Livets omvej fra moonie til folkekirkepræst

Religion.dk har mødt sognepræst Martin Herbst - tidligere medlem af Moon-bevægelsen - til en snak om sekter i forbindelse med udgivelsen af hans erindringsbog Mit livs omvej

Allerede som 18-årig lod den religiøst søgende unge mand sig indlemme i Moon-bevægelsen i København. Få år senere blev Martin Herbst via en guddommelig matching forestået af bevægelsens leder Sun Myung Moon gift med sin japanske kone Yuriko ved et massebryllup i Seoul i Sydkorea.

18 år af sit liv gav Martin Herbst til bevægelsen i troen på, at han blandt andet ved at arbejde næsten i døgndrift med at sælge ting som nøgleringe, stearinlys og sektens magasin Nyt Håb kunne bidrage til at skabe himmerige på jord.

Martin Herbsts stærke tro og hårde arbejde førte ham og senere familien til mange spændende destinationer i verden, og Herbst steg i graderne og blev blandt andet national leder for Moon-bevægelsen i Slovenien.

Mange ofre
Men at dagligdagen i Moon-bevægelsen med Herbst egne ord kan beskrives som en konstant dedikation, hvor søvnmangel, evig bøn og konstant arbejde var hverdag, illustreres også i form af bortadoptionen af Herbst og Yurikos førstefødte søn til et andet par i sekten, der ikke kunne få børn.

Bortadoptionen er ligesom den tid og det liv, man som moonie giver afkald på, et glimrende billede på de ofre, moonier ifølge Herbst bliver trænet til at foretage en del af den konstante dedikation. Og netop bortadoptionen fungerer som et godt eksempel på den mønster-moonie Martin Herbst i mange år var.

Som en god moonie, og senere en god leder og et godt forbillede for andre mooniere, arbejdede Herbst hårdere, troede endnu mere og ofrede mest.

Hård arbejdsdag
Den typiske dag som moonie gik med at arbejde hårdt ved at tjene penge til bevægelsen, og senere hen hverve medlemmer og uddanne dem i religionens lære.

Mere konkret vil det sige, at Herbst tilbragte dagene i et kollektiv sammen med andre moonier. Her stod han op klokken 6 hver morgen, bad og deltog derefter en lille morgenandagt, hvorefter han drog ud på gader og stræder for at kime dørklokker og sælge nips til private og industrier for at fundraise til Moon-bevægelsen.

Arbejde på værtshuse
Først klokken 20 var det tid til at vende næsen hjemad og få lidt aftensmad, hvorefter det var tid til studier i The Divine Principles. I weekenderne blev aftensmaden dog indtaget et par timer tidligere, så Moon-medlemmerne efter bespisningen kunne sælge deres sager på barer og værtshuse til ud på de små timer.

Hver søndag klokken 5 om morgenen deltog medlemmerne i det ugentligte pledge-ritual, men ellers er bevægelsen relativt fattig på ritualer, fortæller Herbst. I stedet oplevede han som hårdtarbejdende, moonie med få timers søvn og periodevis faste en rus, når det lykkedes ham at indsamle helt op til 4000 kr. på en enkelt dag.

Cølibat
Som med den senere bortadoption af sønnen var også flere års forudgående liv i cølibat en del af de ofre, Herbst bragte som moonie.

Offeret af sin førstefødte søn, sit sexliv og rådigheden over egen økonomi - den konstante dedikation - var altså i mange år centrale elementer i Martin Herbst religiøsitet og verdensforståelse. Ofre, der kan virke tankevækkende, men som er en del af den vej mod sit nuværende religiøse ståsted kristendommen - som Herbst skildrer i sin bog.

Bruddet
Det var først i 1996, da mønster-moonien Herbst kom til USA for at dygtiggøre sig ved bevægelsens teologiske fakultet, at han opdagede det bedrag og ikke mindst selvbedrag han som moonie var en del af.

Martin Herbst beskriver selv bruddet med Moon-bevægelsen som en pludselig erkendelse samtidig med, at bruddet også var processuelt. Erkendelsen af bedraget begyndte, da Martin blev klar over omfanget af Sun Myung Moons ældste søns narkoproblem, den manglende respekt over for medlemmerne, Moons egne udenomsægteskabelige affærer og ikke mindst den måde det hele blev fortiet på.

Den manglende åbenhed og mulighed for kritik i forhold til Moon-familien og den øvrige ledelse fik Herbst til at tage et par skridt tilbage og han begyndte at studere tænkere som Kierkegaard.

Mange spørgsmål
Det medførte, at Herbst begyndte at stille spørgsmål ved det slet ikke at stille spørgsmål og ved religiøse totalløsninger, som Moon-bevægelsen ellers havde været en så sikker garant for siden Herbsts indtræden i sekten i 1978.

- Jeg var bevægelsen, der var ikke nogen forskel mellem mig og bevægelsen. Jeg blev voksen, mens jeg var i den, jeg følte vi havde svarene, medlemmerne var lykkelige og vi havde jo stor succes i Østeuropa, siger Herbst som en del af forklaringen på, at han blev i sekten i så mange år.

Dovenskab, arrogance og frygt
- Jeg troede, jeg havde givet mit liv og hjerte til Gud, men det var et bedrag, siger Martin Herbst og sætter trumf på sin kritik af religiøse sekters forsøg på at forklare alle menneskelige og guddommelige forhold ved at understrege, at modsætningsfyldthed er en del af den menneskelige tilværelse, - der skal være plads til det brudte.

På den måde forsøger Martin Herbst dels at gøre mennesker ansvarlige for deres egne valg, men samtidig ønsker han også, at folk skal lære at forholde sig til dovenskab, arrogance og frygt, der ifølge det mangeårige Moon-medlem er væsentlige karakteristika ved religiøse sekter.

Karismatisk leder
Ifølge Martin Herbst eksisterer der tre kendetegn ved sekter. Det første punkt består i, at al autoritet samles i en karismatisk leder eller hos en lille ledergruppe.

- Det medfører, at det enkelte menneske holder op med at tænke selvkritisk, fordi den egentlige autoritet er forankret uden for dig selv, siger han.

Og deri findes den føromtalte dovenskab, da mennesker på denne måde glemmer at forholde sig til sig selv og kulturhistorien.

Bedrevidende
Det andet karakteristika ved religiøse sekter er det, Herbst betegner som 'de færdige forklaringers paradis', og dette punkt har med de tidligere omtalte religiøse totalløsninger at gøre.

Sekter har en tilbøjelighed til at ville forklare alting mellem årsag og virkning, at komme med kosmiske lovmæssigheder, der ikke kan falsificeres.

- På den måde er sekten altid arrogant, fordi den altid spiller med bedre kort og postulerer en bedrevidenhed overfor dens medlemmer, mener Herbst.

De andres skyld
Det tredje kendetegn ved religiøse sekter er den manglende selvkritik. Det vil sige, at der inden for den enkelte sekt ikke eksisterer mulighed for diskussion og kritik af det perspektiv, sekten har, hvilket medfører, at det også bliver umuligt at kritisere sektens leder eller lære åbent.

- Det betyder, at det altid er de andres skyld. Inde i sekten sker alt det gode på grund af lederen, mens det dårlige sker på grund af medlemmerne i sekten. Hvad angår samfundet som helhed, sker det gode på grund af sekten og det dårlige på grund af verden udenfor. Og det resulterer videre i en frygt for at stille spørgsmål, der kan lede til kritik, siger Herbst, der i dag har fundet svaret på sin religiøse søgen i kristendommen, som han tjener ved hjælp af sin præstegerning.