Nonne og munk: Måske er Gud ikke begrænset til kristendommen

Alfred Agius og søster Marie-Claude har begge levet et dedikeret liv som henholdsvis jesuiterpræst og nonne. De har haft de indiske religioner tæt inde på livet og mener, at det har ført dem dybere ind i den kristne tro

Jeg var lidenskabeligt dedikeret til min mission, siger Alfred Agius og træder et kort øjeblik tilbage i rollen som ung jesuit, der er sendt til Indien af Vatikanet, idet han knytter sine hænder i kampgejst:

Nu skulle jeg ud og omvende de hedninge! Jeg var der i 25 år - og omvendte ikke en eneste.

Han ler stilfærdigt og kærligt overbærende med sit yngre jeg og den mislykkede mission, og gør dermed klart, at han nok ikke synes, at det resultat er så skændigt endda.

Jeg besøger ham i hans hjem, som er et rækkehus i udkanten af London. Han er i dag 79 år, men underviser stadig en lille smule, dels på et universitet og dels på et præsteseminarium. Desuden sidder han i bestyrelsen for de multireligiøse bederum ved Heathrow Lufthavn, og er engageret i andre interfaith-aktiviteter.

Sidst, men ikke mindst bruger han en del tid som spiritual director. Det vil sige, at han mødes med individuelle kristne på regelmæssig basis, som opsøger ham for at få vejledning og rådgivning i diverse spørgsmål om bøn og tro.

Fra Malta til Indien
Allerede som 16-årig besluttede Alfred sig for at blive jesuit, og det blev han på sin hjemø Malta. Det var efter de mange års studier på jesuiterseminariet/college her, at han blev sendt til Indien. Han skulle være rektor på en katolsk skole, men inden da ville han lære sproget og kulturen at kende, så han brugte de første fire år i Indien på at studere hindi, teologi og spiritualitet på et universitet i Darjeeling, hvor han også i en periode underviste i latin.

Jeg troede fuldt og fast på, at de ville ende i helvede, hvis de ikke omvendte sig og blev døbt. Men da jeg så kom til at arbejde på skolen og fik en daglig omgang med mange hinduer, begyndte jeg at tvivle mere og mere på det. 85 % af eleverne og lærerne var ikke kristne. Det vil sige, at de fleste af mine medarbejdere var hinduer."

Hinduen, der udlevede Jesu ord
"Der var særligt en af mine lærere, som gjorde et dybt indtryk på mig. Ja, han er faktisk stadig den dag i dag én, jeg tænker tilbage på og bruger som rollemodel. Han var et af de mest selvopofrende mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jesus siger: Hvis nogen vil tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham. Denne mand udlevede præcis denne tankegang, som om det var den naturligste ting i verden."

"Den ene uselviske handling efter den anden flød spontant fra ham. Han udlevede de kristne værdier med en troværdighed og integritet, som jeg ikke selv var i nærheden af. Hvordan kunne han det han var jo ikke kristen? Og det spørgsmål rejste sig også i mødet med mange andre hinduer. Der gik ikke særligt langt tid, før mine overbevisninger om frelse og fortabelse begyndte at ændre sig. Jeg kunne simpelthen ikke tro, at Gud ikke også var med dem.

Alfred understreger, at hinduisme er en vestlig betegnelse, som de engelske koloniherrer gav de forskellige spirituelle strømninger, de stødte på i Indien. Ikke mindst fordi det slet ikke er en religion i den forstand, vi kender det fra de abrahamiske religioner, kristendom, islam og jødedom.

Etik er frugten af spiritualitet, og fordi hinduers spiritualitet er så veludviklet det religiøse er uløseligt flettet ind i deres hverdag i form af små altre, fastlagte tider til bøn og meditation er deres moralske handlingsmønstre så udadlelige. Nu generaliserer jeg selvfølgelig. Det er naturligvis ikke alle hinduer, der er lige spirituelle og etiske," siger han.

