Det siger Bibelen om omskæring af drenge

Lukasevangeliet fortæller, at Jesus i overensstemmelse med jødisk tradition blev omskåret som spæd. Maleri af Giovanni Bellini. Foto: Wikimedia Commons

Traditionen for omskæring af drengebørn indføres i Det Gamle Testamente som et identitetsskabende tegn. Et tegn, der i Det Nye Testamente overflødiggøres til fordel for troen på Kristus

Og Gud sagde til Abraham (...): Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal lade jeres forhud omskære, og dette skal være tegn på pagten mellem mig og jer. (1. Mos. 17, 9-10)

Debatten om omskæring af drenge blusser med jævne mellemrum op. Her følger en kort introduktion til den bibelske baggrund for traditionen blandt jøder og for at omskæring ikke er påbudt kristne.

Det Gamle Testamente: Omskæring indstiftes som pagtstegn
Baggrunden for den jødiske tradition for omskæring skal findes i den jødiske Torah det, der i kristen kontekst er kendt som Det Gamle Testamente.

I Det Gamle Testamente spiller Guds pagt med hans udvalgte folk, jøderne, en enorm rolle, og ifølge Det Gamle Testamente bliver omskæring af drenge indført som tegn på denne pagt.

Omskæringen indstiftes i forbindelse med Første Mosebogs fortælling om Abraham, der er den første af Israels tre patriarker (urfædre).

Kort fortalt bor Abraham ved fortællingens begyndelse i Ur i Kaldæa (Babylon). Men Gud beordrer ham at drage til landet Kanaan (det nuværende Israel) og lover ham landet som ejendom og at han vil blive velsignet med så mange efterkommere, som der er stjerner på himlen.

Gud stifter en pagt mellem sig selv, Abraham og alle Abrahams efterkommere. Og som tegn på denne pagt pålægger han Abraham og hans efterkommere at lade alle drengebørn omskære.

LÆS OGSÅ: Abraham - troens far

Omskæring og frugtbarhed
Efter Abrahams omskæring følger beretningen om, at Abraham hustru Sara, der ikke kan få børn, endelig i en alder af næsten 100 år bliver gravid og føder en søn, patriarken Isak.

Der er altså også en sammenhæng mellem omskæring og frugtbarhed i Det Gamle Testamente, påpeger bibelforskere. Selv om det ikke nævnes eksplicit, baner omskæringen vejen for den graviditet, der skal sikre Abraham de efterkommere, han er blevet lovet.

Omskæring som identitetsskabende symbol
Fra og med Det Gamle Testamente får omskæringen af drengebørn en kolossal betydning som tegn på det helt særlige tilhørsforhold, jøderne har til Gud og som en markering af, at man er en del af det jødiske folk og af landet Israel, uanset hvor i verden man skulle være bosat.

Omskæringen tjener altså både som pagtstegn for det jødiske folk og som afgrænsning i forhold til alle andre folkeslag. Ifølge Anden Mosebog 12,48 skal en fremmed således lade sig omskære for at kunne deltage i jødernes påskefejring. Tilsvarende bliver omskæring påkrævet i Første Mosebog 34,14-16 for at man kan blive gift ind i en jødisk familie.

Jødisk modstand mod omskæring
Om end de fleste jødiske drengebørn i tidens løb er blevet omskåret, findes der helt tilbage til bibelsk tid eksempler på jøder, som har fravalgt denne praksis.

De jøder, som taler imod omskæring, henviser typisk til skriftsteder i Det Gamle Testamente, som anvender begrebet omskæring metaforisk om evnen til at høre Guds ord og leve i overensstemmelse med det.

I Femte Mosebog 10,16 opfordres jøderne således til at omskære hjertets forhud, hvilket betyder, at de skal adlyde. Og Jeremias Bog 6,10 taler om uomskårne ører, der ikke kan lytte og derfor spotter Herrens ord. Tilsvarende siger Moses i Anden Mosebog 6,12, at han er uomskåret på læberne og derfor ikke i stand til at formidle Guds ord ordentligt.

I vore dage er omskæringsmodstanderne for eksempel repræsenteret hos Jewish Circumcision Resource Center og ikke mindst i foreningen Jews Against Circumcision.

Det Nye Testamente: Omskæringen overflødiggøres
I den tidlige kristendom kommer omskæringsproblematikken til at spille en vigtig rolle i forbindelse med grundlæggelsen af kristne menigheder blandt ikke-jøder.

Her er det vigtigt at bemærke, at Jesus og alle de første kristne selv var jøder og som sådan omskårne. Faktisk er Jesu omskæring en af de eneste begivenheder fra hans barndom, der omtales i Det Nye Testamente. Det sker i Lukasevangeliet 2,21.

Apostlen Paulus er den første egentlige hedningemissionær, så han kommer mere end nogen anden til at beskæftige sig med spørgsmålet, om man kan blive kristen og frelst uden først at være omskåret.

I denne forbindelse står Paulus argumentation i Galaterbrevet for retfærdiggørelse af tro på Kristus helt centralt. Mennesket retfærdiggøres og frelses ved tro, siger Paulus, og ikke ved ydre handlinger som omskæring. Dermed forkaster han ikke traditionen for omskæring, men han peger på, at den ikke bringer nogen nærmere på Gud eller frelsen:

For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed. (Galaterbrevet 5,6)

Messianske jøder
Der findes jøder, som bekender sig til Kristus, samtidig med at de gerne vil beholde deres jødiske identitet.

Disse såkaldt messianske jøder opfatter det, at de anerkender Jesus som Messias som en naturlig forlængelse af deres jødedom.

For dem er der altså ikke tale om et opgør med deres jødiske baggrund, hvorfor de da også ligesom de fleste andre jøder stræber efter at overholde Moseloven og lader deres drengebørn omskære.

Kilder til artiklen
Gads Bibel Leksikon, Gads Forlag 1998
Jewish Encyclopedia
Mosaiske.dk
Den store danske
Lars Bruun m.fl.: Abrahams spor. Forlaget Alfa 2007