Steen Skovsgaard: Måske skulle vi pjække lidt

Steen Skovsgaard var kun 15 år, da han besluttede at blive præst og mødte sin kone. Hun er årsag til, at han i dag er biskop over Lolland-Falsters Stift

Steen Skovsgaard er et frihedselskende menneske. Og så holder han af at pjække. Som da han som nyuddannet teolog i Århus en morgen var på vej til undervisning på Pastoralseminaret. En strid vestenvind blæste, og han tænkte: "Gad vide, hvordan Vesterhavet ser ud i det vejr?" Han lod timer være timer og tog på stop til Henne Strand, hvor havet var i vildt oprør. Eller da han var præst i Gellerup Kirke i Århus og ind imellem tog a day off, ryddede kalenderen og sammen med kordegnen tog ud i det blå.

– Det giver mig en følelse af fred, frihed, ro og en stille glæde over at være alene og være til, siger Steen Skovsgaard.

Nu, hvor han er biskop over Lolland-Falsters Stift med en travl hverdag med mange aftaler, er det sjældent, han pjækker. I stedet stjæler han sig frihed. Der er den daglige cykeltur tidligt om morgenen. Og en varm sommerdag gav han besked på stiftskontoret: "Jeg smutter lige". Og kørte i bil ud til stranden med badetøj og mobil. Mens han lå og solede sig, ringede telefonen et par gange.

– Og så tog jeg samtalerne dér på stranden, siger han med et drenget smil.

Bispegården, der ligger 10 minutter til fods fra banegården i Nykøbing Falster, rummer stiftskontor og privatbolig for biskoppen og hans hustru, Susanne Skovsgaard, der er socialrådgiver og centersouschef i psykiatrien i Oringe ved Vordingborg. De fire børn i alderen 19 til 29 år blev i Jylland, da parret flyttede i forbindelse med bispeindsættelsen i Maribo Domkirke i efteråret 2005.

Samtalen med Steen Skovsgaard tager udgangspunkt i tre vendepunkter i hans liv, som han selv har valgt. Men først er der kaffe og småkager og senere højtbelagt smørrebrød og sodavand på bordet i bispegårdens fine mødeværelse med udsmykninger fra 1850 af guldaldermaleren Constantin Hansen.

– Vi er blevet godt modtaget og er faldet rigtig godt til trods afstanden til børnene. Det var ellers en af de store omvæltninger, siger Steen Skovsgaard.

Han har brugt sit første år som biskop på at lære sognene og stiftet at kende for at få rodforbindelse. Hans første biskoppelige handling var at indvi en træhest, der var stillet op som et vartegn for den gamle garnisonskirke, Kippinge Kirke. Han fandt ud af, at det blev forventet, at han ville sætte sig op på det tidligere torturinstrument og så i ånden Poul Nyrup Rasmussens uheldige fremtoning med cykelhjelm blegne ved sammenligningen.

– Jeg sagde til dem, at jeg gerne ville klappe hesten, og deri ligger også at huske at tage det roligt og ikke have en mening om hvad som helst.

Bestemte krav og forventninger kender biskoppen ikke til fra opvæksten i et middelklassehjem i Bolbro ved Odense. Faderen var dekoratør, moderen hjemmegående med halvtidsjob som kontorassistent, og der var også en tre år ældre søster. Husets søn fik stor frihed under ansvar til at gøre, som han ville. Han kunne blive længe ude om natten eller tage på tommelfinger til Paris, uden at forældrene gav udtryk for bekymring.

– Men det var også lidt sammensat. Min far var rundet af Indre Mission og havde været i opgør med det. Min mors forældre var akirkelige, og min morfar kaldte sig ateist og var udmeldt af folkekirken. Det var et hjem, hvor kirkegang ikke var af det store, men hvor der var brydning mellem Indre Mission og den skæve, ateistiske holdning. På sine ældre dage var min morfar på en rejse til Israel, og det kom til at betyde fantastisk meget for ham åndeligt. Og min far havde rødder, han ikke kunne løbe fra, selvom han gerne ville. Der var bevægende traditioner, der blev ført videre med stor varme og kærlighed som juleaften, hvor min far læste juleevangeliet op og bad for familie og venner. Og der var salmesang og stilhed ved det tændte træ i juledagene.

