Fortsat pres på Indiens minoriteter efter de religiøse hindunationalisters valgsejr

Præsident Narendra Modi har formået at overbevise den jævne inder om, at det er vigtigere at have en fælles hindu identitet og stolthed end at have brød på bordet. Dermed har Modis religiøst-nationalistiske politik klart vundet over tidligere tiders sekulære visioner, vurderer generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

I torsdags, den 23. maj, forelå resultatet af afstemningen i forbindelse med det indiske parlamentsvalg. Baggrunden for og diskussionspunkterne i den politiske situation i Indien skal i høj grad søges i den demografiske sammensætning af befolkningen, hvor etniske, kastemæssige, religiøse og politiske sympatier og prioriteter samvirker og betyder et yderligere opdelt samfund.

Valget er i sig selv en bedrift: Verdens folkerigeste demokratiske nation afholdt valg i en periode på seks uger, med omkring 900 millioner afgivne stemmer ud af den samlede befolkning på 1,3 milliarder, titusindvis af valgsteder og tusind partier lige fra de store, velkendte nationale partier som det hindunationalistiske BJP (Bharatiya Janata Party, regeringsparti) og Kongrespartiet (Indian National Congress Party, førende oppositionsparti) til de mere ukendte og regionale partier med fantasifulde navne som ’Stay Awake Party’, ’Indian Lovers’ Party’, og ’Pyramid Party of India’.

Positivt er det også, at volden i forbindelse med valget ser ud til at have været lavere end tidligere valg, og der er kun få rapporter om voldelige optøjer med dødsfald som følge.

Hindunationalismen vandt

Hvad betyder det indiske valg? Det regerende hindu-nationalistparti BJP har fokuseret på at mobilisere den befolkningsgruppe, som udgør flertallet i Indien – hinduer – for at sikre sig, at dette forskelligartede religiøse flertal også bliver et nationalt politisk flertal af hinduer. Oppositionen har fokuseret på at forhindre dette.

BJP’s udfordring er, at hinduer i Indien er en sammensat gruppe: forskellige kaster, forskellige socioøkonomiske vilkår, forskellige sprog og regionale interesser. Oppositionens taktik har derfor været at mobilisere kaster, lingvistiske grupper, etniske grupper og religiøse minoriteter på tværs af den nationale hinduidentitet. BJP’s taktik virkede bedst denne valgkamp, og præsident Narendra Modi fra BJP har vundet 303 af parlamentets 542 sæder, og har dermed klar majoritet.

I 2014 vandt Modi for første gang majoriteten i det nationale parlament, og med dette års valg har han fået et yderligere styrket mandat til at fortsætte sin hindunationalistiske politik. Derfor kunne han torsdag opfordre oppositionen til ’med ydmyghed at acceptere deres nederlag’.

Minoriteter og oppositionspartiet Kongrespartiet har spillet på frygten for yderligere forringelser af forhold for alle andre end hinduer som en konsekvens af hindunationalistpartiet fremgang. Betegnelser som ’termitter’ for illegale migranter i Indien har været en del af BJP-ledernes retorik gennem valgkampen, ligesom frygt for terrorisme – specielt islamisk inspireret terrorisme og nordindisk separatisme – har været centrale temaer.

Fra sekulær til religiøs-nationalistisk stat

Sammen med Modis personlige karisma har den hårde retorik i forhold til minoriteter og mistænkeligheden mod migranter sikret valgsejren på trods af stigende arbejdsløshed og dårligere økonomiske nøgletal specielt i den vigtige landbrugssektor i de seneste år.

Med andre ord har Modi formået at overbevise den jævne inder om, at det er vigtigere at have en fælles hindu identitet og stolthed end at have brød på bordet. Dermed har BJP’s religiøst-nationalistiske retorik og politik klart vundet over tidligere tiders sekulære indiske politiske vision, som lå bag den indiske konstitution efter uafhængigheden.

Dette skifte har i det forløbne ti år haft stor betydning for forståelsen af hinduisme i Indien: I modsætning til mange andre religiøse traditioner har hinduisme ingen samlende figur, ingen fælles skrifter, ingen fælles religiøse riter eller nogen fælles etik.

Men med BJP’s nationalistiske tænkning og retorik er der sket et skifte i synet på hinduismen som sådan mod en klarere defineret fælles tradition, som kan anerkendes og propaganderes, og som gennem de økonomiske programmer, der støtter kaster, kan bruges socioøkonomisk til at forme et mere hinduistisk samfund. Sammen med en liberalisering af økonomien betyder en stærk samlet ide om hinduisme som en fælles kulturel og religiøs tradition, at forskellige kaster og etniske gruppers interesser underordnes den samlede fælles vision om et hinduistisk Indien.

Yderligere pres på minoriteter

Hvad betyder valget og BJP’s fortsatte politiske lederskab for Indiens mange minoriteter? Siden 1980 er andelen af muslimer i parlamentet faldet støt, og BJP’s succes har forventeligt nok ikke ført til nogen stigning i antallet af muslimske parlamentsmedlemmer. Muslimer udgør 14,2 procent af befolkningen, svarende til 200 millioner personer, men kun 22 parlamentsmedlemmer repræsenterer den muslimske befolkning, svarende til 4 procent af parlamentsmedlemmerne.

Samtidigt har Kongrespartiet ikke ønsket at promovere muslimske kandidater af frygt for at blive anset for at være anti-nationalistiske. Den politiske marginalisering af muslimer ser nu ud til at fortsætte, og det vil også påvirke andre mindre minoriteter – kristne, buddhister og traditionelle former for religion – og deres mulighed for at blande sig i det fælles politiske liv i Indien, tale mod retoriske og fysiske overgreb på minoriteter og sikre rettigheder for alle uanset etnisk eller religiøst tilhørsforhold.

Den kommende tid med en national hinduiseringspolitik vil derfor med stor sandsynlighed betyde forsat og yderligere pres på minoriteters rettigheder, og det bør vi også udenfor Indien følge med stor opmærksomhed.

Jonas Adelin Jørgensen er cand.theol., ph.d., generalsekretær i Dansk Missionsråd og skriver religionsanalysen ved religion.dk.