LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Interview

Katinka: Vi vader ind og ud af relationer, alt imens vi glemmer sårbarheden

Det er så sårbart, når man giver noget af sig selv til et andet menneske. Vi mennesker er så afhængige af hinanden, og selv det mindste lille svigt kan føles dødbringende for et menneske, der elsker, fortæller musiker Katinka Bjerregaard. Foto: Leif Tuxen

Gardinerne er blevet trukket ned, lyset har ændret sig, og alt hvad du kan se har bare et trist instagramfilter på, fortæller musikeren Katinka Bjerregaard. Hun kan genkalde følelsen af kærestesorg på et splitsekund, for det er en følelse man aldrig glemmer

Det kan føles som depression, men det er det ikke. Det kan føles som forelskelse, men det er det heller ikke. Kærestesorgen placerer sig et sted der i mellem, som et elskende hjerte, der er blevet forladt og ikke længere har noget sted at gå hen. En stor del af Katinka Bjerregaards sange er som en kærlighedskirkegård. Det sted hvor romancerne går hen og dør:

”Musikken har i mange år været et talerør for mine kærlighedsfrustrationer. Det blev min måde at overleve følelserne på, for jeg skrev sangene i en periode, hvor jeg havde det rigtig svært, men jeg mærkede en styrke i sårbarheden, når jeg stod og sang sangene.”

I dag har Katinka Bjerregaards liv forandret sig radikalt. Hun er blevet gift og har fået tvillinger, men det var ikke nemt at etablere en så varig relation, for hun har erfaret kærlighedslivet som svært utallige gange. Det var dengang nye relationer opstod i takt med hver øl, der blev knappet op. De små stød af forladthed mod et søgende menneske midt i sin dannelse erindrer hun som en nærmest permanet tilstand. Hver søndag blev regnskabet gjort op, og så var hun stadig en af dem, der var alene. Sangene, digtene og dagbogsnotaterne står som et vidnesbyrd for netop den tid:

”Det var som om, at personerne, der havde såret mig, forsvandt i sangene, og tilbage var kun følelsen af forladthed, som jeg i dag kan betragte på afstand. En følelse som jeg har lært så meget af. I nuet var den svær at styre, for der stak følelserne af, som om universet faldt sammen, men i kontrast til dette kaos kunne jeg styre sangen og bestemme over den. Det hjalp mig.”

For det er sårbart, når man giver noget af sig selv til et andet menneske, og det er som om, der ikke altid bliver taget hensyn til den andens sårbarhed. Vi mennesker er så afhængige af hinanden, og selv det mindste lille svigt kan føles dødbringende for et menneske, der elsker, fortæller Katinka Bjerregaard.

”Tag dog skoene af, før du går ind i rodebutikken”
Det er så forskelligt, hvordan man går ind og ud af relationer. En ungdomskærlighed kan betyde mange ting, men der er altid to mennesker tilstede i relationen, om end den kun varer for en nat, og derfor er det så vigtigt at tage vare på den anden. Katinka Bjerregaard betragter sig selv som et følsomt menneske, men hun har flere gange oplevet, at de følelser bare blev lagt på hylden af den, hun gav dem til:

”Sådan kan man jo ikke bare gøre. Når man giver noget af sig selv, er det så vigtigt, at den anden tage vare på det, går tur med det og holder om det, så længe det står på,” siger hun.

Men selvom der ligger en alvor i kærestesorgen og forladtheden, er der en ting, som adskiller mange kærestesorgstilfælde fra depressionen, og det er humoren. Katinka Bjerggaard græd altid virkelig meget, når hun blev forladt. Hun var glad for at holde fast i, at relationerne betød noget for hende, at hun engagerede sig i den anden, men mange af de kærestesorger hun har haft, har noget humoristisk over sig:

”Jeg har altid haft en galgenhumor. Der er noget komisk over fosterstillingen, og når man græder over et menneske, man har kendt i tre måneder. Det gjorde jeg, men man skal spørge sig selv, om de virkelig fortjener de tårer.”

Selvom humoren synes at have være hendes lysning under de nedrullede gardiner, erindrer hun en kærestesorg, som satte varige spor. Den var værre end andre, fordi hun i denne relation havde givet så meget af sig selv bort. Der var en komplet ubalance i bruddet, for det var nemlig en af de kærestesorger, der aldrig blev til vrede. Det var som at slå ud i luften, for han var ligeglad.

”Jeg følte, at nogen havde trukket i mig. Jeg følte ikke, jeg var mig, for jeg havde presset mig selv så meget for at være den person, jeg tænkte, han gerne ville have. Så sad jeg tilbage med nogle rester, der skulle samles op og den følelse, som jeg havde dengang, mærker jeg stadig i dag. Når jeg ser ham, bliver jeg utilpas, fordi det minder mig om, hvordan jeg følte mig alene i verden,” fortæller Katinka Bjerregaard.

Lev med det
Man må elske de knubs man får, men netop de knubs kunne hun ikke elske. De har sat sig fast som en evig frygt for at blive forladt igen, eller for at forlade sig selv så meget, som hun gjorde dengang. Alligevel tænker hun det som en vigtig livserfaring, at hun stak snuden frem og kastede sig ud i relationerne. Hun har kysset mange tusser, taget mange chancer, og det er hun stolt af, for det hjalp hende til at finde ud af, hvor hun vil hen med livet. Hvem og hvordan hun vil elske:

”Mine følelser er mit kreative anker. De giver næring til mine sange. Det har hjulpet mig utallige gange at skrive om det og forsøge at grine af det. I dag ved jeg, at følelsen af forladthed, som jeg mærkede så intenst dengang, egentlig bare var en del af min skabelse og mit væsen, ” siger hun.

Det kan føles så ensomt, når man er blevet forladt. Selvtilliden får et stød, men det er som om, det er en følelse, der en dag går over igen, og det adskiller den fra depressionen og den mentale sygdom. Den udspringer af et engagement og overgivelse til livet, som på alle måder er frugtbart, men selvfølgelig også sårbart. For Katinka Bjerregaard har der næsten altid været en lille perle af noget fint, som hun kunne gemme og tage med sig fra de relationer, der blev brudt. Noget som fik hende til at smile, eller som havde gjort hende klogere på sig selv:

”Jeg tror virkelig på, at så længe der er en lille rest af kærlighed, så er der også noget at grine af. Og det er, hvad jeg har gjort: Forsøgt at grine af de værste følelser, der en dag vil stå som et minde og måske endda en god historie.”