"Litteraturen er min katedral"

"Tvivlen kan ikke være der, uden at der er noget at være i tvivl om, troen skal være der som en konstans, som tvivlens forudsætning, men det er tvivlen, man har at gøre med," siger forfatter Peter Laugesen. Foto: CH Claus Haagensen

For digteren Peter Laugesen er østens religiøsitet, shamanisme og kristendom inspirationskilder, men han har ingen guruer. Man må finde sin egen måde at gøre det på og stille sig til rådighed for 'det udenom konventioner, siger han

Andre vil sikkert opfatte mig som åndsfraværende, men det er jeg ikke, siger Peter Laugesen.

Vi har ad en grussti besteget bakken, hvor han bor med sin kone Inga, i Brabrand. Vi sidder i stole med langhåret pels, mens havenissen henne under træet udbringer en skål. Laugesen har en forkærlighed for det egenartede: Paul McCartneys "Fool on the Hill" er en yndlingssang. Mine venner i historien er alle sammen særlinge ensomme rejsende, som det hedder i den seneste digtsamling Yak og Yeti, en titel der spiller på kategorier, hvor outsideren er vigtig for balancen.

Jeg har altid skrevet, men jeg er ikke vokset op i et hjem, hvor man skrev, som forfatter. Det, jeg forbandt med at skrive, var at være journalist. Så jeg ville være journalist, sportsjournalist, det var dér, det sjove sprog var, metaforerne, det handlede om at være i nuet.

Hele vejen op gennem 60erne arbejdede jeg med skrift, fortæller Laugesen, der først uddannede sig som typograf.

Jeg prøvede også at forholde mig til den hype, der var på den tid med yoga og det bevidsthedsudvidende. Men man udvider ikke bevidstheden ved at dyrke en eller anden guru. Man skal finde sin egen måde at gøre det på, og for mig blev det til nogle eksperimenter med sproget, som blandt andet kom til udtryk i udgivelsen Sprogets yoga. Skriften opfatter jeg som en ånden i sproget. Der er en parallel. Mine guruer har jeg fundet i bøger, det er alle afdøde forfattere; Joyce, Artaud, Kerouac. I begyndelsen prøvede jeg at efterligne Kerouac. Men man må finde sin måde at gøre det på, gentager han.

Det er sådan set noget, man bare ved, når det er der.

Siden debuten Landskab i 1967 har Peter Laugesen udgivet gennemsnitligt en bog om året. Tanken om at blive forfatter kom, da han gik på katedralskolen i Aarhus.

Engelsklæreren kom med en båndoptager og afspillede Dylan Thomas' fantastiske oplæsninger af sine egne digte, og det var dér, lynet slog ned. Så vidste jeg, at det var dét, jeg ville. Det, jeg havde læst af dansk litteratur, sagde mig ikke rigtigt noget, men en klassekammerat lånte mig så Kerouac. Jeg begyndte at læste beatpoeterne fra USA, og det var ligesom noget, der talte ind i mit eget baghoved. Det er som at blive ramt af et lyn så er resten op til en selv."

"Zen kan så gå ind og blive en mulig ramme, man kan sætte oplevelsen ind i. Kerouac og mange andre forfattere på den tid var inspireret af zen, herhjemme var det blandt andet Dan Turell, Hans Jørgen Nielsen og Jørgen Gustava Brandt. Haikuformen finder jeg selv vældig brugbar, der er masser af haikuer i mine bøger, men jeg holder mig ikke til en meget snæver og noget misforstået definition af haikuen som en form, der absolut skal have 5-7-5 stavelser. Tredelingen fungerer, stemningen, årstidsordene, og ud fra det kan jeg bruge haikuen mere frit.