– Det allerbedste, mine forældre gjorde, var, at de sammen med nogle venner fik bygget to små sommerhuse ved Revsøre på Sydfyn. De andres søn, som jeg næsten har ligget i vugge med, er min bedste ven. Vi tilbragte hver eneste sommer i syv uger i hus uden indlagt vand og toilet. At være dér var for mig paradis. Hvis der er noget, der har præget mig i mit liv, er det at være der og have den frihed.

Og så er vi ved det første vendepunkt: Da Steen Skovsgaard 15 år gammel mødte sin kone.

– Jeg mødte hende i Revsøre, hvor hendes familie også havde sommerhus. Jeg faldt for hende, syntes hun var smuk, sød og dejlig, og det har jeg ikke ændret syn på. Vi blev kærester, forlovet da vi var 18 og gift, da vi var 21 år. At have kendt hinanden så længe betyder en helt unik forbundethed, stor taknemmelighed og solidaritet. Jeg er helt sikker på, at jeg ikke var den, jeg er i dag, hvis ikke for min kone. Jeg havde heller ikke siddet her som biskop. Det var hende, der syntes, at jeg skulle, for jeg sagde nej den første gang, jeg blev opfordret til at stille op.

– At hun kunne få mig til at sige ja, er måske, fordi hun kender mig bedre, end jeg selv gør og havde en fornemmelse af, at jeg skulle væk fra Gellerup for ikke at gå helt i stå. Jeg havde været der i 26 år. Det kan godt være, at ens ægtefælle har et større blik for sådan noget, fordi de står lidt på afstand. Et gammelt visdomsord siger: Stå sammen, men ikke for tæt. Det er noget af det, vi efterlever. Vi står sammen, men har hver vores arbejde, venner og interesser. At holde sammen i så mange år er et lykketræf, men der skal også arbejde og vilje til at stå sammen i gode og onde dage.

Og så er vi ved det andet vendepunkt. For det var også som 15-årig, at Steen Skovsgaard besluttede at blive præst. Det skete, da han tog alene til Vesterhavet i en efterårsferie med 12 kroner på lommen, en rygsæk og Det Nye Testamente for at være alene med Gud.

– Jeg blaffede, og ad uransagelige veje endte jeg i Vejers. Da jeg gik ud over klitterne til havet, var det, som da jeg første gang hørte Tjajkovskijs klaverkoncert i b-mol. Det væltede mig fuldkommen. Det var så stort, og jeg havde aldrig før set noget så voldsomt.

– Jeg gik dér alene, det var sent på eftermiddagen, og jeg skulle finde et sted at sove. Jeg gik op i klitterne igen og kom til nogle mennesker, der stod uden for et hus og rodede med nogle møbler. Dér måtte jeg gerne overnatte. Men det viste sig at være en ødegård, og de kørte. Da det blev mørkt, fandt jeg en seng oppe på loftet. Jeg var ude in the middle of nowhere og sov næsten ikke. Der var også lyde i huset. Da solen stod op, sang jeg "Se, nu stiger solen", en salme, som jeg siden har haft et helt særligt forhold til.

– I tre-fire dage vandrede jeg langs havet og mødte flere forskellige mennesker, der sødt og gæstfrit hjalp mig med mad og overnatning. Det var også en indre rejse at gå dér alene. Jeg var inde i alle kirker, sad og læste og bad, følte fred og Guds nærvær og glæde, men også, at det hele var lidt mærkeligt. Da jeg skulle hjem, tog jeg på stop tilbage til Esbjerg og kom op at køre med en præst. Da han spurgte mig om, hvad jeg havde tænkt mig at blive, svarede jeg "præst". Den tur var for mig en retræte og modning, hvor jeg tænkte tanken til ende, at det kunne være en god ide.

– Det var ganske vist ikke en fjern verden, for jeg havde lært fadervor og altid haft et gudsforhold med bøn. Og fra mit værelse derhjemme havde jeg udkik til Næsby Kirke. Der har nok også været påvirkning fra min farmor og farfar. Vi bad bordbøn, når de var på besøg, og de har nok haft en stor andel i min beslutning.

– Der har ikke været de store vægge at banke hovedet ind i derhjemme med hensyn til oprør og opgør. Men jeg har oplevet gudskamp, hvor jeg, mens jeg gik til præst, var i tvivl, om Gud var til. Jeg bad ham om at åbenbare sig for mig: "Hvis du fjerner det lommetørklæde, der ligger på gulvet, en halv meter, vil jeg aldrig tvivle mere." Jeg bad en halv time, og der skete ikke noget. Men jeg mistede ikke troen, for det stod pludselig klart for mig, at der allerede er givet os et tegn, som der står i Lukasevangeliet: "Dette skal være jer et tegn. I skal finde et barn, svøbt og liggende i krybben."

