"Rumis digte hjalp mig til at være overlever"

"Ifølge Rumi er der ikke et sekund af livet, det kan betale sig at sørge," siger iranskfødte Azam Javadi, der har brugt den persiske digter som vejleder i sit begivenhedsrige liv

Røgelse bølger diskret gennem stuen, der er enkelt indrettet og ikke umiddelbart røber Azam Javadis iranske baggrund. Emnet for samtalen er den persiske digter Rumi (1207-1273), en af hendes hjemlands store poeter, som hun kalder sin læremester.

LÆS OGSÅ:Hvem var Rumi?

Azam Javadi er i starten af 50erne, politolog fra Teheran Universitet med forvaltningsuddannelse fra RUC og ansat som konsulent i Væksthuset, der hjælper mennesker i arbejde. Hun har i en række sammenhænge arbejdet med kulturformidling, blandt andet på Golden Days.

Starter dagen med et digt
Vi går ud i havestuen, der lyser som et engleakvarium med frugttræer og grønt i baggrunden.

Det har regnet meget, så alting vokser vildt, siger hun.

Her sætter hun sig dagligt ved sin bærbare og læser digte af Jalal al-Din Rumi.

Jeg plejer hver morgen at lægge et af hans digte ud på min Facebook-side, det giver mange andre end mig selv en god start på dagen.

Lyksalighed
I det øjeblik
Vi sidder på terrassen
Du og jeg
To former og
To ansigter
Men blot én sjæl
Du og jeg
 
Fuglenes kvidren
Havens mumlen
Flyder
Som ungdommens kilde
Når vi spadserer
Igennem haven
Du og jeg

Siden Azam Javadi var helt ung har persisk poesi og især Rumi spillet en vigtig rolle. I Iran, hvor hun boede, indtil hun i 1986 flygtede fra Khomeinis styre til Danmark, var kulturen præget af stor kærlighed til digtning. Persisk nytår fejres for eksempel ved, at familierne samles omkring bordet og på skift trækker digte, der læses op og tolkes i fællesskabet, så det giver mening og fornyelse til den enkeltes liv. En tradition, Azam har taget med til Danmark.

For digte giver håb. Og håb har der været brug for mange gange i Azams liv. Lige fra hun, som datter af en principfast advokatfar og en mor, der besvimede over at høre, at datteren ville i gymnasiet, blev nægtet udgang, men alligevel gennem en egenrådig plan og med en tantes hjælp, endte med at få sin uddannelse - til hun senere på grund af deltagelse i en modstandsgruppe blev fængslet, oplevede en fætter blive henrettet og siden flygtede til Danmark efter at have besiddet en topstilling i ministeriet i Iran som en af få kvinder.

Jeg har aldrig affundet med tingene. Jeg har altid haft en stærk vilje, hvilket skræmte mennesker omkring mig. Men det, der er ens styrke, bliver også ens problem eller udfordring. De der ikke har styrke, vil gerne pille dig ned, så møder man modstand, og der skal man kæmpe, siger Azam.

Poesi er et værn mod totalitarisme
'De svages vision' hed den modstandsgruppe, Azam var med i. Gruppen, der gik ind for et demokratisk islam, bestod blandt andet af mennesker, som Azam havde mødt i sin studietid på Teheran Universitet, hvor hun læste politologi. De tog ud for at lære folk at læse og skrive, logoet var en pen - fordi oplysning og det at magte ord sætter mennesket fri.

Når jeg følte mig nedtrykt i perioder, blandt andet i fængslet, hjalp Rumis digte mig, dels på grund af den skønhed digtene i sig selv formidlede. Men de hjalp mig også til at forholde mig til den totalitarisme, der ville knække mig. Shahen repræsenterede én magt, men da han blev væltet, kom Khomeini til og blev lige så forblændet af magten som de vestlige ledere, der havde håbet på at kunne styre ham og udnytte Irans ressourcer.

Totalitarisme i alle dens afskygninger er ensidig, den ser kun sig selv som besidder af sandheden og giver derfor anledning til magtmisbrug. Rumis digtning derimod har en holistisk tilgang til virkeligheden. Det vil sige, at sandheden fra Gud gennemstrømmer alt som en kærlig kraft. Modsætningerne ophører. 
Det uudsigelige
Rumi siger, at der ikke er et sekund af livet, det kan betale sig at sørge, han vendte sig imod offerdyrkelsen. Livet er nu. Den tankegang har også hjulpet mig meget, blandt andet da jeg kom til Danmark, hvor der var mange, som gerne ville se mig som offer. Men jeg er ikke offer, jeg er overlever, det er noget helt andet, siger Azam.

Man kan godt interessere sig for Rumi uden at være religiøs. Det religiøse menneske har valgt en bestemt vej at gå. Men digtene taler til alle om kærlighed, de appellerer til almenmenneskelige følelser. Og hos Rumi er stilhedens tale den samme som kærlighedens.

Poeten formår at udtale det, man ellers ikke kan formulere, de stærke følelser, han gør det for dig, nævner det uudsigelige, så man fornemmer en virkelighed bag den umiddelbare. Det er en fyldt stilhed, et guddommeligt nærvær, jeg møder, når jeg læser Rumis digte, og det giver nedslag af ro i hverdagen, der ellers let bliver hektisk. Digtene bliver et andet rum, jeg kan gå ind i.

Betingelsesløs kærlighed forvandler
Azam har for nylig besluttet sig for, at hun vil være historiefortæller. Beretninger fra hendes liv skal forenes med Rumi-digte og trommespil, som hun blandt andet har studeret i Konya i Tyrkiet, hvor hun flere gange har overværet dervishdansen (dansende meditationsform, red.) knyttet til Rumis orden, en meditativ hvirvlende dans, hvor de dansende bliver høje uden at være på stoffer. Som Rumi selv var, ifølge overleveringen, da han havde mødt sin ven sufien Shams, og dansede kærlighedsberuset gennem Konyas gader. Det møde fik afgørende betydning for Rumi som digter.

Hele Rumis digtning udspringer af venskabet med Shams, en vandrende sufi, som Rumi udvekslede tanker og åndelige erfaringer med. Det blev en guddommelig kærlighedserfaring, det var anledningen til, at han blev digter. Det har inspireret alle hans digte.

Kunsten lever af kærligheden. Det er i mødet med den betingelsesløse kærlighed, at du kan blive forvandlet som menneske, siger Azam.

Stjernerne kommer på himlen for at beskue os
Lad os overskinne dem, stråle som en måne
Du og jeg
Du og jeg samles
Hinsides Mig
Hinsides Dig
I fryd
Glade, befriede fra bedrag
Du og jeg, leende
Når til stadier hvor himmelske fugle spiser sukker
Magisk!