Stiller sig til rådighed for 'det'
Noget af det handler om at frigøre digter-jeget. Der kan være forskellige metoder til det. Det tror jeg også, man bruger på forfatterskolen, at benytte forskellige metoder til at frigøre sig. Det kan også være sonetformen, automatskriften, at skrive så hurtigt at tankevanerne ikke kan nå at følge med, hvor man bare skal acceptere det bavl, der kommer. Bagefter kan man så gå ind i den stofbunke, man har frembragt, og prøve at forbinde det. For mig er det samme proces, men jeg opfatter ikke det, der sker, med de psykoanalytiske briller. Jeg tror, jeg tænker i skrift, som om jeg opfatter alt som potentiel skrift. Jeg beholder den tidsmæssige sammenhæng i det, jeg skriver, redigerer ikke for meget, flowet er vigtigt. Meget foregår jo inde i hovedet, det hele er noget, der kører løbende. Jeg sørger for, at tilstanden ikke forsvinder."

"Det handler ikke om at gøre noget, det handler om ikke at gøre noget. Intuitionen findes, den ting man får foræret pludselig, og som man ikke ved, hvor kommer fra, og jeg tror, at de huller, hvor det kommer, opstår i højere grad, hvis man selv stiller sig til rådighed.

Détet nævnes hyppigt i Laugesens poesi. Der er i forfatterskabet en afsøgning af det, ligesom hos Inger Christensen, der skrev en hel digtsamling med titlen det.

Jeg tror vel nok, vi har samme holdning til det, men skriver om det på forskellig måde. Hvad det er, er jo svært at tale direkte om, ikke, siger han Det er derfor, man skriver bøger.

Tro i spring fra nulhuller
For mig handler det om at holde det skrivende rum åbent, at komme væk fra det sted, hvor det er konventionerne, der bestemmer over for eksempel litteratur. Jeg tror på, at der er noget, som skal siges, og som kun jeg vil kunne sige. Der ligger i det en tro på, at det kan lade sig gøre. Også en tvivl, tvivlen er motoren."

"Men tvivlen kan ikke være der, uden at der er noget at være i tvivl om, troen skal være der som en konstans, som tvivlens forudsætning, men det er tvivlen, man har at gøre med. Picasso sagde 'Jeg søger ikke, jeg finder'. Jeg vil give Picasso ret, jeg tror egentlig ikke, man søger noget, men man prøver at være i en eller anden balance, og det er svært. Den kunstneriske proces bruges så til at stille spørgsmålene, der er nødvendige for, at man overhovedet kan formulere den tvivl som svar. Bogen er mit format til ikke bare at formulere men også forsøge at besvare de spørgsmål. Bagefter står man så med det der berømte tomrum, hvor man igen er i et hul, eller som Per Højholt kaldte det 'i dejsende opspring fra nulhuller'. Så skal man til det igen. Det handler om at holde tingene i flow.

Med tiden accepterer man, at man ikke helt kan ramme de svar. Man er alene med det, mener Peter Laugesen.

"I lang tid tror man jo, at der er andre. Man kan dele det såkaldte resultat med andre, men man er grundlæggende alene. Jeg har altid holdt mig udenfor forfattermiljøet. Både Dan Turell og jeg stod egentlig udenfor, trak på andre miljøer, malerkunsten, musikken, siger Laugesen, der i foråret blev fejret af en række forfattere på Christiania i forbindelse med sin 70 årsdag. Det var han glad for, understreger han.

Blandt også yngre forfattere betragtes Peter Laugesen som et forbillede, der er en vis hype omkring ham, men det forholder han sig stoisk til:

For mig er det primært forstyrrende at være for meget i forfattermiljøet. Det er også grunden til, at jeg ikke lever i København, der er mere i de miljøer, der ville forstyrre. Grundlæggende er det med at skrive noget, man gør selv, noget man skal lære sig selv. Skolen er at læse litteraturen og finde ud af, hvor man selv står.

Digteren som shaman
Peter Laugesen skriver for tiden på et teaterstykke om Grønland og har i den sammenhæng fordybet sig i den eskimoiske åndemanertradition:

Jeg tror, at digterrollen oprindeligt er beslægtet med shamanen, men sådan som samfundet har udviklet sig, bruger man ikke digterne på den måde. Man betragter dem som en slags særlinge, der sidder og taler med sig selv. Man magi er jo sådan set bare at sætte nogle ting i gang, så de begynder at tale. Det har også en folkeoplysende funktion.