Steen Skovsgaard begyndte at læse teologi straks efter studentereksamen. Planen var ellers, at han og en kammerat skulle tage et sabbatår og rejse til Indien, men deres veje skiltes. Selv festede han og hørte rockmusik som andre unge, var venstrepolitisk engageret og gik til demonstrationer, blandt andet den berømte Verdensbankdemonstration i 1971.

Han var også en søgende sjæl. Besøgte sammen med den før-omtalte ven alle de kirker, de kom i nærheden af og også en spiritistmenighed. Han lærte også at meditere efter Transcendental Meditation-metoden, TM, fordi en studiekammerat på teologi havde sagt, at man blev en bedre kristen af det.

– Jeg var 18 år, naiv og søgende med et oprigtigt ønske om at styrke mit bønsliv, og meditation lød forjættende. Jeg var også offer for en massiv hvervekampagne. Men lige efter initieringen, hvor man får det mantra, man skal meditere over, kunne jeg mærke, at det var helt forkert. Jeg undsagde det i et debatindlæg i avisen og følte det som et stort bedrag. Den første gang, jeg gik til skrifte hos en præst, var det da også det første, jeg skulle af med. Jeg følte, at det var en synd, da jeg opdagede, hvad ritualet betød, nemlig at man bøjede sig for en guru og dermed tilsluttede sig en anden religion.

– Jeg har gået til skrifte, siden jeg var ung teologistuderende og opdagede værdien ved det. Det opfordrer jeg alle præster til. Skriftemål er ikke så almindeligt i den evangelisk-lutherske kirke, men vi skal som præster og kristne være bevidste om, hvad det er for en velsignelse, vi har. Der er lægedom i det at kunne komme til en præst og få tilgivelse og få lov til at slippe det, der tynger. Det er stort at høre, at dine synder er dig af Jesus Kristus forladt.

– Jeg har selv haft fire skriftefædre i mit liv og har stadig en. Jeg oplever også, at folk kommer til skrifte hos mig. Det er jo et nådemiddel. Man får sat ord på det, der gør ondt. Og sammen med en præst, man stoler på, kan man tale om stort og småt, få rådgivning og vejledning og gå i knæ og få syndsforladelse. De helt konkrete ting, du kommer med, er lagt fra dig, og hvis du tager det frem igen, ved du, at det tilgivet. I virkeligheden er det en synd at kredse mere om det.

– For mig er det at skrifte med til at give frimodighed og et let sind, fordi jeg får lagt byrder fra mig og får løst op for følelser, så de ikke bliver til byrder. Det kan for eksempel være hovmod, hvor det er dig, der har gjort ondt, og det vil du gerne renses for. At skrifte er en øvelse i ydmyghed, hvor man tør være magtesløs, svag og kunne hvile fast i overbevisningen om, at Gud er særlig nær i magtesløsheden.

– Min oplevelse med TM var voldsom og gjorde ondt på mig i mange år. Jeg kan stadig huske mit mantra. Men efter mit første skriftemål, hvor det var et om-drejningspunkt, tyngede det mig ikke mere, for jeg havde en helt grundlæggende tro på, at det var væk, siger Steen Skovsgaard.

Han er bevidst om de kilder til et kristent liv, der er gået i arv fra tidligere tider. Det gælder skriftemålet, men også retræte, bøn, stilhed og faste, som han selv praktiserer hvert år før påske alene i familiens sommerhus på Djursland. Han finder også hver dag en salme i Salmernes Bog i Bibelen at bede over.

– Det er et kildevæld uden lige at øse af. Jeg synes, at Gud bliver større, og at livet bliver større, fordi du får ord, begreber og vinkler og følelser sat på tingene. Også som modvægt til for eksempel TM og andet new age og den karismatiske frie bøn med himmelvendte øjne. I dag har jeg læst salme 90 og studset og standset over ordene: "Glæd os lige så længe, som du har ydmyget os". Jeg tænker, at det at blive ydmyget kan man ende med at takke for, fordi det er igennem magtesløshed og ydmyghed, at du får øje på Gud, som du ellers ikke ville det i de lykkelige dage.

Steen Skovsgaards tredje vendepunkt i ordets egentlige betydning er, da han for 20 år siden vendte bunden i vejret med sin sejlbåd i Århus Bugt med sin søn Anders på tre år og en god ven, Børge – og blev frelst.

