Reaktionerne i Mellemøsten handler ikke om filmen

Jeg er faktisk ret ligeglad med filmen, men jeg er voldsomt berørt af de begivenheder, som den har medført. Den amerikanske ambassadør der blev dræbt, gjorde så meget positivt gennem sit arbejde, og han havde så store håb for den arabiske verden, skriver mellemøstanalytiker Naser Khader Foto: Bax Lindhardt Denmark

Balladen handler mere om lokale politiske magtkampe end om religiøs fornærmelse, mener mellemøstanalytiker Naser Khader

Hvad er din reaktion på filmen?

Jeg har ikke set filmen, for de indlæg, som ligger på nettet er kun trailere for den. Men det, som jeg har set, er noget utrolig amatøragtigt skidt. Det er jo ikke den amerikanske regering, som har lavet den. Det er ikke engang Hollywood, der står bag.

Filmen må være lavet af en person, man i gamle dage ville kalde en tosse. Det er grotesk, at den amerikanske ambassadør, som jeg i øvrigt kendte, skulle dø på grund af det. Han var en mand, som gjorde så meget positivt gennem sit arbejde, og han havde så store håb for den arabiske verden.

Jeg er meget ked af, at folk har skullet lade livet på grund af sådan en film. Min reaktion gælder dermed ikke filmen, for den er jeg faktisk ret ligeglad med, men jeg er voldsomt berørt af de begivenheder, som den har medført.

LÆS OGSÅ:
Islamfilm udløser voldsom protest i Kabul

Hvordan vil du beskrive muslimers forhold til Muhammed, og hvor går din egen grænse for, hvad man kan sige, tegne og skrive om ham?

Personligt har jeg ingen grænser for, hvad folk kan tegne eller sige. Jeg er tilhænger af ytringsfrihed, men synes samtidig, at der er ting, som ikke behøves at siges. Det er efter min mening unødvendigt at kalde Muhammed for pædofil.

Jeg synes det er OK, at man er benhård i kritikken af de religiøse dogmer. Det er for eksempel ikke i orden at tvinge kvinder til at gå med burka. Og børn burde ikke faste under Ramadanen. Islam trænger uden tvivl til en reformation, men at bruge sin energi på at kalde Muhammed for pædofil afsporer fuldstændig diskussionen, og sårer mange mennesker.

LÆS OGSÅ:Profeten Muhammed var ikke guddommelig

Jeg har også hørt nogen sammenligne islam med nazisme, og jeg må spørge mig selv, om det virkeligt er nødvendigt. Den form for kritik er primitiv, og man opnår ikke noget med det - andet end at provokere. På den anden side mener jeg, at mange muslimer meget nemt lader sig provokere.

Hvad mener du om reaktionerne, vi ser i Mellemøsten i disse dage?

Reaktionerne i Mellemøsten handler ikke om filmen, men om noget helt andet. Medierne siger nu, at det er Al-Qaeda, som stod bag, men det tvivler jeg på. De har ikke påtaget sig ansvaret. Ifølge min analyse handler balladen om en magtkamp mellem forskellige islamistiske grupper. Det handler om, hvem der fremstår som de rigtige forsvarere af islam.

Salafisterne tabte valget i Libyen for nylig, og de har været sat på sidelinjen. De har ledt efter en sag, som stiller dem i et godt lys, og det de har fået med denne elendige film. Når de (salafistiske) åndelige ledere først siger, der er konflikt, bliver der konflikt. De forstår at appellere til den brede del af befolkningen og trykker på lige præcis de knapper som udløser vrede.

LÆS OGSÅ:Er islam særligt følsom for religionskritik?

I Egypten har det islamistiske parti Broderskabet fået magten, og de er i gang med en proces, hvor de forsøger at gøre sig ansvarlige, stuerene og regeringsduelige. Men de er samtidig bange for, at de egyptiske salafister skal få for meget magt over den egyptiske gade, og at de også, ligesom i Libyen, forsøger at bruge sagen til at fremstå som de rigtige forsvarer af islam. Derfor opfordrede Broderskabet til fredelige demonstrationer, og forsøgte på den måde at kontrollere reaktionerne.

Al den ballade handler dermed mere om lokale politiske magtkampe end om religiøs fornærmelse. Det har intet med USA eller med os at gøre.

Jeg har ikke problemer med, at folk reagerer på fornuftig og fredelig vis, men jeg er meget imod de overreaktioner, som jeg har været vidne til. Der er for mange muslimer, som er for overfølsomme og tager kritik af Muhammed personligt.

Gud er almægtig - skal vi ikke overlade det til ham at forsvare sine profeter?

Naser Khader er mellemøstanalytiker ved Hudson Institute, radiovært på DR P1 'Arabiske Stemmer' og kommentarskribent ved religion.dk.