Måske er Gud ikke begrænset til kristendommen
Men hinduismen har således aldrig givet ham anledning til overvejelser om selv at konvertere.

Jeg er kristen, og det vil jeg altid være. Men derude oplevede jeg, at Gud måske ikke er begrænset til kristendommen. Jeg erfarede på egen krop derude, at de mennesker er skabt af Gud ligesom jeg og alle andre. Og at de i kraft af og på trods af deres særegne gudsdyrkelse udlevede kristne værdier, selvom de selvfølgelig kaldte dem noget andet. Så jeg kan ikke andet end tro, at Gud også må være hos dem. Men jeg tror stadig, at Kristus er den rigtige vej, sandheden og livet.

Nonnen blev inspireret af østens religiøse praksis
Søster Marie-Claude har ikke opholdt sig i længere tid i Indien, så hun har ikke personlig erfaring med religionens udformning blandt praktiserende hinduer. Men det er åbenbart heller ikke en nødvendig betingelse, for indernes religiøsitet har haft afgørende betydning for hende og hendes tro.

Jeg møder hende i hendes hjem tæt ved South Kensington Station. Hun er en del af det religiøse fællesskab som kalder sig Canonesses of St Augustine, Congregation of Our Lady. Hun bor sammen med nogle medsøstre fra det fællesskab i et hus, som også fungerer som et kollegium for studerende.

Hendes første møde med de indiske religioner var, da hun i en voksen alder tog en kandidatgrad i religiøse studier. Efterfølgende blev hun inviteret til forskellige konferencer, hvor hun udlagde sine tanker.

Egentlig var mit udgangspunkt at studere den østlige, ortodokse kristendom, men det førte mig så til også at studere nogle af de religiøse skrifter fra de indiske religioner.

I dag er hun i gang med en psykoterapeutuddannelse, som på mange måder viderefører de tanker, hun gjorde sig under sine religiøse studier, idet det er en form for psykoterapi der lægger meget vægt på spiritualitet og meditation.

Det, der særligt drog mig mod øst både inden for kristendom og udenfor, var det stærke fokus på praksisser, som hjælper mennesker til at integrere troen i deres levede liv.

Hun understreger flere gange, at hun kun kender til et afgrænset område af hinduisme. En term som hun ligesom Alfred heller ikke bryder sig om at bruge.

Der findes så mange strømninger og forestillinger under den misvisende paraplybetegnelse, at det ikke giver mening at bruge den. Men hvis jeg skulle pege på et overordnet element, og netop det som tiltrak mig, så er det, at indisk religion fokuserer på erfaring snarere end et system af begreber.

Fandt sin anden halvdel i Indien
Hun citerer benediktinermunken Bede Griffith, som sagde, at han i Indien fandt den anden halvdel af sin sjæl, nemlig den del som supplerede og fuldstændiggjorde den begrebslige tro, han var opfostret med i vesten. Det var netop den anden halvdel, som var Søster Marie-Claudes interesse.

Jeg begyndte at studere indisk filosofi og religion, fordi jeg var interesseret i deres udviklede forståelse af spiritualitet, meditation og kontemplation. I den særlige gren jeg studerede, er meditation og kontemplation en nødvendig del af troen. De er nemlig teknikker, som fører til vækkelse, awakening af sandheden, som allerede er plantet i mennesket."

"Der findes ingen anden vej til at komme i kontakt med den sandhed, end igennem den gentagne praksis af meditation. Den indsigt, det afføder, er ikke noget, man kommer i kontakt med i løbet af en eller to dages meditation. Det er en livslang proces. I begyndelsen var jeg meget interesseret i praksiselementet. Men efterhånden begyndte jeg også at tænke mere og mere over, hvad det betyder, at sandheden ligger i mennesket."

"Der er altså ikke en uoverstigelig dualisme mellem mig og det guddommelige. Mennesket er på forhånd delagtigt i det. Pludselig begyndte skriftsteder som Jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer, (Johs. 14, 20) og Sankt Paulus tale om, at vi er Guds tempel (1. Kor. 3, 16) og at Guds ånd bor i os (bl.a. Rom 8, 9; 11 mv.) at åbne sig for mig på en ny og mere sigende måde. Hidtil havde jeg været meget dualistisk i min tankegang."