– Det var en aprildag, og båden, en Snipe til to personer, skulle sejles fra Egå Marina til Kalø Vig. Vi satte sejl, og der var god vind. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad der skete. På et tidspunkt krængede båden, måske faldt den over sin egen køl, og vendte stille og roligt rundt. Vi havde redningsveste på, og jeg fik fat i Anders, der stadig havde en cola i hånden. Båden var krænget, masten var knækket, og alt var kaos. Børge begyndte at svømme febrilsk rundt og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Jeg vidste det heller ikke. Jeg lå bare og holdt fast i Anders. På et tidspunkt begyndte han at ryste helt vildt af kulde og spurgte, om han ikke nok måtte smide colaen. Jo! Han var helt rolig, som om han vidste, at det ikke var tidspunktet at begynde at græde.

– Pludselig kom der en kutter, og de fik Anders op. Da jeg selv skulle op, opdagede jeg, at jeg ingen kræfter havde, jeg var helt stiv. Jeg kunne bare række op og blev hevet op af to mænd. Børge var stadig nede i vandet, og jeg bad ham helt hen i vejret, om han ikke lige kunne svømme hen og få fat i snøren til min båd. Det gjorde han.

– Det er først bagefter, man egentlig reagerer. Hold da op, det kunne være gået helt galt! Hvad er frelse? At blive trukket op af det truende vand. Det er ikke et samarbejde mellem Gud og os, som muslimerne taler om. Frelse er en levende hånd, der griber fat. Hvad er tro andet end at gøre sådan, siger biskoppen og rækker begge arme i vejret.

Han karakteriserer Danmark anno 2006 som et yderst velnæret og på mange måder forkælet samfund med masser af forvirring, rodløshed, egoisme og op-splittelse.

– Der er store skel mellem dem, der har det godt, og dem, der ikke har, og der er religiøse skel mellem muslimer og kristne. Konsekvensen er depressioner, alkoholisme, unge, der skærer i sig selv, stress, pillemisbrug. Der er nok, der fortæller, at noget er galt. Det er jagten på mammon, der fanger os. Måske vi i stedet skulle pjække lidt en gang imellem. Standse op og se, at livet er andet end jagt og begær. Give os tid til de nære ting og til os selv.

– I Judasbrevet står: "Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv." Pas på jer selv. Det er vigtigt ikke at lade sig rive med af malstrømmen, så vi husker, at vi selv skal kunne ånde. "Mens I venter". Kristenlivet er dybest set en ventetid, og det kan vi ellers ikke lide. Men at vente på, at noget kommer én i møde, og at livet kommer én i møde, det er smukt.

remar@kristeligt-dagblad.dkFakta

Steen Skovsgaard

**Født 1952 i Bolbro på Fyn. Teologisk kandidat fra Aarhus Universitet 1978. Sognepræst i Gellerup Sogn fra 1979 til 2005. Hospitalspræst, Århus Kommunehospital, 1984-88. Konstitueret sognepræst i Klaksvig, Færøerne, 1988-89. Provst for Århus Vestre Provsti 1997-2005. Stiftspræst vedrørende islam og kristendom 1995-2000. Biskop for Lolland-Falsters Stift 2005. Har været engageret i skolearbejde i Gellerup, herunder initiativtager til den kristne friskole Egebakkeskolen og medlem af flere stiftsudvalg samt forkyndende udvalg under FDF/FDP og KFUM/K. Leder af Theologisk Oratoriums præstegruppe. Initiativtager og formand for KIVIK, Kristent Informations- og Videnscenter om Islam og Kristendom. Har skrevet flere bøger om kulturmødet mellem religioner, deriblandt "Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?", samt konfirmationsmaterialet "Det bedste er Gud" for psykisk og fysisk udviklingshæmmede børn. Steen Skovsgaard er gift med socialrådgiver Susanne Skovsgaard. Parret har fire voksne børn.

Fakta

Biskop og menneske

Vi ser dem i deres flotte kåber ved højtidelige anledninger og som meningsdannere i kirkelige, etiske og eksistentielle spørgsmål. Men hvem er personerne bag bispeembederne i Danmark? Hvad har formet dem? Kristeligt Dagblad beskriver biskopperne i en serie portrætinterview, hvor de fortæller om deres liv ud fra tre vendepunkter, de selv har valgt. Dette er det andet interview i serien.