De 10 mest læste interviews i 2020

I årets løb har man på religion.dk blandt andet kunne læse interviews med Knud Romer, Katinka, ansigtslæser Fattima Loreen, Adam Price og mange flere. Foto: Julie Kristensen, Leif Tuxen, Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Kvinderettigheder, nordisk mytologi på nye flasker og følelsen af at blive forladt. 2020 har budt på lidt af hvert. Her er et overblik over de 10 mest læste interviews på religion.dk i det forgange år

10: Voxpop: Sådan holder muslimer ramadan under corona

I 2020 satte coronapandemien nye grænser for, hvordan mennesker kunne mødes og være sammen. Det påvirkede også ramadanen – en højtid, hvor familierelationer og fællesskabsfølelsen er i centrum.

Religion.dk spurgte fire muslimer, hvordan de fejrede ramadan i en tid med forsamlingsforbud og lukkede moskéer.

Læs hele interviewet her.

9: “Ragnarok” er oldgammel mytologi på nye, klimavenlige flasker

“Det hele er blevet så vanvittigt. Og det er en verden, hvor mange sikkert tænker, at nu kunne vi godt bruge en helt, der kan sætte orden i det her kaos. Vi har med den nye serie lavet en dramatisk, voldsom fortælling om den her verden, der er på randen til sammenbrud.”

Sådan sagde Adam Price om sin dramaserie “Ragnarok”, der fletter den nordiske mytologi ind i et klassisk ungdomsdrama og trækker tråde til klimakrisens dystopier.

Læs hele interviewet her.

8: Kristen feminist: ”Så vidt jeg ved, har Jesus ikke et negativt møde med en kvinde”

I serien om troende feminister fortalte Anna Kiel Rughave, hvordan hun forener sin kristne tro med sin identitet som feminist:

“Når jeg deltager i kvindedebatter, og kvindens rolle i kirken bliver diskuteret, så tænker jeg ofte på Jesus, og hvordan han mødte kvinder. Det gør mig glad og sætter mig fri til at være den, jeg er, og gøre det, jeg er god til.”

Læs hele interviewet her.

7: Katinka: Vi vader ind og ud af relationer, alt imens vi glemmer sårbarheden

I anledning af påsken talte religion.dk med en række fremtrædende danskere om det at føle sig forladt. Musikeren Katinka Bjerregaard erindrede en kærestesorg, der satte dybe spor i hende:

”Mine følelser er mit kreative anker. De giver næring til mine sange. Det har hjulpet mig utallige gange at skrive om det og forsøge at grine af det. I dag ved jeg, at følelsen af forladthed, som jeg mærkede så intenst dengang, egentlig bare var en del af min skabelse og mit væsen, ” sagde hun.

Læs hele interviewet her.

6: Nana: Min opvækst i Jehovas Vidner skaber en indre splittelse

Nana Lundstrøm husker sin opvækst i Jehovas Vidner som fuld af omsorg og forståelse. Men hendes seksualitet gør, at hun aldrig kan vende tilbage.

”Det er altid hyggeligt, når Jehovas Vidner kommer forbi. Jeg føler sommetider et behov for at forsvare dem, men jeg synes, de skulle modernisere det lidt. Jeg kan jo aldrig blive et vidne igen, fordi jeg forelsker mig i kvinder,” fortalte hun.

Læs hele interviewet her.

5: Voxpop: Religiøse kvinder om kvinderettigheder

Hvordan forener man kvindekamp med religion? Religion.dk spurgte fire kvinder med hver sin religiøse baggrund om, hvordan deres tro danner grundlag for at kæmpe for kvinderettigheder.

Læs hele interviewet her.

4: Ansigtslæser Fattima Loreen: Ansigtet afslører, hvem du i virkeligheden er

For Fattima Loreen er det ganske simpelt: Ansigtslæsningen forsøger at finde tilbage til den rene tavle i mennesket, til det originale ansigt. Der er nemlig altid et kerne-jeg, der ligesom en lanternelampe lyser ud gennem revnerne, og dette kerne-jeg er altid ikke-dømmende overfor mennesket – Fattima Loreen kalder det Gud.

