"Jeg var hele tiden bange for at blive nødt til at flygte"

Forfatter Josefine Ottesen havde i mange år dåsemad og gummistøvler klar, så hun altid var parat til at flygte. Her fortæller hun, hvordan hendes jødiske mors oplevelser i forbindelse med holocaust har præget hendes eget liv

I søndags var det årsdagen for Auschwitz befrielse. Selvom mange af dem, der overlevede nazisternes forfølgelser under Anden Verdenskrig, nu er døde, så er erindringerne fra dengang stadig levende i deres efterkommere. En af dem er forfatter Josefine Ottesen. Hun er født efter krigen, men alligevel har forbrydelserne fra dengang været med til at forme den, hun er i dag.

Moderens familie blev dræbt
Josefine Ottesens mor var tysk-ungarsk jøde og voksede op i Budapest. Hun kom til Danmark i 1934, men måtte flygte til Sverige ni år senere med sine to børn. Samtidig mistede hun det meste af sin familie under Holocaust.

Den historie var dog ikke noget, man talte om i Josefine Ottesens barndomshjem. Men som otteårig sad hun tilfældigvis en dag uset under spisebordet og overhørte sin mors historie:

Hun fortalte en bekendt, hvad hun havde oplevet af jødeforfølgelser som barn i Budapest og om, hvad der var sket med hendes familie under Anden Verdenskrig. Og det var jo ikke meningen, at jeg skulle høre det. Men dér fik jeg en meget stærk oplevelse af, at jeg var en af dem. Sådan en der kunne forfølges og slås ihjel. Ikke fordi jeg havde gjort noget, men fordi jeg var født. Og den oplevelse har præget mig utroligt stærkt, fortæller Josefine Ottesen.

Ikke jøde, men har jødisk identitet
Spørger man Josefine Ottesen, om hun opfatter sig selv som jøde, svarer hun benægtende:

Jeg føler mig ikke som jøde, men jeg har alligevel en jødisk identitet, som jeg egentlig ikke har noget af have i. Jeg er jo ikke opvokset med jødisk kultur eller religion, min far var protestantisk præst, og jeg er døbt og sådan noget.

Oplevelsen af at have en jødisk identitet er derimod tæt knyttet til historierne og traumerne fra Holocaust, som hun har arvet. Hun forklarer, at det handler om, at hun før i tiden underbevidst hele tiden var bange for, at hun ville blive nødt til at flygte. Også selvom hun aldrig selv havde oplevet noget, der kunne give hende anledning til at tro, at det ville blive aktuelt.

Gummistøvler blev en øjenåbner
Det var indkøbet af et par gummistøvler, som fik Josefine Ottesen til at indse, at hun havde gjort sin mors historie til sin egen:

Jeg opdagede det, da min søn ikke ville have gummistøvler. Jeg havde det sådan, at vi skulle have gummistøvler. Og det gik op for mig dér, at det var fordi, hvis man skal flygte, så skal man have ordentligt fodtøj. Han havde jo ikke noget at bruge gummistøvler til, altså vi bor jo midt inde i byen. Der begyndte jeg at tænke: Hvad er det her? Og så gik det op for mig, at jeg også havde mine køkkenskabe fyldt med tørrede ærter og bønner. Jeg var klar til at flygte.

Josefine Ottesen indså, at moderens historie fyldte rigtigt meget i hendes liv uden, at hun egentlig selv havde et forhold til den. Det var jo ikke hende, der havde oplevet rædslerne under krigen.

Vigtigt hvordan man fortæller sin historie
Den historie, som Josefine Ottesen var blevet født ind i og havde taget til sig som sin egen, ville hun ikke ubevidst give videre til sine børn. Derfor besluttede hun at lære og læse en masse om Holocaust og tale med overlevende fra dengang. I den proces blev det tydeligt for hende, at det er afgørende, hvordan man fortæller sin egen og andres historie:

Det blev meget tydeligt for mig, at det at kunne genskabe og genfortælle sin egen historie, så den er meningsfuld, det var det, der var afgørende for, hvorvidt man fik et godt liv bagefter," forklarer hun.

På samme måde håber hun på, at hende egne børn i dag kan fortælle familiens historie uden, at den bliver deres egen:

Jeg håber på, at historien for dem er blevet til det, den er; nemlig en historie om vores familie, som har været forfærdelig for dem, der har været i det. Men at det ikke er deres virkelighed, den beskriver.