Forfatter i ny bog: Det er ikke Koranen, men mennesker, der diskriminerer

En kvinde læser i Koranen under ramadan i den indonesiske hovedstad, Jakarta. Foto: Willy Kurniawan/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvordan bør Koranen læses, og hvem er berettiget til at fortolke den? Det er sådanne spørgsmål forfatter og muslim Aminah Inger Tønnsen kredser om i sin nye bog "Koranen – Kvinder og køn. Et opgør med århundreders vanetænkning"

”Jeg lever i Danmark i år 2021, så det er den kontekst, jeg skal forholde mig til, når jeg læser Koranen. Jeg har forsøgt at bringe islam-forståelsen op i nutiden. Tro skal jo omsættes i praksis, og det skal selvfølgelig ske i harmoni med mine omgivelser,” fortæller forfatteren om bogen, der udkommer den 15. januar 2021.

Aminah Inger Tønnsen hedder hun. Hun er opvokset i Flensborg som en del af det danske mindretal. Sidenhen giftede hun sig med sin marokkanskfødte mand og blev selv muslim. På tværs af sit forfatterskab har hun formidlet sin religion og bidraget med koranlæsninger, der tilbyder en alternativ fortolkning, som hverken er konservativ eller såkaldt kulturmuslimsk.

For det er på høje tid, at muslimer læser Koranen på en ny måde, nemlig i lyset af den kontekst de selv lever i – og ikke som man levede for 1400 år siden – mener hun:

”Koranen vejleder mig. Den giver mig en ramme i livet, som jeg skal holde mig inden for. Hvis Koranen er Guds åbenbaringer til menneskeheden, bør den give mening for enhver, der læser den – når som helst, hvor som helst.”

Aminah Tønnsen skrev sin første bog i 1989. Til at begynde med var hun tilbageholdende med at udfolde nye tanker om sin religion og koranstudier:

”Men jeg er den, jeg er, og jeg synes ikke, at jeg skal holde mig tilbage i en traditionel tankegang bare for at tækkes andre og for at gøre livet lidt lettere for mig selv. Der er nogen, der må gå foran og sige, at det, der står i Koranen, kan betyde noget andet i dag end for 1000 år siden,” bedyrer hun.

Koranen forkynder ligeværd
Ifølge Aminah Tønnsen bør man se Koranen som en helhed. Man må tage teksten, som den er, og læse den som en helhed, hvor de enkelte udsagn forklarer og supplerer hinanden.

Hun forklarer, at der blandt lærde muslimer er mange, som lægger lige så meget vægt på udsagnene i haditherne – altså de sekundærtekster, der beretter om profeten Muhammeds levevis – som i Koranen:

”Det giver ikke nogen mening for mig. Hvis Koranen er det ypperligste, så kan man ikke tage andre tekster og sætte på linje med den. Særligt ikke hvis deres udsagn modstrider Koranens. Det kunne eksempelvis være, når Koranen bedyrer, at livet er helligt, og at vi ikke må angribe andre med mindre, vi skal forsvare os selv. Så kan jeg ikke forsvare en tolkning, der tilsiger at vi skal erobre verden, og at vi må slå alle ikke-muslimer ihjel. For mig ligger det uden for de muligheder, som Koranen tilbyder,” slår hun fast.

Som det fremgår af bogens titel, er den til dels et feministisk projekt:

”Især kvinder er altid blevet diskrimineret. Bare det at sige, at kvinder er urene for eksempel, er jo en form for diskrimination, men jeg kan simpelthen ikke finde belæg for det i Koranen. Det kommer fra de her sekundærtekster. Og det er derfor, at vi skal være forsigtige med at lægge så meget vægt på dem, for de giver et helt andet billede af islam og islams forhold til kvinder, end selve Koranen gør,” forklarer Aminah Tønnsen.

Men det feministiske aspekt er som sådan også en anledning til at tale om ligeværd og diskrimination mere generelt, fortsætter hun:

”Ved at læse Koranen på denne måde, som jeg skitserer, kan vi læse os frem til principper om grundlæggende ligeværd – ikke kun mellem kønnene men mellem mennesker, uanset etnicitet, køn og så videre. Min påstand er, at forskelle og diskrimination opstår, når vi tilføjer udsagn fra sekundærteksterne. For det er ikke Koranen, men mennesker, der skaber forskelle og diskrimination.”