Interview

Grønlandsk maskedans har været tæt på at forsvinde, men er i dag en vigtig identitetsmarkør

Ifølge Varste Mathæussen, som har danset grønlandsk maskedans i 30 år, har maskedansen været ligesom at tage sit hjerte tilbage. Foto: Privatfoto.

Den 4000 år gamle maskedans var stort set forsvundet i Vestgrønland indtil 1970’erne, hvor flere grønlændere opsøgte traditionen. Dansen har haft stor betydning for at genfinde den grønlandske identitet, fortæller maskedansere

”Midt på gulvet hopper og hujer et mærkelig genfærd af et menneske. Ansigtet er snøret op med remme, og i munden sidder en spilepind, hvis virkning forstærkes ved snøringen. Ud ad ham raller ord og toner i en usammenhængende strøm, ispækket langtrukne strofer – snart som fra en tudende hund, snart som spædbarnegråd. Et væld af lyde bæres op mod tagspærene, og trommens akkompagnement er så voldsomt, at man uvilkårlig åbner munden for ikke at få sprængt en anden trommehinde. Med ét smider manden trommen, springer i vejret og omklamrer den nærmeste sokkel – længe duver trommen mod gulvfliserne. Han slipper sit tag i soklen, idet han udstøder en hvinende lyd: det er som meteor, der farer gennem himmelrummet mod et ukendt mål.”

Sådan begynder kunstneren Jens Rosing (1925-2008) i Tidskriftet Grønland i 1957 beskrivelsen af et møde med en grønlandsk maskedanser, som iført ”en pjaltet kvindepels”, et par kamikker, ansigtet malet med sod og tran, og håret sat op i en knold, danser og synger for sit publikum.

Maskedans, en 4000 år gammel grønlandsk tradition, var med den danske kolonisering så godt som forvundet i Vestgrønland. Men i 1976 startede årlige sammenkomster ved kysterne i hele Grønland, hvor østgrønlændere blandt andet optrådte med maskedans og gav dansen nyt liv på vestkysten. I dag er maskedans, som traditionelt set var kædet sammen med trommedans, vigtig i den grønlandske kultur, men for at forstå hvorfor, skal vi et par århundrede tilbage.

Forbudte lege
Oprindeligt var maskedansens funktion at vise mennesker de forskellige ånder, der var en del af den gamle inuit-religion, og som åndemaneren kunne møde på sin vej i åndernes verden. På samme tid havde maskedans også en opdragende funktion med erotiske elementer. Indimellem kunne maskedansen og dens ritualer være så heftige, at både maskedanser og tilskuere gik i ekstase.

Ofte var maskedans efterfulgt af forskellige lege. En af legene, ”lampeslutnings-leg”, indebar konebytning og blev set som hedensk af kristne missionærer, forklarer Juaaka Lyberth, der er politiker, musiker og forfatter og har skrevet om maskedans:

”Legene stred imod den kristne seksuelle moral, der var meget puritansk. Den seksuelle leg, som måske kan sammenlignes med nutidens swingerklub, har været meget almindelig blandt grønlændere før kristendommens indførelse.”

Med den danske kolonisering af Grønland i 1721 forsvandt maskedansen på vestkysten efter forbud fra kristne missionærer. Men på østkysten, som ikke var koloniseret, levede traditionen videre i 200 år, indtil vestgrønlandske præster og kateketer begyndte den kristne mission i Østgrønland.

”De grønlandske missionærer var mere åbne for at skelne, hvad der var kultur, og hvad der var religiøs aktivitet. Derfor var forbuddene mod de hedenske skikke ikke ligeså hårde som den danske mission i Vestgrønland. Den forståelse var med til at bevare maske- og trommedans,” fortæller Juaaka Lyberth.

Som at vende hjem
En af de grønlandske kateketer, som sammen med sin familie tog til Østgrønland i 1926, var skuespiller og maskedanser Varste Mathæussens farfar. Hun husker fra sin barndom, hvordan hendes far indimellem dansede trommedans, som han havde lært i Østgrønland, når han var i godt selskab. Barndomsminderne tog Varste Mathæussen med sig, da hun i 1990 som 27-årig skuespilstuderende begyndte sin rejse som maskedanser på den daværende teaterskole i Fjaltring, Tuukkaq Teatret. Teaterskolen, som oprindeligt var for grønlandske skuespilstuderende, er kendt for at lave et stort kulturarbejde ved at undervise i maske- og trommedans, som nu er blevet obligatorisk på teaterskolen i Grønland.

