Katolik: En muslimsk kvinde gav mig et nyt syn på Kierkegaard

"I Iran mødte jeg en muslimsk kvinde, som læste teologi og var interesseret i at forstå kristendommen. Udover at udfordre mine fordomme viste det mig også, hvordan det at fordybe sig i sin egen tradition kan skabe en stor åbenhed over for andres religiøsitet," fortæller katolik og journalist Malene Fenger-Grøndahl

For mange år siden, inden jeg selv blev troende, mødte jeg i Rumænien i et ortodoks kloster en nonne. En morgen afholdt hun sammen med sine nonnesøstre en lang morgenmesse. Det var en gammel klosterkirke, og det var koldt, og jeg tror, at messen varede tre-fire timer, men man kunne mærke, at for nonnerne var det nærmest en fest. De havde tydeligvis en meget inderlig oplevelse.

Det gjorde stærkt indtryk på mig, hvor meget de havde kroppen med i deres bøn.

Da jeg efterfølgende talte med nonnen, spurgte hun ind til kirken i Danmark, og så sagde hun: ”Hvordan kan man bede til Gud uden at have kroppen med? Fordi Gud har jo skabt vores krop”. Det at have kroppen med kom til at betyde enorm meget for mig sidenhen – både i min praksis og i forhold til at se Guds tilstedeværelse i det skabte, som i kroppen og i naturen.

I Iran mødte jeg en muslimsk kvinde, som jeg skulle interviewe til en bog, jeg var med til at skrive. Hun var shiamuslim, og hendes familie var tæt knyttet til præstestyret, så hun kunne udtale sig rimeligt frit, fordi hun vidste, det ikke var farligt for hende.

Hun læste teologi, og jeg troede jo naivt, at det så kun måtte være shiitisk teologi, som var styret af, hvordan man udlagde det i Iran, men hun havde også studeret kristendom.

Hun var meget optaget af Søren Kierkegaard, og syntes også, at hun kunne se ligheder mellem protestantisk kristendom og shiaislam. Det var meget overraskende for mig at møde denne nysgerrighed efter at udveksle religiøse erfaringer, nu hvor det var en kvinde, som umiddelbart var præget så meget af en bestemt udlægning af en religion.

Jeg var godt klar over, at man havde moderne universiteter i Iran, men gennem vores samtaler slog det mig, hvor åben hun var over for andre religioner, samtidig med at hun var meget forankret i sin tro. Men måske var det netop derfor, hun havde den der åbenhed? 

Udover at udfordre mine fordomme viste det mig også, hvordan det at fordybe sig i sin egen tradition kan skabe en stor åbenhed over for andres religiøsitet.

Første gang, jeg rejste i Mellemøsten, var også inden, jeg selv kom til tro. Så jeg talte med folk om, at jeg ikke var troende og fortalte, at der var flere mennesker i Danmark, som ikke rigtig var det. Jeg oplevede, at det var noget, rigtig mange havde svært ved at forstå.

Jeg kan huske en kvinde, som var meget åben over for forskellige religioner. Men det, at nogen ikke var religiøs, chokerede hende. Hun sagde: ”Så kan man jo slet ikke vide, hvad mennesker kan finde på. Hvis du virkelig ikke tror på, at Gud har skabt dig, har du jo ikke nogen ansvarlighed over for nogen større magt”.

Hendes ord har udfordret mig selv siden. For jeg synes, at religionen giver mig ydmyghed og respekt, men jeg møder jo masser af mennesker, som ikke tror, og som har den samme respekt for livet.

Jeg tror, at vi i Danmark står foran en stor udfordring i dialogen mellem ateister og troende mennesker, lige så meget som i at forme en dialog mellem forskellige religioner.

Ofte synes jeg, at jeg har gode samtaler med mange forskellige troende, men det er faktisk også vigtigt, at kunne tale med folk, som ikke er troende – og det er nogle gange en mere udfordrende dialog.