Purim er den mest løsslupne af jødernes fester

For meget at drikke? Når der fejres purim, kan det godt gå lige lovlig sjovt for sig. Her har en ultraortodoks jøde fået sig en tør over tørsten til et drikkegilde i Jerusalem. Foto: Oded Balilty/AP/Ritzau Scanpix

Purim er en jødisk fest, hvor livet fejres med udklædning, sjov og god mad for børn og voksne. Selvom purim ikke er blandt jødedommens vigtigste fester, er det en af de mest populære, fordi der ikke er så mange regler, og man kan slå sig lidt løs

"Vi fejrer purim for at mindes en begivenhed, der skete 400-450 år før vores tidsregning i Persien. Det er en rigtig Askepothistorie om jøderne, der bliver forfulgt, men til sidst vinder over deres fjender."

Bent Lexner, jødisk overrabbiner, henviser til en begivenhed, som er beskrevet i Esters Bog i Det Gamle Testamente. En ung jødisk og forældreløs pige bliver som en anden Askepot udset til at blive kongens hustru. Pigens navn er Ester. Dronning Ester får enorm stor betydning for jødernes historie. Kongens højre hånd Haman vil slå alle jøder i landet ihjel, men det får Ester forhindret, da hun vover livet og går i forbøn for sit folk hos kongen.

Det er denne begivenhed, jøderne verden over fejrer til purim, som falder i februar eller marts - på den fjortende dag i måneden Adar i den jødiske kalender.

Purim er en fest for både børn og voksne

Purim er en glædelig begivenhed, og det smitter også af på selve fejringen.

I hjemmene spiser man godt. Man spiser og drikker mere, end man plejer at gøre. Jøderne er jo kendt for at være rolige og alvorlige, men ved purim skal man skal være lidt løsslupne. Det er et af de få steder, man skal være det. Man skal se glad på livet.

På den jødiske skole i København, Carolineskolen, fejres begivenheden med udklædning, sang og dans. Purimfejringen er en særlig vellidt højtid blandt de jødiske børn.

Purim er særligt en fest for børnene. Den har også en religiøs betydning, men der lægges stor vægt på den i skolen og i familierne.

Eleverne klæder sig ud, og de store elever tager ud til de ældre i menigheden med små gaver. Traditionen siger, ifølge Lexner, at man skal give penge til de fattige og gaver til hinanden. Rabbinerne har besluttet, at gaverne skal være spiselige. Indholdet i gaverne til de ældre er derfor typisk chokolade, frugt eller snaps. Ifølge Bent Lexner er det mere ideen om gaver end selve indholdet i gaverne, som er vigtigt.

Traditionen med at klæde sig ud til purim er inspireret af beretningen fra Esters bog. I bogen viser alle personerne sig at være noget andet end det, andre tror. Kongen viser sig ikke at være konge (fordi det er Haman, der handler), Ester viser sig at være jøde, og Haman er slet ikke den gode mand, han giver indtryk af at være. Figurerne fra beretningen bliver nogle gange brugt som udklædning, men ligesom til den danske fastelavn kommer børnene udklædt som alt muligt forskelligt. Lexner plejer også at klæde sig ud til stor fornøjelse for børnene, når Carolineskolen fejrer prim.

"Jeg ved, at skolens unger synes det er sjovt, at jeg klæder mig ud og leger lidt."

Purim bliver fejret på den samme måde verden over, men udtrykket er alligevel forskelligt. I New York er der mange flere jøder, og derfor sætter purim sit præg på gadebilledet derovre på samme måde som fastelavn gør det i Danmark. I Danmark er det de færreste danskere, som opdager, når jøderne fejrer purim.

Man banker og stamper i jorden

I synagogen bliver purim markeret ved, at beretningen om Ester læses højt fra en skriftrulle. Skriftrullen er håndskrevet ligesom de fem Mosebøger, hvilket giver den en særlig status. En særlig tradition knytter sig til oplæsningen. Hver gang den onde Hamans navn bliver nævnt, må man banke gulvet, hvilket særligt børnene husker på, og oplæsningen genoptages ikke, før der igen er stille.

Lexner fortæller, at jødernes forhold til stampningen har forandret sig med tiden. Nogle gange, når jøderne har haft det svært i forhold til begivenheder, som er forgået rundt omkring dem, og hvor de måske ikke har haft tilladelse til at protestere mod forhold i samfundet, har de brugt stampningen til at give udtryk for deres utilfredshed og frustrationer. Forholdet til stampningen har også forandret sig fra Lexners barndom og til i dag.

"Stampningen følger med tiden. I min barndom var det ikke velset, at man stampede. I dag er det okay, at man stamper i synagogen. Det er langt mere afslappet, og man tager mindre højtideligt på formerne i synagogen."

Ifølge Lexner har selve måden, jøderne fejrer purim på, ikke forandret sig fra den oprindelige fejring, men i nogle lande har jøderne haft tradition for at holde deres egne purimfester, hvis de har oplevet noget lignende beretningen fra Esters Bog. Disse traditioner eksisterer ikke rigtigt længere, men de har fundet sted i lande som Spanien, Italien og flere arabiske lande.

Lexner mener, at purim er en populær højtid, fordi der ikke er mange religiøse forskrifter for, hvordan man skal opføre sig i forbindelse med festdagen.

"Purim hører ikke til blandt de store jødiske fester, men det er en af de mere populære fester - ligesom den jødiske lysfest Hannukkah, fordi der ikke er så mange religiøse regler."

Mosaisk Trossamfund markerer også festen med en frokost med underholdning i seniorklubben. Her plejer Lexner at komme forbi udklædt. De unge i menigheden plejer at markere højtiden med karneval om aftenen.

Purim er også en populær højtid hos de voksne. Ifølge overrabbiner Bent Lexner, skal glæden være i fokus og jøderne skal gerne være lidt løsslupne. Dette billede er fra purimfejringen i en synagoge i Jerusalem i 2007. Foto: Gil Cohen Magen.