Missionærens mærkedag puster nyt liv i kolonidebat

300-året for missionær og kolonisator Hans Egedes ankomst til Grønland skal ikke markeres i kommunalt regi, og den beslutning genopliver sommerens afkoloniseringsdebat

Kommuneqarfik Sermersooq tilbagetrækker de 2,7 millioner, der oprindeligt var afsat til markeringerne af 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland. Det forklarer kommunens borgmester Charlotte Ludvigsen blandt andet til Danmarks Radio. Beslutningen blev, ifølge hende, truffet før sommeren 2020. Men tilbagetrækningen har på det seneste skabt debat omkring Grønlands kolonitid, da de aflyste markeringer taler ind i den diskussion, der sidste sommer blev igangsat med hærværket på Hans Egede-statuen i Nuuk. Det forklarer lektor på Institut for Kultur, Sprog & Historie på Grønlands Universitet, Flemming Nielsen:

”Det viste sig, at befolkningen var delt i spørgsmålet omkring Hans Egede-statuen, og kommunen har nok ikke ønsket at stikke fingrene ned debatten. Det grønlandske samfund ønsker som oftest at opnå konsensus, men i den her sammenhæng har det ikke været muligt, og det vil nok skabe endnu større diskussion i samfundet, hvis man så valgte at markere 300-års jubilæet.”

En statue splitter Grønland
Statuen på bjergtoppen over Nuuk blev i juni sidste år overhældt med rød maling samt påskrevet ordene ‘’decolonize’’. Kort efter fik Hans Egede-statuen foran Marmorkirken i København samme behandling, og det resulterede i, at Kommuneqarfik Sermersooqs igangsatte en afstemning, der skulle afgøre, hvorvidt statuen i Nuuk skulle blive stående eller ej.

Med et lille flertal blandt stemmerne, fik statuen lov at blive. Men afstemningen kastede lys over den splittelse, der i dag hersker i den grønlandske befolknings forhold til kolonitiden. Og den konflikt kan kontaktperson for foreningen Nalik Kalaallit Nunaat, Aka Hansen, sagtens genkende:

”Splittelsen er tydeligst imellem generationerne. Hver generation har haft deres opgør med kolonialismen, men de tidligere generationer er efter min mening blevet spist af med hjemmestyret og så senere selvstyre. Vi i den nye generation tror på, at Grønland kan klare det helt selv, og vi ønsker at stå på egne ben.”

Foreningen Nalik Kalaallit Nunaat blev etableret i november 2020 med det formål at skabe en base for diskussionen omkring Grønlands kolonisering og afkolonisering. Derfor byder foreningen også beslutningen om tilbagetrækningen af de 2,7 millioner velkommen:

”Man kan spørge sig selv, hvorfor vi skal bruge så mange penge på markeringer af Hans Egede, når vi i stedet kan bruge pengene at få løst nogle af de andre udfordringer, som vi har i Grønland. Vi synes, at det giver mere mening at bruge ressourcerne på at sætte fokus på områder, der har relevans for os i dag,” forklarer Aka Hansen.

I stedet mener hun, at 300-året kalder på refleksion over de konsekvenser, kolonitiden har haft for Grønland. Herunder blandt andet de religiøse påvirkninger, koloniseringen bragte med sig:

”Kristendommen hænger unægteligt sammen med kolonialisme og med idéen om, at man skal ud og redde alle de hedenske folkeslag, og Hans Egede bliver fremhævet som en frelser, der kommer og redder Grønland. Men blev vi rent faktisk reddet? Det er der nogen, der vil mene, men med kolonialismen er der også blevet påført inuit rigtig meget smerte.”

”Vi ligner jo ikke Sofie Linde”
Flemming Nielsen påpeger dog, at man skal passe på med at sammenligne Danmark og Grønlands forhold med andre kolonimagter og kolonier rundt omkring i verden:

”Der er stor forskel på, hvordan koloniseringer er foregået ude i verden. Da Spanierne koloniserede Amerika, tog de som det første lokalbefolkningen som slaver. Det første, Hans Egede gjorde, var at lære folk at bede fadervor,” forklarer han.

Ikke desto mindre mener Aka Hansen, at det magtforhold, der uundgåeligt har hersket mellem Danmark og Grønland, har sat sine tydelige spor, og at konsekvenserne af den kristne mission også er til stede i det grønlandske samfund i dag:

”Vores verdensbillede blev nedgjort, og den inuitiske tro blev forbudt, og selv i dag er det lidt ilde set, at man tror på åndemaneri, og at man har en spirituel, åndelig side, som ikke er tilknyttet kristendommen. I den forbindelse synes jeg, det er spændende, at noget af det første Island gjorde, da de blev selvstændige, var at tage deres gamle asatro tilbage. Det har gjort, at folk ikke har følt sig forkerte, og det har styrket samfundet. Måske kunne det have den samme effekt, hvis man i Grønland tog sine gamle rødder til sig igen.”

Ifølge Aka Hansen kan det også skabe udfordringer, at den danske kultur og sprog, med politiske tiltag som G50 og G60, er blevet trukket ned over den grønlandske befolkning:

”I løbet af hele min folkeskoletid læste vi danske bøger som ’Mads og Mette’, og når vi tænder for fjernsynet, så er det dansk tv, vi ser. For at generalisere lidt så er der jo bare ikke særlig mange grønlændere, der ligner Sofie Linde, og når børnene i skolen læser om at køre rundt på cykel, så skal man huske på, at det er de færreste grønlandske børn, der vokser op med en cykel. Jeg kunne forestille mig, at det kan være svært for nogle børn og unge hele tiden at skulle spejle sig i en kultur, der ikke minder om deres egen,” siger hun.

Revolutionen er kun et klik væk
Afkoloniserings-debatten har altså, med nutidens generation af grønlandske unge, taget en ny drejning, og det er ikke et tilfælde, mener Flemming Nielsen. Ifølge ham er den unge generation af grønlændere både vokset op i en anden politisk virkelighed og med en generation af forældre, der har haft en større bevidsthed omkring Grønlands fortid som koloni:

”De grønlændere, der var unge i 60’erne og 70’erne, tog i højere grad til Danmark for at læse. Her blev de introduceret til teorier om kolonialisme, og den nye viden tog de med hjem til Grønland. På den måde er den næste generation af børn også opdraget i nogle andre antikoloniale baner. Den bevægelse, vi ser nu, er derfor også resultatet af en internationale påvirkning, der har foregået over mange år.”

Derudover har de sociale medier også givet den unge generation af grønlændere mulighed for at spejle sig i internationale bevægelser, og det har givet dem en styrke, forklarer Aka Hansen:

”Den debat, der opstod sidste år omkring Hans Egede-statuen, opstod blandt andet i kølvandet på Black Lives Matter-bevægelsen. På den måde påvirker bevægelserne rundt omkring i verden også den debat, der foregår i Grønland. De sociale medier har givet oprindelige folk muligheden for at finde hinanden på kryds og tværs af landegrænser. Vi kan blive inspireret af andre og lytte til andre, og samtidig kan vi få bekræftet, at det, vi i vores generation føler, faktisk er reelt nok.”

De sociale medier og 60'ernes øgede fokus på kolonialisme har altså blandt andet været med til at skabe en ny virkelighed i Grønland. Og selvom 200-året og 250-året for kristendommens landgang i Grønland blev fejret med både kongebesøg og indvielsen af Hans Egedes Kirke på et højdedrag i Nuuk, resulterer den nye grønlandske virkelighed måske i et 300-års jubilæum, der står i refleksionen frem for fejringens tegn.