Ny-populær eksistentialist: Kristendom er nutidens problem

Som det første land i verden har Danmark fået en oversættelse af Luigi Pareysons store værk "Eksistens og person". Her ses maleriet, der er aftrykt på bogens omslag, som er en parafrase over Auguste Rodins "Tænkeren", malet af Tove Bastian. Foto: Pressefoto

Selvom 2011 er 20-året for hans død, brager den italienske katolik og eksistentialist Luigi Pareyson nu ind på pensum på alverdens filosofi- og teologiuddannelser - og som det første land i verden har Danmark netop fået en oversættelse af hans store værk "Eksistens og person"

Nutidens kristendom kan altså ene og alene være en problematisk kristendom, og muligheden af dens genopdagelse er ene og alene knyttet til det faktum, at anti-kristendommen er blevet et af dens interne problemer.

Ord som ovenstående lyder måske både indviklede og akademiserende, og det er de nok også. Men det forhindrer dem ikke i at være populære. De er skrevet af italienske Luigi Pareyson (1918-1991), og hans forfatterskab er godt på vej til at blive verdenskendt.

I Danmark eksemplificeres det ved, at Pareysons Eksistens og person fra 1950 netop er udkommet på dansk. Pareyson var katolik og eksistentialist, og både troen og eksistensen spiller en stor rolle i værket, der kredser om liv, tro og personens rolle i begge, og Pareysons helte hedder Pascal, Kierkegaard og Dostojevskij.

Kristendommen er ikke noget, man kan forholde sig indifferent til
Hvor de fleste filosoffer fik travlt med at afsværge eksistentialismen i 1970erne, forsvarede Luigi Pareyson den hele sit liv. Idéhistoriker og ekstern lektor Jens Viggo Olavi Nielsen, der har oversat Eksistens og person og forsynet den med et fyldigt efterord, forklarer Pareysons forhold til eksistentialismen:

Pareyson bekender sig livslangt til eksistentialismen i modsætning til andre filosoffer som Jaspers og Marcel, som han ellers både lader sig inspirere af og har væsentlige ligheder med. At være eksistentialist betyder i sidste ende for Pareyson at komme frem til en erkendelse af, at tilværelsen er en gave, skænket af Gud selv. Hverken mere eller mindre. Hvilket bliver problematisk, hvis man samtidig konsekvent ønsker at fastholde muligheden af at vælge Gud fra, inklusive selve antageligheden af Guds eksistens, sådan som Pareyson forsøger på det i Eksistens og person.

LÆS OGSÅ: Hvad er eksistentialisme?

Og netop muligheden for at vælge Gud fra anti-kristendommen som Pareyson kalder det fylder meget i bogen. Et meget markant udtryk er påstanden om, at kristendom ikke er noget, man kan forholde sig indifferent til. Det skal forstås ganske bogstaveligt ifølge Jens Viggo Olavi Nielsen:

Man må vælge, for eller imod, det vil sige komme frem til en personlig afgørelse. Tertium non datur, som Pareyson formulerer det på latin; der gives ikke for Pareyson nogen tredje mulighed eller noget tredje standpunkt hinsides dette valg: Enten vælger man kristendommen til, og så bliver den kultur, man derpå opbygger, en kristen kultur, eller også vælger man kristendommen fra, og så bliver kulturen ikke-kristen, sekulariseret.

Eksistentielle helte
Som nævnt tæller Pareysons helte blandt andre den russiske forfatter F.M. Dostojevskij og vores egen Søren Kierkegaard. Det, Pareyson har til fælles med de to, er ifølge Jens Viggo Olavi Nielsen, at de kredser om tvivlen:

Kierkegaard er for Pareyson kort sagt den kristne tænker, der har mødt troen på tvivlens vej. Derfor er han også samtidig det altafgørende valgs tænker, idet Pareyson forsøger at medtænke den tvivl om det guddommelige, der for eksempel kendetegner ateismen hos den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre. Her benytter Pareyson sig i sin egen forståelse af Kierkegaard til at vise, at man kan komme ud over ateismen og tvivlen og frem til troen ved én gang for alle at vælge for eller imod kristendommen.

Med Dostojevskij er det langt hen ad vejen det samme, som er tilfældet med Kierkegaard. Pareyson understreger i Eksistens og person, at også Dostojevskij repræsenterer en af de tænkere, som, i lighed med Kierkegaard og Pascal, har mødt troen på tvivlens vej. Blandt andet knytter han an til diskussionen, i familiesagaen Brødrene Karamazov, mellem de to brødre Alosja og Ivan. Alosja, den kristne, og Ivan, nihilist-ateisten.

LÆS OGSÅ: Tre religiøse særlinge hos Dostojevskij

Begrundelsen for, at det er Alosja, som i sidste ende går af med sejren, er omtrent den samme som i forholdet mellem kristendommen og anti-kristendommen: Den sidste er ifølge Pareyson medtænkt hos den førstnævnte, mens det omvendte ingenlunde er tilfældet. Den kristne medtænker muligheden af antikristendommen, mens den antikristne efter Pareysons opfattelse end ikke når frem til at tænke kristendommen som en reel alternativ mulighed til sit eget standpunkt.

Pareysons fejlslagne forsøg
Jævnfør bogens titel kredser Pareyson konstant om personens rolle i eksistensen.

Eksistens betyder, at mennesket forholder sig til sig selv, eller som Sartre siger: At det står til diskussion i sin væren. Men for Pareyson er spørgsmålet om personens værdighed, som det er det hos de fleste eksistenstænkere, ligeledes helt centralt: Er vores normer, værdier og idealer og dermed personens handlinger set i forhold til andre mennesker forankret i noget, der er større end mennesket selv, eller er de uden nogen forankring, som lader sig udgrunde, spørger Jens Viggo Olavi Nielsen og slutter af med den lidt overraskende pointe, at vi skal læse Pareyson i dag, fordi han fejler i at besvare spørgsmålet:

Pareyson forsøger at komme frem til et enkelt og sammenhængende perspektiv på personen. Det lykkes efter min opfattelse ikke, og det gør Pareyson principielt relevant at beskæftige sig med, netop fordi hans tænkning viser, at der er to former for eksistenstænkning, der ikke lader sig forene: Den eksistenstænkning (Jaspers og Marcel), som funderer personen i noget, der er større end mennesket selv og så den eksistenstænkning (Kierkegaard og Sartre), der forholder sig skeptisk til et sådant projekt i kraft af, at de ikke kommer ud over det, jeg i bogens kalder for den eksistentielle tvivl.

Luigi Pareyson: Eksistens og person. Oversat af Jens Viggo Olavi Nielsen med efterord af samme. Aarhus Universitetsforlag. 2011.