”Med teaterskolen besøgte vi inuitfæller i Canada og Alaska, der på trods af koloniseringen har holdt deres traditioner intakte, og som optrådte med trommedans. Pludselig følte jeg mig så fattig i min egen kultur. Trommen, som er en del af maskedans, er i sig selv hjertet og infrastrukturen i den oprindelige grønlandske kultur, og når man (dansk kolonisering, red.) har taget trommen væk, har man taget hjertet fra os,” siger 58-årige Varste Mathæussen.

I 1995 flyttede Varste Mathæussen og hendes daværende mand til Kulusuk i Østgrønland for at lære tromme- og maskedans og rejste derefter rundt for at få så meget viden om traditionen som muligt. Men hvordan var det selv at lave maskedans første gang?

”Det var… Hvor jeg bare bliver så rørt af det her.”

Der bliver stille på telefonlinjen fra de finske Ålandsøer, hvor hun i dag er bosat med sin datter. Hun finder ordene:

”Vi (grønlændere, red.) var blevet bange for at udleve vores egne traditioner, fordi de ikke blev set som fine og var blevet taget fra os. Så at danse maskedans første gang var ligesom at lege med den mørke side af sjælen. Ligesom at tage sit hjerte tilbage, at komme hjem. Det er en svær og lang proces at ransage sig selv og blive stolt af sin fantastiske kultur. Det er voldsomt pludselig at få lov at udtrykke, som at blive madet med noget, du har længtes efter, men ikke kunne sætte ord på. I dag taler vi meget mere om afkolonisering, og det er okay at tale om det, at græde, være gal. Men det har været en voldsom og samtidig sund rejse. Jeg kom hjem til mig selv, min kultur, min spiritualitet, og jeg er stolt af den i dag.”

For seks år siden besluttede også 33-årig Josepha Lauth Thomsen at lære maskedans. Under kunstnernavnet ”Inua Arctica”, hvor førstnævnte betyder enten sjælen, beboeren eller ejeren i noget, optræder hun i dag med maskedansen som en del af hendes arbejde som turistkoordinator i Grønland. Hun forklarer, at Inua Arctica er en rolle, hun kan bevæge sig ind og ud af, ligesom Beyoncé havde sit alterego Sasha Fierce, når hun optrådte.

”Der har i mange generationer været åndemanere og trommedansere i min østgrønlandske familie, men min mormor og mor har ikke opsøgt maskedans, fordi de er vokset op med, at de skulle være så vestlige som muligt. Der var en skam forbundet med at være grønlandsk. Derfor betyder det meget for mig, at jeg har bragt en tradition ind i familien igen,” fortæller hun.

For Josepha Lauth Thomsen, der midlertidigt bor i sydgrønlandske Qaqortoq men er født og opvokset i Nuuk, har maskedansen altid været noget perifert. Med egne ord lærte hun ikke noget om Grønlands historie i folkeskolen og vidste derfor heller ikke, hvad filosofien var bag maskedans. Det tog også nogle år, før hun fandt en maskedanser, der kunne lære hende traditionen.

”Maskedans betyder, at jeg har fået reclaimed min grønlandske identitet. Selvom jeg godt kunne tale grønlandsk som barn, glemte jeg sproget, fordi folkeskoleklasser dengang var opdelt i grønlandsk- og dansktalende, og jeg gik i dansktalende klasse. Derfor var der mange, som sagde, at jeg ikke var rigtig grønlandsk, selvom jeg er halvt grønlandsk og dansk. Maskedansen har givet mig en anden hårdførhed i forhold til at identificere mig som grønlænder, for nu repræsenterer jeg en gammel kultur, som ingen kan tage fra mig.”

Ligesom Josepha Lauth Thomsen optræder også Varste Mathæussen med maskedans og har siden 1990’erne lavet workshops i maskedans i både Grønland, Danmark og udlandet:

”Maskedansen handler om at finde komikken, spiritualiteten og erotikken i os selv, og det er i alle mennesker. Selvom traditionen kommer fra Grønland, er dens indhold universel,” forklarer hun.

Josepha Lauth Thomsens familie har en lang tradition af maske- og trommedansere. Det viser også den grønlandske maske, som hænger på væggen i hendes hjem. Foto: Justine Høgh