Pesach: Den jødiske påske handler om erindring

Den jødiske identitet kommer gennem en kollektiv erindring. Det sker blandt andet, når jøderne spiser påskemåltidet seder, siger cand. mag. Kristina Olofson. Her ses en jødisk familie samlet til påskemåltid.

Under den jødiske påske, også kaldet pesach, indbydes jøderne i et fællesskab, hvor de sammen mindes begivenheder i den jødiske historie. Især det jødiske påskemåltid, seder, spiller en hel særlig rolle i den erindring

Ved solnedgang den 18. april begyndte pesach den jødiske påske. Over hele verden samles familier og venner om det jødiske påskemåltid og mindes historierne om, hvordan jøderne blev befriet fra slaveriet i Egypten.

"I enhver generation skal man se sig selv som udfriet af Egypten. Der ligger en dobbelthed i det. Det er ikke kun en påmindelse bagud om noget som skete engang, men det er også en påmindelse om, at de vil blive udfriet i dag. Det bliver meget personligt for dem", fortæller Kristina Olofson, som har skrevet speciale om netop det jødiske påskemåltid.

Inden pesach

Forberedelserne til pesach starter flere uger inden højtiden med forårsrengøring i hele huset. Alt chametz - alt som kan gære - skal fjernes fra hjemmet. Det vil sige ingredienser som kiks, ris, gammelt mel og alt lavet på dej skal smides ud.

Ifølge Kristina Olofson vælger nogle at sælge disse ting proforma til ikke-jødiske venner for et symbolsk beløb, og når pesach er overstået bliver tingene købt tilbage igen. I Danmark har man også mulighed for at overdrage alt chametz til overrabiner Bent Lexner ved at benytte en særlig formular som bliver sendt ud med Mosaisk Trossamfunds nyhedsbrev.

Hvis man er særligt ortodoks skal alt ens køkkengrej vaskes og koges, og familiens særlige pesach-spisestel findes frem. Det er køkkenredskaber, som kun bruges den ene gang om året, og derfor aldrig kommer i berøring med noget gæret.

Jøderne bruger en særlig ritualbog Haggadah, når de fejrer pesach. Det første ritual starter dagen før pesach, hvor husfaderen går rundt i hjemmet og tjekker, at alt chametz er væk. Ofte har familien gemt lidt brødkrummer i huset, som børnene skal finde. Brødet fejes op og samles i en æske til næste dag, hvor det bliver brændt. Husfaren siger en sætning i stil med 'Nu har jeg gennemsøgt mit hus for chamatz, og hvis der er noget jeg har overset, så erklærer jeg det hermed for støv'. Og så er der intet syrligt eller gæret i hjemmet de næste syv dage, fortæller Kristina Olofson.

Det jødiske påskemåltid

Dagen efter, når solen er gået ned, fejres påskemåltidet seder. Seder betyder orden, og det henviser ifølge Kristina Olofson til at påskemåltidet foregår i en bestemt orden efter ritualbogen. Seder starter med, at familien arrangerer seder-fadet. Fadet består af 5-6 forskellige spiselige og symbolske elementer.

"Æg og lammeknogle er symbolske elementer, og de skal tjene til påmindelse om, at man ikke længere kan ofre i templet. De ligger der og bliver ligesom bare nævnt og løftet op, og de bliver fjernet, når man skal spise de andre ting. Så er der bitre urter og forårsgrønt, og en æble-nødde-kanel-mos, som skal forestille at være teglstensmudder. Der er også en skål saltvand, og det vigtigste er det usyrede brød, som ligger i et særligt stativ med plads til tre stykker. Og så er der vin, som man drikker fire bægre af," beskriver Kristina Olofson.

Fortællingen fylder meget ved seder. Ifølge jødisk tradition gælder det ved påskemåltidet, at jo mere man taler om udfrielsen fra Egypten, des mere prisværdigt er det. Historierne skal genfortælles for at huske og ære Gud. Udfrielsen fra Egypten er den vigtigste, men ikke den eneste historie, der bliver fortalt i løbet af påskemåltidet. Der bliver også fortalt andre historier fra Det Gamle Testamente og små fortællinger om tidligere tiders rabbinere.

