LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Indblik

Efterkommer af polsk-jødisk flygtning: Jeg havde aldrig tænkt på mig og min familie som migranter

Her ses panelet bestående af anden-generations polske-jøder samt ordstyrer og journalist fra Kristeligt Dagblad, Benjamin Krasnik. På billedet er det fra venstre: Dan Klinghoffer, Ester Duarte, Naomi Zylber og Benjamin Krasnik Foto: Natan Dammas

På årets Jødiske Kulturfestival delte efterkommere af polsk-jødiske flygtninge oplevelser fra deres liv, der er formet af forældrenes flugt og det at stå med et ben i to kulturer

I år er det 50 år siden, at 3000 polske jøder tvangsmigrerede til Danmark fra det kommunistiske Polen. På årets Jødiske Kulturfestival blev denne begivenhed markeret Grundlovsdag med en paneldebat i Det Jødiske Hus i København.

Panelet bestod af en lille gruppe anden-generations polske-jøder: Naomi Zylber, Ester Duarte og Dan Klinghoffer. Modereret af journalist på Kristeligt Dagblad Benjamin Krasnik kom debattanterne ind på både fordele og ulemper ved det at vokse op midt imellem to kulturer. Her i blandt udfordringerne ved en barndom med forældrenes ”flugt-traume” tæt inde på livet.

Forældrenes fordrivelse spøger stadig
Foranlediget af en antijødisk kampagne hos den polske regering blev landets jøder i perioden 1969-1973 ”opfordret” til at forlade deres fædreland. Ud af de fordrevne jøder søgte 3000 til Danmark med håbet om her at starte en ny tilværelse.

De tre personer, der er centrum for arrangementet i Det Jødiske Hus, er alle børn af de polsk-jødiske flygtninge, der dengang blev tvunget til at lægge det liv og det land de kendte bag sig.

Under debatten fortæller de samstemmigt, at forældrenes flygtningeskæbne, i mere eller mindre grad, har præget deres opvækst og senere voksenliv. 40-årige Naomi Zylber fortæller for eksempel, at hun er klar til lynhurtigt at pakke sine kufferter, hvis uheldet skulle være ude: ”Den er der bare, den der fornemmelse af at det kan blive nødvendigt,” siger hun.

Hun påpeger videre, at flugt var en utænkelig situation for hendes forældre samt for hendes bedsteforældrene på farens side, der også blev fordrevet: ”Jeg kan godt føle, at det er en fjollet tanke, men hvis det var utænkeligt dengang – ja så kan det vel ligeså godt ske i igen i dag?”

44-årige Ester Duarte fortæller, at smerten i forældrenes flugterfaring først er gået op for hende som voksen:

”Det er meget svært at forstå, hvad det vil sige at være tvunget til at flytte sig. Det er utrolig voldsomt – og først ret sent i livet er det gået op for mig, hvad det egentlig var mine forældre måtte igennem.”

Hun fortæller videre, at smerten giver hende medfølelse for nutidens flygtninge: ”Det gør naturligvis ondt at se de flygtningestrømme. Jeg kan jo godt et eller andet sted føle det, de føler.”

32-årige Dan Klinghoffer husker ikke, at der eksplicit blev talt særlig meget om ”flugt” i barndomshjemmet. Det handlede mere om at se fremad: ”Mine forældre ville blende ind og være integrerede, uden at det dog af den grund gik ud over deres jødiske identitet.”

Som det er kendetegnet for bølgen af polsk-jødiske flygtninge, arbejdede Dan Klinghoffers forældre hårdt for at lære sproget efter ankomsten til Danmark - så de kunne komme i arbejde og blive en del af samfundet:

”De kæmpede virkelig fra første færd, hvilket også påvirker deres syn på flygtninge og indvandrere i dag,” fortæller han og fortsætter. ”De har sympati med immigranter, men de er også lidt kontante i det og mener, at nytilkommere skal bidrage til samfundet, hvis de vil have noget igen.”

Personligt mener Dan Klinghoffer, at han med sin flerkulturelle baggrund kan identificere sig med flygtninge og indvandreres situation: ”Man kan nok lidt nemmere forstå, hvorfor de ind i mellem kan have det svært. Selvom det er en anden slags indvandring i dag, føler man med dem,” siger han.

Dansk - og så alligevel ikke
De tre paneldeltagere har desuden det til fælles, at de på godt og ondt er opvokset med et ben i to kulturer.

Ester Duarte, der udover at have en polsk-jødisk mor også har en far fra de kapverdiske øer, fortæller om sin barndom, at hun kom meget hos danske familier. Her følte hun sig velkommen – dog uden – at der blev spurgt videre ind til hendes eksotiske rødder: ”Det var ikke fordi, de ikke var interesserede i min herkomst, men det var som om, der ikke var et sprog til at tale om 'det andet'. At tale om det, der var anderledes end dem selv.”

Hun mener, at det, at man har svært ved at forholde sig til noget fremmed, er almenmenneskeligt: ”Det tvinger en til at sætte spørgsmålstegn ved ens eget selvbillede. Derfor er det besværligt - og sådan er det naturligvis også for danskere,” forklarer hun.

Naomi Zylber gik som barn på den jødiske skole Carolineskolen. Hun husker skoletiden som en tryg boble, hvor hun ikke følte sig anderledes blandt de andre jødiske børn med forskellige etniske aner:

”Det var først, da jeg startede på gymnasiet, at jeg stødte på begrebet 'anden-generations indvandrer'. Jeg havde aldrig før på den måde tænkt på mig og min familie som 'migranter',” siger hun.

Selvom Naomi Zylber har fået et nært forhold til polsk kultur fra barndomshjemmet – i form af for eksempel sproget og nogle særlige polske madretter - har hun aldrig opfattet sig selv som ”polak”. Hun fortæller, at det er en identitet, der ofte tillægges udefra af andre:

”Jeg er først og fremmest dansk-jødisk. Men folk spørger jo om min herkomst – særligt på grund af mit navn – og så er det, at der opstår et behov for at identificere og putte labels på, som et kompas folk kan navigere efter.”

Dan Klinghoffer beskriver, hvordan det at være jøde i det hele taget er lig med at være anderledes i Danmark. Det er noget, der ofte skal forklares eller forsvares:

”Alting skal være så rationelt, og det er derfor svært at give udtryk for en holdning, som kommer af ens kulturreligiøse ophav. Det kan være omskæringsdebatten. Folk forventer, at man kan dokumentere alting, men kultur er jo ikke altid en rationel ligning.”