dag fjerde søndag i advent.

Første søndag i advent falder altså mellem den 27. november og den 3. december, og sidste søndag i advent kan dermed senest være den 24. december.

2. Hvad betyder advent?

Ordet advent betyder "Herrens komme" og udspringer af det latinske "Adventus Domini". I adventstiden forbereder man sig til julen, hvor man fejrer, at Jesus - Herren - kommer til verden.

Det latinske ord "adventus" bruges om en feltherres hjemkomst, efter han har besejret sine fjender. Det peger symbolsk på Jesus som den Herre, der har besejret de onde kræfter.

3. Adventstiden er forventningen om Herrens komme

Når man i adventstiden taler om Herrens komme, har det tre aspekter:

• For det første handler det om hans komme til verden som barnet i krybben.
• For andet handler det om hans komme som nærværende i den kristne menighed og i de troendes hjerter.
• For tredje handler det om hans komme til jorden ved tidernes ende.

De tre aspekter ser man blandt andet i Heinrich Helds adventssalme "Tak og ære være Gud" fra 1658. Den rummer digterens tak for, at Gud til syndres salighed sendte sin søn til jorden og stadig er tilstede i forkyndelsen og troen.

Salmen slutter med forventningen om, at han engang vil vende tilbage til jorden og finde retfærdighed, hvor han selv har renset og dannet menneskehjerterne:

"At når du i herlighed
kommer anden gang herned,
jeg kan dig i møde gå
og retfærdig for dig stå."
(Den Danske Salmebog nr. 80, vers 6)

4. Adventstiden minder om Esajas' profetier

I adventstiden spiller de gammeltestamentlige tekster fra Esajas' Bog en afgørende rolle. I Det Nye Testamente tolkes Jesu fødsel nemlig som en opfyldelse af profeten Esajas' såkaldte Messiasprofetier.

Esajas' Bog fremstiller visioner om en fremtidig frelser og fredsfyrste, om et kommende fredsrige, og om at den golde ørken skal blomstre:

"Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
ødemarken skal juble og blomstre,
den skal blomstre som rosen,
juble med stor fryd.
Den får Libanons herlighed,
Karmels og Sarons pragt."
(Esajas' Bog kapitel 35, vers 1-2)

Helt afgørende er profetierne om den unge kvinde, der skal føde en søn, som skal have navnet Immanuel, der betyder Gud med os:

"Men Herren vil selv give jer et tegn:
Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn,
og hun skal give ham navnet Immanuel."
(Esajas' Bog kapitel 7, vers 14)

5. Berømte adventssalmer: Blomstre som en rosengård

"Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
blomstre i et gyldenår
under fuglesange!
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder."
(Den Danske Salmebog nr. 78, vers 1)

Sådan indledes en de mest elskede adventssalmer "Blomstre som en rosengård". Den er skrevet af Grundtvig i 1837. Salmens baggrund er Messiasprofetierne fra Esajas' Bog.

I de første fire vers gengiver Grundtvig i poetisk sprog Esajas' profetier om ørkenen og det tørre land, der skal glæde sig, om ødemarken, der skal juble og blomstre, om blinde, der skal se, og om døve, der skal høre.

Forventningen om Herrens komme understreges i vers 3 med ordene "Herren kommer, Gud med os! Troen på ham bier".

Salmens sidste tre vers skildrer opfyldelsen af Esajas' profetier med Jesu komme til verden. Jesus er den ventede Messias og takket være hans fødsel, liv og gerning har vi nu gyldenår og kan synge glade nytårssange.

6. Advent indleder kirkeårets nytår

Den kristne kirke har sin egen kalender, det såkaldte kirkeår. I løbet af kirkeåret fortælles hele Jesu historie, som vi kender den fra Det Nye Testamente.

Første søndag i advent er kirkeårets nytår. Teksterne til denne søndag er de første i kirkens liturgiske bøger.

Når første søndag i advent også er den første søndag i kirkeåret, understreges det, at forventningen denne dag ikke blot er en forventning om Jesu fødsel i julen, men også om hans død og opstandelse i påsken og om Helligåndens komme i pinsen.

7. Adventstidens farve er lilla

Til alle kirkeårets helligdage og højtider er der knyttet en farve, den såkaldt liturgiske farve.

Adventstidens liturgiske farve er lilla. Den lilla farve symboliserer bod, ånd, alvor og anger. Når det er netop den farve, som hører adventstiden til, skyldes det, at tiden op til jul før i tiden blev brugt til bod og faste. Både sjæl og krop skulle gøres klar til at tage imod julens budskab.

Første søndag i advent kan præsten dog vælge at iføre sig den hvide farve i stedet for den lilla, da hvid er kirkens festfarve og starten på kirkeåret også en festens dag, hvor man slår tonen an i adventstiden og understreger, at glæden og forventningen ligger til grund for alvoren og boden de næste tre søndage.

I dag er bods- og fasteelementet mere eller mindre gledet ud af den folkelige bevidsthed, og mange tager forskud på julen og dens fester i adventstiden.

8. Adventskransen som et symbol på håb

Adventskransens fire lys symboliserer de fire adventssøndage inden jul.

Adventskransen er forholdsvis ny i Danmark. Den kom til Sønderjylland fra Nordtyskland omkring år 1900. I 1939-40 blev den solgt hos blomsterhandlere over hele landet, og i 1946 havde den fundet vej til årets julemærke.

Den traditionelle adventskrans er en krans af gran pyntet med hvide lys og lilla bånd. I kirkelige sammenhænge har adventskransens bånd stadig den liturgiske lilla farve. Uden for kirken ser man hyppigt røde bånd. Det hænger naturligt sammen med, at den røde farve, som de fleste forbinder med jul, præger adventstiden mere og mere.

De røde bånd har dog også forbindelse med besættelsestiden i 1940-45, hvor adventskransen med røde og hvide bånd blev et stille dansk symbol på frihed og håb.

9. Lys i adventstiden

Levende lys hører adventstiden til, fordi julen ifølge kristendommen handler om, at Jesus kom til jorden som verdens lys at han er opfyldelsen af den profeti, der i kirken juleaften læses op fra Esajas Bog:

"Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys,
lyset skinner for dem, der bor i mørkets land."
(Esajas Bog, kapitel 9, vers 1).

10. Til advent synger vi "Vær velkommen, Herrens år"

I langt de fleste danske kirker synger man første søndag i advent salmen "Vær velkommen, Herrens år". Den er oprindeligt skrevet i 1556, men i 1849 bearbejdede Grundtvig den til den version, som vi kender fra Den Danske Salmebog.

Salmen samler de bærende elementer i kirkeåret og kristendommen: Julen, påsken og pinsen. Dens sidste vers er en jubel over, at alle dage i året er glædens dage, fordi de er dage i Herrens år.

1. Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da vor Herre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

2. Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

3. Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

4.Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Herrens år med vor Guds velbehag
nu bringer os glæde hver Herrens dag.
Velkommen, nytår, og velkommen her!
(Den Danske Salmebog nr. 74)