Religionsdialog kan blive et redskab til fred
Den brede befolkning må inddrages i interreligiøs dialog, mener Riad Jarjour, generalsekretær for Den Arabiske Gruppe for Muslimsk-Kristen Dialog
Denne artikel er en del af en serie om åndelige ledere og interreligiøs dialog skrevet til Common Ground News Service (CG News). Pastor dr. Riad Jarjour skriver fra Beirut:
Religion er, hvad enten man mener, at den forener eller splitter samfund eller ej, et indiskutabelt grundelement i dannelsen af menneskelige samfund. Det er derfor forståeligt, at religion kan være en væsentlig faktor i konfliktløsning.
Vores erfaring i Den Arabiske Gruppe for Muslimsk-Kristen Dialog, som blev dannet i 1995 for at bidrage til at løse konflikter i den arabiske verden, viser, at religiøse ledere kan spille en vigtig rolle i fredsstiftelse.
Gruppen består af intellektuelle, gejstlige og andre samfundsledere fra Libanon, Syrien, Egypten, Jordan, Palæstina, Sudan og De Forenede Arabiske Emirater, som samarbejder om at igangsætte initiativer, der fremmer sameksistens og gensidig forståelse mellem muslimer og kristne i den arabiske verden og andre steder.
Muslimsk-Kristen dialog blev fremmet i Sudan
Medlemmer af vores gruppe har deltaget i bestræbelser på at stifte fred i det nordlige og sydlige Sudan, hvor spørgsmålet om religion har spillet ind, siden regeringen, der har sæde i den overvejende muslimske nordlige del af landet, begyndte at arbejde for at implementere islamisk lov i det overvejende kristne syd.
I 2003 deltog holdet i et møde mellem næsten 50 repræsentanter for kirker, islamiske organisationer, NGO'er og den sudanesiske regering. Hovedformålet var at bidrage til at fremme interreligiøs dialog mellem kristne og muslimer i Sudan, som var kommet i konflikt med hinanden hovedsageligt som følge af kampe mellem regeringen og forskellige oprørsgrupper.
Den Arabiske Gruppe for Muslimsk-Kristen Dialog var med til at arrangere seminarer og diskussioner med regeringsembedsmænd for at fremme sameksistens. Dette bidrog i sidste instans til en national fredsaftale i 2005 mellem regeringen og den største oprørshær, såvel som mellem visse muslimske og kristne grupper.
Retningslinier for dialog-succes
Hvis interreligiøs dialog virkelig skal afbøde spændinger og løse religiøse og sekteriske konflikter, må den arbejde for at fjerne de religiøse konflikters grundlæggende årsager. Hvis det skal lykkes, er der nogle retningslinjer, som jeg tror, man bør holde sig for øje, når man skitserer, hvordan dialog skal føres.
For det første er det vigtigt at indse, at dialogen ikke kun må være begrænset til sociale eliter; den brede befolkning må inddrages i den.
For det andet skal den ikke kun tilskynde forskellige grupper inden for den bredere offentlighed til at leve side om side, men i stedet hjælpe dem med at indføre temaerne "sameksistens" eller "samhørighed i sameksistens" i deres hverdagsliv. Den blotte eksistens kræver, når alt kommer til alt, at et multireligiøst og multikonfessionelt samfunds medlemmer lever nær ved hinanden, og at de undgår sammenstød og konfrontationer. Sameksistens indebærer imidlertid, at de mødes ansigt til ansigt og arbejder sammen hånd i hånd.
Endelig bør dialog ikke bruges til at løse ideologiske uoverensstemmelser. Vellykket dialog tilskynder deltagerne til at komme til enighed om, hvad de har til fælles, hvilket derefter gør det lettere for dem at arbejde sammen.
National enhed kan fremmes gennem religionsdialog
Gennem vores arbejde med forskellige konflikter er vi nået frem til en forståelse af, at det ikke kan betale sig at bekymre sig om selve religionen som en magtfaktor, der skaber splittelse, men at vi hellere må beskæftige os med dem, der bruger religion til at opnå selviske fordele for sig selv eller deres gruppe.
For eksempel bliver tro brugt af nogle til at afvise ideen om en forenet nationalstat og erstatte den med konfessionelle og sekteriske enheder. Når dette sker, bliver tilhørsforholdet til den fælles nationalitet splittet til fordel for konfessionelle og religiøse tilhørsforhold. Det er den fare, irakerne såvel som sudaneserne står over for.
Det vil måske overraske nogle, at interreligiøs dialog kan tage den slags religiøse og politiske spørgsmål op for at fremme national enhed. Men dialog kan styrke følelsen af fællesskab og enhed, uanset hvad ens religiøse tilhørsforhold er, så forskellige befolkningsgrupper kan arbejde sammen med hinanden til gavn for hele nationen. Der er en udbredt frygt for, at der også kan opstå sekteriske splittelser i andre lande i regionen.
Udsigten til at dette kan ske, må imidlertid ikke gøre os desillusionerede, men bør snarere motivere os til, måske gennem interreligiøs dialog, at hjælpe folk med at indse, at religiøs eller konfessionel pluralisme kan være en kilde til berigelse for enhed i forskellighed.
Pastor dr. Riad Jarjour er generalsekretær for Den Arabiske Gruppe for Muslimsk-Kristen Dialog og præsident for Forum for Udvikling, Kultur og Dialog.
Denne artikel er oversat af Elisabeth Alster.