Bøn er en rejse ind i mig selv
"Jeg havde været nonne i en del år, og altid haft et tæt forhold til Jesus Kristus. Men jeg så ham som noget derude. Gud var en virkelighed, der var forskellig fra mig. Jeg kunne møde ham i kirken, hvor præsten ville formidle ham i ritualer og nadver, men det guddommelige var ikke noget jeg kunne møde i mig selv og ved mig selv. Det begyndte jeg nu at tro, at jeg kunne. På samme måde havde bøn tidligere været en dialog med noget derude, som var forskelligt fra mig selv. Det har jeg stadig ikke forkastet, men jeg har fået en forståelse for at bøn også kan være en rejse ind i en selv, fordi man derinde vil møde noget guddommeligt.

Jeg stopper hende for at få hende til at forklare i hvor høj grad, hun har opgivet tanken om, at Gud er væsensforskelligt fra mennesket. Hun understreger, at hun ikke vil hævde, at mennesket er Gud. Vi er stadig skabninger, og i den udstrækning tænker og tror hun stadig dualistisk.

Men hun er begyndt at tro på, at der også er et ikke-dualistisk element. Guds ånd bor i os, og den kan vi komme i kontakt med igennem bøn og meditation. Hun sidder lidt og kigger ud af vinduet, så siger hun:

Min tro er måske ikke hele vejen igennem til punkt og prikke i fuld overensstemmelse med den officielle romersk-katolske troslære. Men man er nødt til at tro på det, som selv erfarer, at Gud kommunikerer til en, og hun tilføjer:

"Men sådanne erfaringer skal granskes nøje. Det kræver en hel del refleksion. Man skal ikke bare godtage hvad som helst.

Dermed er vi fremme ved mit spørgsmål om, hvorfor man som troende skal beskæftige sig med andre religioner eller andre trosretninger inden for ens egen religion for den sags skyld.

Vi kan ikke indfange Gud
Mange religiøse klamrer sig til deres religion og dogmer. De tror, at deres begreber og forestillinger om Gud rent faktisk er dækkende hans væsen. Men de begreber, vi mennesker kan forstå med vores menneskelige forstand, når ikke til himlen. De kan ikke indfange Gud. Man skal derfor efter min mening aldrig engagere sig interfaith-initiativer for at fortælle de andre, at jeg har ret, og I tager fejl. Man skal være åben over for andres religiøse forestillinger og praksisser og se, om det engagement måske afslører blinde vinkler hos en selv."

Mødet med indiske religion udviklede min tro
"Jeg vil anbefale alle at stille sig selv spørgsmålet: Er der noget, der virker tiltrækkende på mig ved denne religion? Og således påbegynde rejsen for at finde ud af, hvorfor lige netop dét virker tiltrækkende. Sådan udvikler man sig i sin tro. Mødet med de indiske religioner, udviklede og fordybede min kristne tro. Men det kræver mod. Det kan være meget skræmmende at skulle stille spørgsmålstegn ved noget som er så dybt forankret som tro.

Da jeg var ude ved Alfred stillede jeg samme spørgsmål. På grund af sine erfaringer i Indien, var han i mange år den romersk-katolske kardinal i Londons personlige rådgiver i interfaith. Hans svar ligner meget Søster Marie-Claudes, nemlig at det er en mulighed for at vokse i ens egen tro. Han understreger vigtigheden af at møde andre religioner med et åbent og lydhørt sind.

For Guds ånd blæser hvorhen den vil! En af vores største fejl er, at vi forskanser os bag vores egne begrænsende forestillinger om Gud, og dermed gør os døve for Helligåndens bevægelser," siger han.

Rikke Juul er luthersk studenterpræst ved to universiteter i London, og desuden ulønnet hjælpepræst ved Den Danske Kirke i London