Hvorfra kommer navnet jul?

Særlig religiøs er julen aldrig helt blevet i Danmark, selvom mange går i kirke den 24. december. Foto: Arkivfoto

Hvorfor hedder jul i grunden jul? Og hvor længe har vi fejret jul? Læs mere her

Jul kommer oprindeligt fra det oldnordiske ord jól, som betyder fest eller højtid. Andre staver det Yule. Idag kalder vi det jul, men hvorfor?

Solhverv
Når det er midvinter-solhverv, stopper solen for en stund sin gang over himmelbuen, og der fejres jul, inden årets hjul igen drejer - denne gang mod forårets lys og varme.

Jul er altså et hedensk ord, fra dengang vi troede på Odin og Thor, og de gæve vikinger drak jul ude på havet i januarblæst og -kulde. For dengang holdt man jul senere end i dag.

Da landet blev kristnet, flyttede man tidspunktet for solhverv til sidst i december, og dermed faldt fejringen af Den Hvide Krists fødsel sammen med asetroens juleblot, som snart blev udkonkurreret.

Kristmesse
Samtidig forsøgte man at bytte ordet jul ud med ordet Kristmesse. Den gik til gengæld ikke. Man skal ikke røre ved den gode gamle jul, som der også står i julesangen "Sikke voldsom trængsel og alarm".

Alligevel lykkedes det som århundrederne gik at flytte de store drikkegilder og løsslupne juleløjer til først julestuerne, sidenhen julefrokosterne og dermed gøre selve julen til en hygge- og familiebegivenhed.

Særligt religiøs er julen imidlertid aldrig blevet i Danmark, selvom en stor del af befolkningen lægger deres årlige kirkebesøg den 24. december mellem Walt Disneys juleshow og julemiddagen.

I de engelsktalende lande lykkedes det derimod at indføre Kristmesse-ordet, da jul der hedder Christmas. Det gør det også i Holland, nemlig Kerstmis. I Spanien siger man derimod Feliz Navidad, og italienere siger Buon Natale, altså Glædelig Fødsel, og i Tyskland hedder jul Weihnachten - altså Den Hellige Nat.

Kært barn, mange navne.