"Kendetegnende for seder-måltidet er, at det er meget pædagogisk. Alting løftes frem, og der knyttes ord til. Man ser, hører og spiser. Familien er fælles om det," siger Kristina Olofson og uddyber det yderligere:

"Man markerer skellet mellem dagligdagen og helligdagen. De markerer, at de gør noget specielt. Der lægges op til, at børnene skal undre sig og stille spørgsmål, og så skal husfaderen opfylde budene ved fortælle historierne."

Da Moses i mosebøgerne får at vide, at han skal udfri israelitterne fra Egypten, får han samtidig at vide, at de skal mindes denne begivenhed hvert år. Det er det, jøderne gør, når de fejrer seder, de overholder Guds bud om at mindes udfrielsen, og derfor skal historien fortælles, selvom den er velkendt for dem.

Pesach, matzah og maror

"Nu kommer jeg til noget vigtigt," bemærker Kristina Olofson: "I Mishna står der, at for at opfylde påskemåltidets bud, skal man sige de tre ord pesach, matzah og maror. Pesach betyder forbigang, og skal minde gæsterne om, at Gud ikke slog jøderne førstefødte ihjel i forbindelse med den tiende plage. Matzah er det særlige usyrede brød, som jøderne spiser i deres påske, og det skal minde dem om, at de forlod Egypten så hurtigt, at dejen ikke havde tid til at hæve. Maror er navnet for de bitre urter, og det skal minde dem om, at undertrykkerne forbitrede slaveriet i Egypten."

Undervejs synger man sange og salmer helt tilbage fra templets tid, og salmerne er blevet sunget af store levit-kor i Templet i forbindelse med masseslagtningerne af påskelammene. Sangene står alle sammen i ritualbogen.

Når alle ritualerne omkring seder-fadet er overstået, sættes fadet væk og selve middagsmaden findes frem. Samtalen flyder nu mere frit alt efter, hvor ortodoks man er. Når maden er spist, skal børnene ofte forsøge at finde et stykke usyret brød, som husfaderen knækkede af helt i begyndelsen af måltidet. Ifølge Kristina Olofson er det for at holde børnene opmærksomme hele måltidet igennem, så de ikke falder i søvn. Den, som finder brødet, får en fin præmie.

Inden man bryder op fra måltidet, byder man Elias indenfor. Kristina Olofson forklarer, at Elias er et symbol på messias, og derfor vil de fleste jøder sige, at de byder de messianske tider indenfor. Det forgår ved, at man helt konkret går hen og åbner døren ud og lukker den igen. Til sidst hilser jøderne hinanden med hilsenen 'Næste år i Jerusalem', og jøder som allerede er i Jerusalem hilser hinanden med sætningen 'Næste år i det genopbyggede Jerusalem'.

Et kollektiv omkring den jødiske påske

Ifølge Kristina Olofson kommer den jødiske identitet gennem kollektiv erindring. Helt generelt er der mange ting, som skal minde jøderne om deres historie (for eksempel deres hovedbeklædning eller undertrøje med kvaster), men den jødiske påske og påskemåltidet har en særlig plads, fordi det benytter sig af både historier og ritualer.

"Beretningen om udvandringen af Egypten er vigtig for jøderne, fordi det er her, de første gang omtales som et samlet folk med en fælles skæbne. Det bliver også knyttet sammen med buddet om, at de skal huske begivenheden. Derfor er påskemåltidet vigtigt i forhold til jødernes kollektive erindring."

Jødernes senere oplevelser har også været med til at forstærke påskemåltidets betydning, fordi de ofte har været i en tilstand, hvor det var virkeligt for dem. Et eksempel på dette er forfølgelserne under Anden Verdenskrig i Nazi-Tyskland.

Kristina Olofson mener også, at der kan være en anden grund til at traditionerne omkring seder er stærke blandt alle jøder. Da templet i Jerusalem blev ødelagt omkring år 70, blev ritualerne for mange af de jødiske højtider ændret, fordi de ikke længere kunne udføres efter de oprindelige forskrifter. Påskelammet til seder-måltidet blev slagtet i templet, men ellers foregik alt andet i hjemmene. Det betyder, at bortset fra lammet, så foregår meget af påskemåltidet, som det gjorde dengang, templet stadig stod.