Læs hele interviewet her.

3: Leonora Christina Skov: De forlod mig, mens jeg kæmpede videre for deres kærlighed

Leonora Christina Skov oplevede aldrig betingelsesløs kærlighed og accept fra sine forældre. De foragtede hendes seksualitet og person. Og selv efter hun er blevet voksen og har fortalt sin historie, frygter hun fortidens spøgelser:

”Hver gang jeg har fortalt min historie, har jeg haft det dårligt over det. Frygten for at blive straffet for det. Frygten for at min far ville begå selvmord – hvordan skulle jeg kunne klare den reaktion og bære den på mine skuldre?”

Læs hele interviewet her.

2: Muslimske kvinder i Danmark: Det er svært at komme ud af islamiske ægteskaber

I 2020 viste en rapport, at det kan være problematisk for muslimske, minoritetsetniske kvinder at komme ud af deres islamiske ægteskab. Men hvorfor forholder det sig sådan? Og kan man indenfor islamiske rammer hjælpe de involverede kvinder?

Religion.dk spurgte Aminah Tønnsen, der er muslim og forfatter.

Læs hele interviewet her.

1: Knud Romer: Jeg har mistet mit kongerige, mit syn og min lille illusion

”Jeg tænkte: ’Ha! Nu mærker alle det rene illusionsbrud, som jeg går igennem,’ men lige der må jeg stoppe mig selv, for alt dette er jo ikke til nogens glæde – heller ikke min. Der er intet ved den her krise, som jeg holder af. Jeg spiser ikke, for jeg gider ikke lave mad til mig selv og spise ved et tomt bord. Jeg savner min kone og mine børn, og jeg hader at være alene.”

I årets mest læste interview reflekterer Knud Romer over sin egen livskrise og den krise, som vi alle gennemgår.

Læs hele interviewet her.

Religion.dk snakkede med blandt andre Alaa, Mohamed og Amira, om hvilke ramadantraditioner de måtte undvære eller finde alternativer til. Foto: Privatfotos
“Ragnarok” foregår i den lille norske by Edda og blander ungdomsdrama med oldnordiske myter. Serien kan ses på Netflix. Foto: Netflix
"Hvis en kvinde har lyst til at undervise eller prædike i kirken, vil der være nogen, der synes, at hun overskrider en grænse.” sagde Anna Kiel Rughave. Foto: Privatfoto
I dag er Katinka gift og forælder til to børn, men i mange år brugte hun musikken som talerør for sine kærlighedsfrustrationer. Foto: Leif Tuxen
Nana Lundstrøm er en minoritet alle steder hun færdes, både som et tidligere medlem af Jehovas Vidner, som seksuel minoritet og med et fremmedlegeme i kroppen. Foto: Privatfoto
Ekaterina Krarup Andersen, Tenzin Drolkar, Mia Rahr Jacobsen og Sherin Khankan svarede på spørgsmål om tro, køn og kvindekamp. Foto: Ekaterina Krarup Andersen, Bax Lindhardt/NF/Ritzau Scanpix, Sille Arendt, Peter Bjerg
Fattima Loreen er ansigtslæser. I sin klinik i Indre By i København benytter hun urgamle teknikker til at hjælpe mennesker med at blive dem, de i virkeligheden er. Foto: Leif Tuxen
I 2018 udkom Leonora Christina Skovs selvbiografiske værk “Den, der lever stille”. Udgivelsen satte gang i en to år lang bogturné med overfyldte sale. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
En rapport fra januar 2020 beskrev den traditionelle adgang til skilsmisse indenfor islam som kønsulige. Groft sagt kan en mand opløse ægteskabet til enhver tid, mens det som udgangspunkt er langt sværere for kvinden. Foto: Danish Siddiquim/Reuters/Ritzau Scanpix
Knud Romer er blevet blind på det ene øje, mens det andet ser hvide nuancer af silhouetter, der vil blegne mere og mere, indtil han en dag bliver helt blind. Foto: Julie Kristensen