"Kristendommen har ikke patent på ydmyghed"
Religionsmøder har spillet en væsentlig rolle i Svend Løbners liv. Her fortæller han om de møder, som har gjort mest indtryk på ham
Forrige sommer besøgte jeg Zanzibar ud for Tanzanias kyst. En længere reportagerejse bragte mig til Danmissions dialogcenter i Stonetown, hvor jeg blandt andet interviewede sheik Ibrahim om hans syn på sameksistens mellem kristne og muslimer. Det seneste år havde der været optøjer, afbrændinger af kirker og endda mord på en præst.
Sheiken medbragte en fantastisk atmosfære af fred. Jeg slappede helt af i hans selskab, mens han med alvor fortalte om truslen fra islamister fra Mellemøsten, som søgte at opildne øens unge, og med smil fortalte om øens lange tradition for ikke blot sameksistens, men samvær og samarbejde mellem kristne og muslimer i over 200 år.
Da de kristne kom til øen, måtte de gerne låne moskeerne til deres gudstjenester og i Stonetown er stormoskeen og den katolske kirke bygget sammen, så der kun er en væg imellem dem.
Mødet med sheiken understregede, at kristendommen ikke har patent på ydmyghed. For selv om vi hos Paulus møder en helliggørelsesteologi, hvor det er Helligånden og ikke os selv, der fremelsker de gode kvaliteter i os, må jeg sande, at Helligånden også arbejder udenfor og uafhængigt af de lærebygninger, vi kalder kristendom, og møder alle mennesker, kristne og muslimer som sheiken selv, der åbner sig for Gud.
Det mest overraskende mødemed et menneske med en anden religion og kultur har nok været en hindukristen, som prædiker med hinduernes Rig Veda i den ene hånd og Bibelen i den anden. Han oplever kristendommen som en forlængelse og opfyldelse af de hinduistiske grundskrifter.
En gruppe tamiler i vores kirke havde inviteret Sadhu Chellappa til at prædike. Sadhu betyder lærer, og lærer, det var han, som han stod der i sin orange brahminske præstedragt.
Det overraskende for mig som ret konservativ kristen var, at religioner ikke behøver at stå i modsætning til hinanden.
For mig kan det være udfordrende at dele sin tro med mennesker fra en anden religion uden at begå åndeligt overgreb. Her tænker jeg især på de syriske flygtninge, som vi er blevet velsignet med i min hjemby Vejen. De er bare så skønne og viser deres glæde og taknemmelighed på så mange måder.
En dag sagde Yusuf, en af flygtningene, til mig:
"Jeg vil gerne sige tak til de ældre danskere, som har bygget det samfund op, som hjælper os i dag. Kan vi ikke dele blomster ud på plejehjemmene i Vejen?"
Som sagt, så gjort: Vi fyldte et par biler med flygtninge og blomster og besøgte tre plejehjem, sang for de ældre, holdt en lille tale og uddelte blomster. Det gjorde indtryk på de ældre, kunne man se.
Jeg bliver helt rørt, når flygtningene kommer og fortæller om deres frygt og deres håb og drømme. Og ind imellem får vi nogle gode samtaler om de profeter, vi har til fælles, og af og til kan jeg supplere deres viden fra Koranen med historien om Bibelens hovedpersoner. Det er en spændende rejse, vi foretager sammen, og jeg regner med at det netop er Helligånden, der er rejsefører.