Digteren kan få folk til at se tingene på en ny måde, mener Laugesen, der ikke tilhører den litterære gruppering, der synes, at kunstnerne skal blande sig udenom. Han skriver essays og debatindlæg, blandt andet som skribent for Information. Han har markante meninger, han bryder sig for eksempel ikke om det, cyberspace gør ved mennesker og skrift:

Cybernetik betyder læren om kontrol. Samtidig med at den nye teknologi gør det muligt at slette skriften og erindringen for altid, er det et vildt instrument for politisk og militær kontrol. Vi har aldrig været så langt fra den personlige frihed som nu, men jeg tror, der vil komme en eksplosion af en art, hvor mennesker ikke vil finde sig i det længere, siger Laugesen, der gennem alle årene har været glad for sin skrivemaskine, og ser det personlige rum som en væsentlig forudsætning for at kunne forholde sig til tidens beat:

Jeg gør de ting, men det er blevet mere besværligt. Indtil for 10 år siden var det relativt almindeligt, at digtere kunne blande sig. Men det er ikke i dag på samme måde noget, aviserne efterspørger, jeg tror det skyldes en større tivolisering. Men der er dog en relativ stor scene for oplæst poesi i dag, og der er publikum til det.

Når makkeren forsvinder
Der findes hellige steder, hvor man har en fornemmelse af, at der er noget. Troens rå fænomen, der kommer ud af ingenting. Det jeg ikke synes om er, at der bygges et helt system ned over det.

Laugesen er selv vokset op med en kristendom, der handlede meget om forbud:

Det har taget mig mange år at komme væk fra den gudsfigur, man fik foræret dér. Jeg meldte mig ud af folkekirken, da min far døde. I forbindelse med hans begravelse oplevede jeg, hvordan kirken agerede maskinelt. De kommer til at ødelægge troen med dens makker tvivlen. Jeg tror, de store systemers tid er forbi. Jeg håber det falder. Rigtigt meget lige nu skyldes meningsløse religiøse modsætninger. Jesus vil ikke forsvinde, ligesom Buddha ikke vil forsvinde. For mig er det klart, der betyder bibelfortællingerne ekstremt meget. Hele den europæiske kultur og litteratur er præget af det kristne. Litteraturen er min katedral. Når jeg for eksempel læser poeten Dylan Thomas, der havde en anglikansk baggrund, finder jeg et mere lyst syn. Han skriver om de her ting på poetens måde:

These poems, with all their crudities, doubts and confusions, are written for the love of Man and in praise of God, and Id be a damn fool if they werent (Dylan Thomas, Authors Note, Poems 1952).

Det er egentlig meget enkelt det med, om man tror på livet. Men det skal man selv gøre sig sit forhold til. Når man bliver 70, bliver døden på en anden måde nærværende, og det gør livet mere intenst, men det er ikke noget, man kan fremmane, døden skal være tæt på, ellers virker det som et tomt postulat, siger Laugesen, der ikke selv er bange for at dø:

Men man kan være bange for, at andre skal dø.

Digtsamlingen "Yak og Yeti" afspejler, at Laugesen i en periode har været tæt på sygdom og død i forskellige tilskikkelser, men i bogen, med undertitlen "Blues for Chenga", samles de især i hunden, med det tibetanske navn, der døde for nylig, og som figurerer som en tro makker i mange af Laugesens bøger, hvor læseren af de enkle digte om manden og hunden har kunnet følge med i flowet, hunden der løber gennem blade som skriften strømmer gennem digteren. Det kosmiske findes i det små, dets modsætning er altid nærværende:

Natten rejser sig/ som en gammel våd hund.

Hunden er det dyr, vi kan blive tættest knyttet til uden nogensinde at vide hvem, det er. Den er en anden eksistensform, som konstant er en gåde. Vi forlanger af dyr, at de er oplyst på samme måde som andre. Vi glemmer tit respekten for det levende, der er anderledes end os selv. Jeg er nødt til at tro på, at det er muligt for mennesker at blive mere oplyste. Poesien oplyser om at være til stede i overensstemmelse med det, vi kalder naturen, som den er, det vil sige med alt, med det velkendte og det ukendte.