Etik

Forsker: Horrorfilm gør os til bedre mennesker

Når vi ser kampen mellem det onde og det gode, indstiller vi automatisk vores moralske kompas Foto: Jose Luis Gonzalez/Reuters/Ritzau Scanpix

Svedeture, mareridt og søvnløse nætter. Vi ved, at horrorfilm kan påvirke os negativt. Men der er noget, vi i gruens kulde har overset, mener forsker i horrorlitteratur og medier. Horrorgenrens tydelige skildring af det onde og gode er nemlig med til at indstille vores moralske kompas

De syv venner går på række ned ad engen. De har lige reddet den nye dreng i klassen, Mike, fra at få tæsk af de ældre bøller fra skolen. Mike takker og siger, at gruppen ikke havde behøvet at hjælpe ham. Svaret kommer prompte fra en af drengene: ”Velkommen i taberklubben.”

Det er måske ikke nemt at gætte, hvis ikke man ved det, men scenen er taget ud fra horrorfilmen "IT" ("Det Onde"). En film, hvor man følger syv knap så privilegerede børn kæmpe mod den onde klovn, Pennywise, som dræber børn i byen og tager form efter deres værste frygt.

Filmen er et klassisk eksempel på den kulturelle genre, man kalder for horror. Horrorgenren bliver ofte defineret som en, der kredser om gys og uhygge for at skræmme sit publikum, og mange forventer derfor, at horrorfilmens primære formål og effekt er forskrækkelsens adrenalinrush.

Horrorfilm giver også anledning til andre bekymringer som søvnløse nætter for de sartere sjæle og måske endda gode idéer til de mørkere af slagsen.

Men selvom filmen skildrer både blod, død, psykopatisme og sadisme, skildrer den samtidig venskab, samarbejde, kærlighed og empati, og derfor kan horrorgenren mere end bare at skræmme, mener forsker i horrorlitteratur og medier på Aarhus Universitet Mathias Clasen.

”Der er typisk en underliggende moralsk struktur i horrorgenren, som er ret universel. De onde er selviske og søger dominans, hvorimod de gode søger samarbejde og vil hjælpe andre. Horrorfilmen kan derfor koges ned til en konflikt mellem det prosociale gode og det antisociale onde,” forklarer Mathias Clasen.

Tesen er derfor, at folk som læser eller ser horror, får stillet deres moralske kompas en smule, da de automatisk vil sympatisere med hovedpersonerne som oftest samarbejder, og blive skræmt af monsteret, som oftest er det selviske. For Mathias Clasen er det nemlig en selvfølge, at alt fiktion vi ser og læser, påvirker os indirekte.

Al fiktion har en morale

Empirisk forskning peger på, at der foregår en moralsk kalibrering, når vi læser eller ser fiktionelle fortællinger. Noget man inden for mediepsykologien kalder for ”Will & Grace effekten”. Navnet kommer fra den amerikanske komedieserie, "Will & Grace" fra 1998, som skildrede homoseksualitet i et positivt lys.

Psykologer opdagede at accepten af det homoseksuelle partnerskab i det amerikanske samfund blev øget efter, at serien kom ud. Undersøgelsen peger derfor på, at vi lader os påvirke af de temaer og den moral, vi ser i de fortællinger, vi udsættes for. Mathias Clasen kalder den underliggende moral for værdistrukturer, og mener at de findes i alt fiktion.

”Når man lever sig ind i en opdigtet fortælling, vil der jo altid være det, man kalder en værdistruktur. Der er nogle ting, der skildres som gode og nogle, der skildres som dårlige,” fortæller Mathias Clasen.

Værdistrukturerne i fiktionen kan så være mere eller mindre klare, og i horrorgenren er den oftest meget klar i modsætning til mange andre genrer. Mathias Clasen understreger sin pointe med romanen "Lolita", skrevet af Vladimir Nabokov, som indeholder uklare værdistrukturer:

”Bogen handler om en pædofil mand, der eftertragter et barn. Når man læser den bog, sidder man faktisk og hepper på den gamle mand. En forfatter kan sagtens manipulere med ens moralske responser,” forklarer Mathias Clasen.

Horror gør verden til et bedre sted

Den skarpe skildring af det onde mod det gode er noget, der kan findes i de fleste horrorfilm helt fra de gamle klassikere som "The Shining" ("Onsdkabens Hotel") og "The Birds" ("Fuglene") til nyere tilføjelser som "A Quiet Place".

Horrorgenren er så stærkt forankret i fortællingen om uskyldige mennesker, som sammen kæmper mod det onde og egoistiske, at den har været genstand for flere parodier, som blandt andet filmen "The Cabin in the Woods" fra 2011 er et eksempel på.

En helt ny tilføjelse til horrorgenren er efterfølgelsen til "IT" ("Det Onde"), som lige nu kører i landets biografer.

""IT" er jo et eksempel på en film med en klar værdistruktur. Børnene er nødt til at stå sammen som gruppe for at samarbejde og kæmpe mod den metafysiske ondskab, Pennywise, som symboliserer det antisociale," forklarer Mathias Clasen.

Han mener derfor, at horrorgenren i særlig grad giver en dybere forståelse for godt og ondt.

”På det helt overordnede samfundsperspektiv tror jeg, at horrorfilm gør verden til et lidt bedre sted, fordi den understreger det prosociale som det ultimativt gode,” forklarer Mathias Clasen.

En næsten kristen moral

Den universelle underliggende moral, som man finder i horrorgenren er faktisk en moral, som man næsten kan kalde kristen.

”I mange tilfælde rammer vi en moral, som er identisk eller i høj udstrækning i overlapning med den moral, som kristendommen også fremmer. Horrorfilmen går ikke nødvendigvis et kristent ærinde. Men det ærinde, den går, er nogenlunde det samme. Et åbenlyst eksempel er næstekærligheden,” forklarer Mathias Clasen.

Mathias Clasen finder dog dette faktum ret ironisk taget i betragtning af, hvordan horrorfilm gennem historien er blevet modtaget af kristne fællesskaber.

”Historisk er horrorfilm blevet set som æstetisk uinteressante og måske endda moralsk anløbende. Et eksempel var, da horrorfilmen "Exorcisten" udkom i 1973. Den fik de kristne på gaden i Danmark med skilte og løbesedler, for at advare folk imod at se filmen. Det var fuldstændig misforstået, da filmen nærmest er katolsk propaganda,” forklarer Mathias Clasen.

Historierne ændrer os

Samtidig medgiver Mathias Clasen, at bekymringen for horrorfilm kan have sin berettigelse.

"Det er ikke bare halvanden times underholdning, når man ser en film. Film giver faktisk de her psykologiske og moralske kalibreringer. Vi bliver ændret af de historier, vi udsætter os for. Det er bare ikke altid negativt,” forklarer horrorforskeren, som medgiver, at der er få horrorfilm, som kan kategoriseres som direkte dumme:

”Det man kalder for torturporno, bryder jeg mig personligt ikke om. Sådan nogle film hvor hovedpointen er eksplicitte skildringer af lemlæstelse på forskellige kreative måder. Det har jeg ikke lyst til at bruge halvanden time af mit liv på,” fortæller Mathias Clasen.

Det betyder dog ikke, at forskeren nødvendigvis mener, at de dårlige horrorfilm har skadelige effekter. Filmene findes i dag, fordi de tilfredsstiller en generel menneskelig lyst:

”Mennesker har altid været fascineret af lemlæstelse og død, det går helt tilbage til tiden med gladiatorkampe. Vi bliver draget mod det modbydelige.”