"Er arabiske jøder uddøde?"
Hvorfor bruges begrebet arabiske jøder ikke længere? Tidligere diplomat Naava Mashiah definerer begrebet, forklarer baggrunden og fortæller sin arabiske, jødiske families historie
Den voksende kløft mellem Israel og den arabiske verden gør det svært at forestille sig, at jøder og arabere engang levede side om side i Mellemøsten. På et tidspunkt kunne man ikke bare se disse to identiteter i samme boligkvarter, men i en og samme person.
Er det et oxymoron at være arabisk jøde? En arabisk jøde refererer enten til at være jøde og leve i den arabiske verden eller at have stamfædre fra arabiske lande. Dette begreb florerede engang i Mellemøsten, men er ikke udbredt i dag.
Det er ikke længe siden, at der levede jøder i mellemøstlige byer jøder der var integreret i samfundene og besad indflydelsesrige roller i offentligheden og inden for økonomi.
Min bedstefar, Baba Yona Mashiah, havde sådan en rolle i Bagdad. Han var, hvad jeg ville kalde, en arabisk jøde. Min barndom var strøet med historier om hans prægtige person, magt og forretningssans. Han var en fremtrædende bygherre, og i 1940erne bidrog han til opførelsen af Bagdad el Jedidah, et chikt område i Bagdads forstæder. De fleste af hans forretningspartnere var muslimer, og nogle var vigtige statstjenestemænd.
Gennem årene har jeg samlet historier om Baba Yona som perler på en snor, og jeg bruger perlerne, ligesom han plejede at bruge perlerne på sin misbaha, de traditionelle muslimske bedeperler.
Min far mindedes, hvordan han plejede at holde min bedstefar, der også var kendt under det arabiske navn Abu Faud, med selskab til møder på caféer, og han huskede den respekt, som folk viste ham.
Baba Yona var et integreret medlem af samfundet i Bagdad og dets forretningsverden, selvom han var jøde.
Jødernes modvillige udvandring
I 1950erne udvandrede Bagdads jøder fra Irak. En modvillig udvandring, vil jeg hævde, som blev fremkaldt af en kombination af stigende zionisme, anti-semitisk propaganda, misundelse af jødernes privilegerede liv i Irak, mens landet var under britisk styre, og skabelsen af Israel. Fordrivelsen af tusindvis af palæstinensere, og det ydmygende nederlag, som de arabiske hære led, var det endelige stød.
Livet var blevet ulideligt for jøderne, også dem, der havde ønsket at blive, var nu nødsaget til at forlade landet. Jøderne blev betragtet som den femte søjle og blev syndebuk for de arabiske hæres nederlag til de israelske forsvarsstyrker.
Baba Yona så sit imperium smuldre. Hans ligemand og nabo, hr. Addas, var ligeledes en indflydelsesrig jøde. Han blev hængt på torvet. Baba Yona selv blev fængslet i tre måneder anklaget for at have zionistiske forbindelser.
På et tidspunkt tilbød den irakiske regering jøderne at indgå en aftale. De fik lov til at flygte til Israel, hvis de ville give afkald på deres statsborgerskab og opgive deres ejendom.
Baba Yona var tvunget til at forlade Bagdad sammen med over 100.000 andre jøder for at bo i det eneste land, der ville acceptere dem Israel. Ironisk nok blev de reddet af zionisterne, hvis bevægelse havde været med til at fremmedgøre muslimerne fra deres jødiske landsmænd.
Da de blev fløjet ud af Bagdad, vidste min ni-årige far da, hvad han var på vej mod? Var det på vejen til Cypern og under den efterfølgende landing i Israel, at han holdt op med at være arabisk jøde?
Nysgerrigheden om den arabiske jøde
I Israel skammede de yngre generationer sig over deres arabisktalende forældre. Min far, Sabah, fik et hebraisk navn, Shaul, men hans bror, som ankom i sine sene teenageår, hvilket var for sent til en navneændring, hedder Jamil til den dag i dag.
Min fars arabiske identitet blev kort sagt fuldstændigt udvisket i Israel. Det var en kombination af det udefrakommende pres og selvfornægtelse. På den måde blev hans integration i den dominerende kultur i den tids Israel en succes.
Min interesse for mine arabiske rødder begyndte for cirka 10 år siden, da jeg startede min virksomhed, der arbejder med det økonomiske samarbejde mellem Israel og MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika).
Mange israelere spurgte mig, hvorfor jeg valgte at gå denne vej. Idéen om, at Israel skal indgå økonomiske aftaler med andre lande i MENA-regionen, er ikke selvindlysende i israelske samfund.
Deres spørgsmål fik mig til at grave ned i min egen identitet og skabe forbindelse til min bedstefars verden. Jeg finder flere og flere unge jøder som mig selv, der har været i stand til at tage afstand fra deres forældres traumatiske oplevelser og med stolthed kræve deres arabiske rødder tilbage.
Jeg husker en dag, hvor jeg havde nogle gamle plader med den berømte egyptiske sanger Abdul Wahab med hjem og satte dem i pladespilleren. Min far Shaul forvandlede sig til Sabah og sang med på alle teksterne.
Han forstod ikke, hvorfor jeg var interesseret i den musik. Han er stadig forbløffet over, hvor dybt min nysgerrighed omkring poesien og musikken ligger i mig.
Når jeg spørger min far i dag, om min bedstefar var en arabisk jøde, og han udbryder: overhovedet ikke, sådan en findes ikke, må jeg erklære mig uenig.
Naava Mashiah er tidligere diplomat for det israelske udenrigsministerium og grundlægger af M.E. Links, der arbejder med viderebringelsen af teknologi fra Israel til MENA-regionen. Hun er desuden seniorkonsulent hos ISHRA og redaktør på MEDABIZ. Artiklen er skrevet til Common Ground News Service (CGNews). Den er oversat fra engelsk af Therese Fischer-Larsen.